Dating for voksne

Efter at have overlevet næsten en måned med savnet af min eks, er jeg nogenlunde ovenpå og måske klar til at vove kærligheden igen.

De sidste 14 dage har jeg lært en masse om begrebet voksendating. Man kan måske undre sig over, at jeg ikke ved hvordan den slags fungerer, men det er måske ikke så underligt når man tænker på, at jeg aldrig rigtig har været på datingmarkedet før. Jeg mødte min eks da jeg var 21 og havde forinden ikke været udsat for hverken dates eller lignende. Vi blev kærester uden dates, så da jeg blev single som 25-årig, havde jeg selvfølgelig ingen ide om hvordan man gebærder sig i de voksnes dating rækker. Den erfaring og viden har jeg så pådraget mig nu.

For 14 dage siden kunne jeg i byen ikke hitte ud af at give en voksen mand mit nummer, selvom han egentlig virkede meget sympatisk. Det føltes som om det ikke lå i min DNA. Bagefter fortrød jeg naturligvis, da det jo i sidste ende blokerer mine chancer for at møde en potentiel kæreste. I de få sekunder føltes det bare som om min hjerne eksploderede i spørgsmål: Hvad skal jeg have på? Hvad nu hvis jeg bliver fuld? Hvordan kommer jeg væk derfra hvis han ikke har potentiale alligevel? Hvad tænker han om mig når nu jeg har rødt hår? Hvad hvis han opdager jeg er umoden og i virkeligheden ikke ved noget særligt? Hvad nu hvis han synes mine bryster er for små og blege? Hvad nu hvis der i det hele taget kun er pinlig tavshed? Så nej - det lå ikke i min DNA at sige: Ja da, her får du mit nummer... Indtil i går.

Jeg havde besluttet at gentage succesen og tage i byen og se på mænd og eventuelt tale med dem. En af mine bedste veninder ville med - hun mente jeg ville få brug for en wingman. Når nu hun selv er forlovet og i mange år før har været på datingmarkedet tænkte jeg, at det da ikke kunne skade og om ikke andet er hun altid godt selvskab.

Da klokken blev to var vi skuffede over dagens udvalg og skulle lige til at gå hjem da en meget fuld og meget gammel mand bød på drinks. Det var dagens mission at takke ja til drinks fra en fremmed, så selvom manden på ingen måde havde potentiale sagde vi glædeligt ja tak. Efterfølgende forsøgte han at få en dans, men da det mislykkedes gik han igen. Jeg rodede videre i isterningerne i mit glas og kiggede først op da jeg pludselig hørte min veninde sige: Hej, har du mødt Louise? Nej, sagde den fremmede fyr mens han tog min hånd i sin og kyssede den. Og så gik hun på toilettet. Der sad jeg så pinligt berørt, og måtte fortælle manden, at hun er min wingman. Det tog han så pænt, at han blev siddende - i tre timer. Til min store glæde havde vi alverden til fælles og snakken gik som smurt. Da vi blev gennet ud grundet slagsmål i baren tænkte jeg ved mig selv. Hvis han spørger skal han have mit nummer. Et par gader længere oppe spurgte han efter det og glad i låget skrev jeg navn og telefonnummer bag på en bon uden at tænke andet end: Hvad skal jeg tage på? ... I morgen klokken 15 på stranden??? 

RE: Efterlysning

Jeg glemte i løbet af sommeren hurtigt alt om at gennemsøge min hjerne for hvem fyren i mit tidligere indlæg kan være. Og så pludselig ud af det blå tror jeg, at jeg har fundet svaret. En nat da jeg lå vågen og ikke kunne sove, startede et flashback fra min opvækst pludselig og sluttede ved mit indre billede af et klassebillede fra 2. klasse, hvor jeg gik på Rudolf  Steiner Skolen (Ja - der gik jeg altså et par år.) og der var han sørme potratteret i min klasse. Tænk at jeg alligevel kan huske det efter næsten tyve år. Har nu forgæves forsøgt at finde billedet i fysisk form, men må have forlagt det i en kasse, så måske jeg aldrig bliver klogere. Kan jo ikke huske hvad han hedder? Jeppe, Theis? Sikker noget der klinger Rudolf Steinersk. Måske var det derfor jeg ikke rigtigt kom ind i varmen? Mit navn var simpelthen ikke Rudolf Steinersk nok. Nu må jeg leve med at indstille eftersøgningen, da ikke engang snage/fjæsbogen kan finde svaret. Og hvorfor er det i grunden også så vigtigt?

Hvis nu vi havde været Carrie og Mr. Big

I nat har jeg gjort det man ellers ikke bør. Jeg har sagt farvel i telefonen. Men når man tager en beslutning må der handles med det samme. Og min eks var her ikke og kommer ikke hjem i nat. Jeg har dum som jeg er lånt hans lejlighed  fordi han ikke er hjemme. Så nu er det her jeg ligger alene, selvom jeg har sagt farvel.
Efter en helt masse overvejelser, tanker og savn hen over sommeren mens han var væk på grønne koncerter og andre sommer ærinder, har jeg erfaret, at han aldrig nogensinde igen kommer til at føle hvad jeg føler. Jeg kan ikke blive ved med at se ham og savne ham noget så hjerteskærende selvom han sidder lige ved siden af mig. Så nu har jeg sagt farvel til ham som jeg burde have gjort tilbage i det spæde forår, eller måske allerede for halvandet år siden da jeg forlod ham. Han siger han har tilgivet mig det nu. Fra nu af bliver det så en lang kamp for mig at komme til at tilgive mig selv. Og hvis jeg ikke kan, kan jeg så nogensinde blive hel igen?  Kommer jeg nogensinde igen til at turde vove kærligheden?
Han spurgte om vi ikke kunne snakkes ved om en måned og se om vi kan være venner. Hvorfor?, spurgte jeg ham. Jeg undrer mig fordi han ikke savner mig. Hvad fanden er det så han vil? Hvorfor vil han have mig til ven?
Savnet har tynget mig noget så grusomt det sidste halvandet år, ligesom Stinestregen så fint har visualiseret det. En af mine gode veninder siger, at det tager halvt så lang tid som forholdet har varet at komme over det, så måske skal jeg bære rundt på det 6 1/2 måned endnu. "When you love someone, but it goes to waste, could it be worse?", synger Coldplay. Og nej, lige nu føles det ikke som om noget kan være værre. Måske når savnet har fortaget sig og jeg igen kan samle mig.  

Efterlysning

Ved ikke om det er sommersolen der gør det eller de alt for mange pladder romantiske film jeg har set. Men måske har jeg mødt manden i mit liv. Han ved det bare ikke endnu. 

Indenfor kort tid er jeg stødt på ham tre gange. Og ja, jeg er stødt på ham og har ikke mødt ham, for det kræver vel, at man på en eller anden måde kender hinanden eller i det mindste har udvekslet en eller anden form for hej? Første gang jeg så ham var jeg på vej til toget. Anden gang var han på vej til toget. Tredje gang var jeg på vej hjem og han på vej til toget? De første to gange udvekslede vi det der hedder: Hey, jeg kigger på dig og du kigger på mig og vi har set hinanden - fedt! Tredje gang fik jeg sendt ham et smil - måske mest af alt fordi jeg var på cykel og min nederdel var ved at flyve op, men det gælder stadig. Men nu er han blevet væk - det er en uge siden jeg sidst rendte på ham og af en eller anden mystisk grund kom jeg til at tænke på ham på vej hjem i toget i dag. Jeg er næsten sikker på, at jeg ved hvem han er, men kan bare ikke placere ham. Så hvis du møder en ung, lyshåret, hulemandsagtig fyr med mørke, melankolske øjne, og forhåbentligt bløde hænder - så giv ham lige mit nummer. Tak.

Sol over Frede

Når jeg tager min panik over ikke at vide hvad jeg skal foretage mig i min meget lange sommerferie i betragtning synes jeg, at denne dag er gået helt fantastisk. Jeg havde en aftale om picnic i det grønne med en lokal veninde i dag, så jeg iklædte mig min skønneste nye Laura Ashley-inspirerede kjole og stråhat. Vi endte med at cykle ned i den lokale legepark for at se på dyr og spise vores frokost. Vejret var så strålende og blandingen af dette, den fjordlette kjole og dejligt selvskab idylliserede min dag så humøret kom helt i top. Min bror og hans dame sluttede sig til vores selvskab lidt efter og vi endte med at tage minibussen ud til den tro kopi af vores lille by som den så ud i 1849. Barbapapaerne illustrerer her størrelsen på de små huse.

Ville ønske man kunne tage et af de små huse med sig hjem, bare fordi de er så kære og smukke. 

 

 Da vi kom tilbage til legeparken besluttede vi os at tage en tur i ro-bådene. Min bror og hans dame ville begge absolut ro. Det passede os andre ganske godt, da jeg nødig ville gøre mig selv til grin med mine hvide spaghetti-arme og formelle klæder. Billedet synes også mere perfekt med mig siddende i enden af båden som en vaske ægte diva. At det så var en skøn kvinde der roede og ikke en flot mand med skæg og bløde hænder er en anden sag. Men nogen gange er det næstbedste også  godt nok. Om ikke andet så fik jeg glæde af at se min bror og venindes båd blive jagtet af sure svaner og sultne ænder. Da de kom hen til os var de ganske smukke og fredelige og med grimme ællinger ligeså skønne som alle andre dyrebørn.        

Da jeg kom hjem igen var jeg i mit kreative hjørne og kom endelig i gang med de reparationer af det tøj der har ligget og ventet et halvt år. Derudover fik jeg endelig syet den strandkjole jeg havde ønsket mig stof til i fødselsdagsgave. Den blev ganske fin især når man tager min gamle, orange symaskine fra 1970'erne i betragtning. Jeg har arvet den af min mor fordi hun har købt sig en ny, og det er jeg rigtig glad for. Hver gang jeg får syet et eller andet og den overlever det, uddeler jeg et skulderklap og fryder mig over kvaliteten af gamle klenodier. Så længe den virker endnu, kan intet få mig til at erstatte den af en nyere version. Det fine resultat af min aften i hjørnet kan ses her. 

 

Nu fortjener jeg en god nats søvn inden jeg i morgen skal genfinde min kreativitet når jeg skal hjælpe min eks med at ompolstre hans stole. Abientot!      

   

Hvem skal trøste Knytten?

Er titlen på en dejlig bog af Mummitroldenes forfatter. Knytten er ensom og trist. Og hvem skal trøste ham? Sommetider som i dag, føler jeg mig som Knytten. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er jeg ensom, måske ikke, men følelsen kan ikke tages fra mig. En ting er sikkert. Jeg er alene, som så mange andre, så er ikke alene om at være det. Jeg tænkte ved mig selv på vej hjem i toget her til aften: Når vi giver kærlighed til nogen der ikke vil tage imod - hvor forsvinder den kærlighed så hen? Hvis den forsvinder ud i intetheden, har den så overhovedet nogen værdi?

Min ven melankoli er hos mig igen. Jeg ved det fordi jeg skriver. Jeg er ked af at have været så stille på det seneste. Har haft så meget om ørerne og det har været så dejligt, at jeg åbenbart ikke har haft brug for at formulere det på skrift. Men jeg tænker, at nu hvor jeg absolut intet skal i de næste otte uger, vil jeg øve mig i at skrive andet end melankoli, medmindre den selvfølgelig vil forfølge mig igennem sommeren, og hvem skal så trøste mig? Hvorfor kan jeg ikke selv?

Regnvejr

Det regner i dag. Og det må være nogen lykkebringende dråber, for var lige nået hjem i tørvejr da det begyndte. Nu ligger jeg her i mørket og lytter og suger duften ind. Jeg kan godt lide det. Fik den bedste lur i eftermiddags, til lyden af dryp og rindende vande og blev plask våd på min aftengåtur fordi min regnjakke ikke kunne klare mosten, men det gjorde ikke noget, for når det regner så meget, kan man synge i vilden sky uden, at nogen undrer sig, for der er ikke andre. 

Lovede mig selv at jeg ville forsøge at skrive hver dag, kan godt se på det hele at det ikke går så godt med det. For at undskylde mig selv, har jeg også en anelse travlt, eller rettere sagt, jeg har bare noget at se til, og det er nu dejligt. Men det skal nok blive bedre - Især når der sker andre dejlige ting end regnvejr.

Sandheden fra en single i natten

Vil omfavnes, savnes og elskes... Af en mand. Sådan en høj en med skægstubbe og bløde hænder. Sådan en der når han krammer mig får mig til at føle, at lige der i hans favn, der hører jeg hjemme. Ikke fordi det er normen, men fordi jeg bare savner det. Det er bare ikke så skønt at være alene mens alle andre forloves, giftes og får børn. Jeg ender med at være der når alle andre er midt i syvårskrisen og hvem gider så høre om ringe der ikke passer og baby-lort? Life is a bitch.
Når det hele bliver lidt for meget trøster jeg mig med shopping på nettet - og aller helst er det kjoler jeg finder. Jeg bør nyde min last fuldt ud, for når jeg engang får den lille familie jeg ønsker mig - så er der jo ikke længere råd til den slags udskejelser. Så vi må håbe, at lasten forsvinder derved. 

Oprydning definerer laster

I går ryddede jeg op på mit værelse fordi jeg var frustreret. Over hvad ved jeg ikke, men oprydning synes altid at fylde meget  når jeg i større eller mindre grad er irriteret på livet. Da jeg endelig fik samlet alt mit tøj op fra gulvet og fik lagt det ind på dets rette plads i skabet og efterfølgende beundrede mit værk, blev jeg ganske flov over synet. Jeg har rigtig, rigtig meget tøj, og alligevel tillader jeg mig at stå foran skabet hver morgen og grue over hvad jeg skal have på. Jeg vedkender mig, at det er en last, og laster som denne synes altid at dukke op når jeg rydder op. 

Ude i gangen står der nu en fyldt Ikea-pose med bunker af gamle dame blade. Tør ikke tænke på hvor skidt det er for miljøet - især i betragtning af hvor lidt glæde jeg har af dem. Da jeg bladrede bunkerne igennem gik det op for mig, at for hvert nyt år består bladene af de samme emner, bare formuleret på nye måder - og ikke nok med det, så har de forskellige blade også de samme artikler hver måned. Der er intet nyt under solen og alligevel bruger jeg ikke min nyfundne viden fornuftigt. Det må være pointen i laster - man ved de er dumme, og alligevel formår man ikke at ændre dem. Måske fordi de i et kort sekund bringer mig den glæde jeg har brug for i øjeblikket. Og det er jo de små glæder i livet der betyder noget. 

Når jeg bliver gammel

Vi har i dag sunget vores sidste Gospel koncert i denne sæson. Iklædt humlebiens farver forsøgte vi at synge et lyddæmpet lokale op på det lokale plejehjem. Det er for så vidt ikke noget problem, for den eneste lyd man kan høre fra gamle mennesker er skeer der klirer på kanten af kaffekopperne. Men efter et langt liv hvor man har skullet stå model til alverdens lyde fra skrigende unger, naboskænderier, scootere, skraldebiler og støvsugere klokken 9 om morgenen, er det eneste man måske har brug for lidt fred og ro fra to kopper kaffe. Efter sigende nød de det på trods af stilheden. Entusiasme er vist en by i Rusland når man bliver gammel. Jeg håber jeg i min alderdom kan bevare den, ellers er jeg ikke sikker på jeg ønsker at blive så gammel.

Jeg har aldrig kendt ret mange ældre kvinder. Min mormor døde af cancer i en ung alder, men jeg nåede at have hende i otte år. Min unge alder taget i betragtning husker jeg hende meget tydeligt. Selvom hun ikke blev ældre end min mor er nu, så så jeg hende som en gammel dame. Med sine grå opsatte krøller og store barm var hun ikke andet. Hun havde en farverig bikini med store blomster på og var ikke bange for at lufte sin fyldige figur. Jeg husker, at jeg engang stod med hende på stranden, kiggede ned af min egen mave og derefter på hendes. Jeg tænkte ved mig selv: "Mormor er tyk." Hun havde de skønneste skærebrætter med tegneseriefigurer på hvorfra hun serverede rugbrødsmadder med Nikoline på flaske til. "Du er nødt til at spise op så vi kan se det hele", smilede hun til mig når jeg gik i stå. I køkkenet havde hun det skønneste lille bitte blå te-stel med blomster på og med knive og gafler til. Jeg tror det havde været min mors. Jeg måtte aldrig lege med det - kun kigge. Efter hendes død stod det på mit værelse og nu findes det vist kun i min erindring, sammen med badeænderne jeg legede med i hendes køkkenhåndvask. Jeg så op til hende og alt det skønne i hendes hus. Mormor verdenen var den bedste, især når jeg havde hende for mig selv. 

Min farmor blev rigtig gammel. Hun døde kort tid efter mine forældre blev skilt. Fordi hun var så meget ældre end min mormor nåede jeg aldrig at have helt det samme forhold til hende, men et eller andet sted var fascinationen den samme. De ældre mennesker var noget for sig, og så havde de altid bolsjer i tasken. Min farmor havde også en halskæde der kunne åbnes. Hver gang jeg så hende tog hun mig på skødet og viste mig den lille sorte kat der gemte sig indeni. Jeg synes den var noget så fantastisk. På sine gamle dage nåede hun at tsk'e over mine teenageår, hvor jeg farvede mit hår knaldrødt og gik med mørk neglelak. Hun fandt det ikke smukt, men det gjorde ikke noget, for jeg vidste, at det var fordi hun synes jeg var smuk som jeg var. Da jeg startede i gymnasiet tog min far mig med hjem til hende på hendes fødselsdag. Jeg havde lektier med for at kunne trække mig tilbage fra kagecirkusset. Mens jeg sad og læste kom hun hen til mig. Hun fortalte, at hun altid havde elsket at gå i skole og lære noget, og at hun havde ønsket sig at blive lærer. Jeg husker tydeligt lyset i hendes øjne da jeg sagde, at jeg havde tænkt mig at læse til lærer efter gymnasiet. Jeg fik ondt af hende og følte mig priviligeret ved at vokse op under andre vilkår. Hun døde ikke længe efter, 93 år gammel. 
Da jeg mødte min ekskæreste fik jeg en fantastisk farmor til låns. Jeg savner hende ofte, og at kunne se verden igennem hendes øjne. Hun var min eneste kilde til alderdommens glæder. Hun ved alt om alting og elsker at fortælle om sine oplevelser så kringlet, at man ofte er ved sin anden kop te før hun runder af. Og så lærte hun mig at hækle. Hun delte min passion for hjemlige sysler, litteratur og royale ugeblade. Det er som to alen af samme stykke. Selvom min eks siger, at hun stadig er til låns, glemmer jeg at få set hende. Måske fordi hun er en del af den verden jeg ikke kan få tilbage.

Alle disse erindringer vandrede gennem mit hoved mens jeg til de grå lokker sang om Guds kærlighed. En dag bliver jeg en af dem og så ønsker jeg min alderdom så skøn som kun Gnags kan beskrive den:

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta' imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen.

Når jeg bliver gammel

Skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind

At du kan fange det lis´så let

Som en dreng med et net på en bambuspind. 

Livet set fra indersiden af mit regntøj

"Hvorfor er knagerne i IC4-togene limefarvede?? Hvor er sammenhængen?", tænkte jeg ved mig selv på vej over Lillebæltsbroen imens jeg forsøgte at se meget uinteresseret ud overfor meget ældre, meget stinkende og meget fuld mand. Jeg blev lidt glad over, at jeg så hurtigt formåede at få tankerne væk fra alt det jeg ikke må tænke på, som for eksempel navnet på min førstefødte og hvilket efternavn der vil klinge bedst med mit eget, men desværre fik mine pludseligt rynkede overbryn ikke herren til at stoppe sit savleri. .oO(Hvis han blinker til mig så skriger jeg!)

I virkeligheden var det for mig en ret almindelig togtur. Den indebar som så mange andre, et styk person der ville vide om hun var på den rette perron, et styk snavende kærestepar der siger farvel, togmand på vej til Gud ved hvor hen, og mand og kvinde i identisk kondisæt med poser i hænderne, og ja, såmen også et styk savlende ældre mand. Dog var de til forveksling i dag allesammen mere eller mindre våde efter store mængder regnvand frit faldende fra oven. Det er desværre ikke nogen overdrivelse, om jeg så end måtte ønske det var, men det er meget almindeligt at ældre mænd finder mig utroligt attraktiv. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at det i virkeligheden bare handler om, at de får for lidt og er villige til at hoppe på hvad som helst, men jeg håber inderst inde, at det er fordi jeg rent faktisk er attraktiv og, at det desværre bare kun er de ældre mænd der tilsyneladende hviler nok i sig selv til at turde vise det. I dag havde jeg dog håbet at være fri, nu når jeg var iført lille My's regntøj og våde lokker. Når ikke engang hendes fjæs skræmmer dem væk er der måske håb endnu - hvis altså jeg ønsker mig en mand på fyrre med ølvom og synlige næsehår.  

Jeg var på vej hjem fra min mor i toget efter dejlig dag i ZOO med søster, mor og nevø. Jeg elsker cocktailen af dyr, natur og godt selvskab. Jeg nåede at opleve alt fra fascinationen af hvordan abemor tager sig af sin lille unge som var hun et menneske, til forargelsen over at se hanens voldtægt af sine koner midt i min frokost. Samt glæden over at forevige min nevø og søster som henholdsvis søløve og søko. Min søster grinede mens hun sagde: "Ej, jeg ligner faktisk en søko!" Og det gør hun bare; sød og kraftig. En skam jeg ikke fik oplevet en Søhøne, hvad end det så er. Jeg ville have elsket at forevige den og give billedet til min lillebror mens jeg med den mest fjollede stemme ytrede; at man skal kæle med dem, på undersiden af bugen.(For det kan de satme godt lide!)

Noget helt andet. Jeg fik i dag den tanke, at når mennesker fortæller en hvad man er god til, så bør man lytte efter i stedet for at tænke, at det skal de jo sige. Jeg skal hver dag øve mig på, at tro på hvad de siger og efterfølgende gøre ligesom de siger i bankreklamerne: Gør det du er bedst til, det gør vi. Så nu vil jeg forsøge at lægge min frygt for arrogance på hylden og skrive næsten hver dag, ikke nødvendigvis fordi hver mand synes jeg er god til det, men fordi jeg synes jeg er god til det og elsker det. 

Forøvrigt er striberne på IC4-togets døre også limefarvede - Måske er der en sammenhæng alligevel.

Bambi på afveje

Mangen person undrer sig over hvordan jeg kan holde ud at være bosat i så lille en by som min. En af de mange grunde er den fantastiske og helt igennem disneyagtige natur, der omkranser byen og favner årstiderne i al deres pragt. 

Efter at være rendt ind i veninde Ib og den derefter havde stået på shoppetur det meste af eftermiddagen, kom jeg til at gro fast i min sofa da jeg kom hjem. Da det så endelig holdte op med at regne fik jeg en pludselig trang til at komme ud og bevæge mine blege ben og trække noget regnfrisk luft. Efter at have været bosat i byen i to år, kender jeg efterhånden hver en krog af denne afgrænsede verden, og har fundet mig den smukkeste vandringsrute. Med kondisko og nypudset næse begav jeg mig af sted i raskt tempo, med solsortens aftensang i ørerne.

Det eneste man møder på sin vej klokken ni om aftenen er mænd i løbetøj, hvis raske skridt kan høres i gruset på lang afstand. Nogen gange misunder jeg, at jeg ikke kan være en af dem, men på den anden side går de jo glip af alt det skønne i det høje tempo. Derudover møder man mænd som kvinder i vindjakker og trætte miner, der lufter deres firbenede venner, mens de på ingen måde overvejer at samle deres efterladenskaber op fordi de jo er ude i naturen. Hvilket resulterer i, at uheldige kvinder som jeg selv, skal sno sig udenom når de er i færd med at indsamle den helt perfekte klokkeblomst til deres buket. På en særlig dag, som i dag hvor det har regnet, kan man også være heldig at rende ind i en samling unge knægte der med deres fiskestænger, der med deres sunde og til tider stinkende hobby giver mig håb for fremtidens unge. Jeg mødte alle disse mennesker i dag og ikke andre, der som jeg selv gik alene bare for at gå. For at de ikke skal gå glip af alt det skønne, vil jeg derfor dele det med dem i ord og billeder, bare fordi jeg bilder mig ind, at hele verden er ligeså glad for naturen som jeg selv er. Kan man andet når man er en del af den?

På vejen hjem med en langsomt voksende buket i hånden, ser jeg pludseligs Bambis mor i en lysning. Hun retter hovedet op og står bum stille mens hun kigger direkte på mig med sine store brune øjne. Jeg havde ikke ventet hende. Når jeg befinder mig midt i byen, kan jeg ikke lade være med at føle at hun er på afveje som hun står der midt i det hele. Men hun så ikke ud til at være på afveje - hun så ud til at føle sig hjemme, ikke bange, men alligevel på vagt. Jeg fiskede min telefon op af lommen og forsøgte at fange hende på afstand. Desværre fortæller billedet ikke helt det samme som jeg så, da det lige såvel kunne være en klat brun maling midt i alt det grønne.

Lykkelig over min opdagelse bevægede jeg mig videre, og jeg havde ikke gået længe inden jeg mødte endnu en. Mindre og plettet med to små horn i panden. Lige ved bredden af søen stod han og gumlede græs. Han kiggede lidt på mig, og gik så om bag et træ. Tænkte om den smukke herre var blevet væk fra sin mor, men han så ikke fortabt ud, kun tilfreds og afslappet.

Det er det jeg elsker; uforudsigeligheden. Når jeg bevæger mig udenfor min hoveddør kan alt ske. årstiderne skaber mulighederne og når det bliver forår lufter alle deres børn, dyr som mennesker: Smukke, velskabte og sorgløse. Nu er jeg hjemme og kan nyde synet af markblomster i nyindkøbt genbrugsvase, mens mørket falder på og sommeren banker på døren.     

 

Når man bliver 27

Jeg har ændret udseendet på min blog i håb om, at det vil ændre indholdet. En form for karma om man vil. Det kommer sig af, at jeg er blevet 27. For otte dage siden vågnede jeg op og tænkte ved mig selv: "Du er 27, nu kan du se frem til at fylde det igen og igen de næste par år, indtil du er der hvor du gerne vil være når du er 27". Og jeg var der næsten - der hvor jeg gerne ville være. Jeg vågnede op i et behageligt solskin, uden flere rynker end dagen før, til lyden af forårsfugle og kirkeklokker. Perfekt som i en Morten Korch film. Jeg var ved at fuldføre min første pædagogiske eksamen med bravur og min kæreste serverede hjemmelavet brunch til mig og dækkede bordet fint med en stor gave ved min tallerken. Jeg var lige der hvor jeg aller helst ville være... Altså lige bortset fra, at kæresten er min eks-kæreste, og gavens indhold lå gemt i sammenkrøllet papir, så den i virkeligheden ikke fyldte mere end en lommepung. Og mest af alt havde jeg skriveblokering og var angst for at dumpe. Morten Korch idyllen var dog god nok. Det var ikke det jeg forventede af min 27-års fødselsdag dengang jeg blev tyve, og tænkte ved mig selv: "Eiii, nu er jeg tyve! Hvor er det vildt! Nu er du ikke længere teenager, men en rigtig voksen!" 

Jeg er blevet klogere siden. Man bliver ikke voksen bare fordi man bliver 20, eller 23 eller 25. Jeg er stadig ikke en rigtig voksen. En rigtig voksen er nemlig sådan en der går med øreringe fordi hun er nogens mor, og ikke fordi hun bare synes det ser pænt ud. (Barn i børnehaven undredes over, at jeg bar øreringe, når nu jeg ikke var nogens mor.) En rigtig voksen er sådan en der har en villa, en vogn, en vovse, og en halv-tyk mand og to gennemsnitsartige børn. En rigtig voksen er sådan en der kører på campingferier i udlandet og tager lån i huset for at glæde sin familie. Og sådan en er jeg ikke - endnu. Jeg er mere sådan et fjols, der bruger alle sine sparepenge på tøj fordi hun keder sig og er ved at få bildæk. Sådan en der træffer dårlige beslutninger og tror hun får en chance mere. Sådan en der pakker sine følelser ind i sarkasme for at skjule, at hun ikke rigtig ved hvor hun er på vej hen. Sådan er jeg stadig også selvom der nu står 27 i panden på mig.

I dag blev jeg så ramt af livets alvor. På en eller anden måde gik det op for mig, at når jeg ikke er der hvor jeg gerne vil være, så er det ikke kun skæbnens skyld, det er lige så meget min egen. Det er kun mig der kan ændre mit liv. Og så græd jeg lidt... Ligesom da jeg var lille og noget af mit legetøj gik i stykker. Der er ingen facitliste i livet, så måske jeg skulle til at mærke efter hvad jeg egentlig vil i stedet for at lade mig tyrannisere af normerne, selvom det liv nu ser hyggeligt ud. Så jeg må leve med at være en forkert voksen i en 27-årigs krop lidt endnu. Og det er helt ok. Det er nok alligevel ikke alderen der gør det. For bliver man ikke først en rigtig voksen når man bliver nogens mor(Der går med øreringe fordi hun ikke har tid til at tage dem af.)?       

Jeg kan ikke sove

Jeg kan ikke sove som jeg troede.

Jeg kan ikke sove hvis Elvis synger Ahaha inde i mit hoved.

Jeg kan ikke sove for skraldemændene klokken fem,

der skal de bare gå hjem.

Jeg kan ikke sove fordi vandhanen drypper, 

og sov heller ikke under ledelsen af Schlüter.

Jeg kan ikke sove uden min mobil.

Jeg kan ikke sove når jeg bliver senil.

Jeg kan ikke sove når nogen borer i væggen.

Jeg kan ikke sove for smerten i læggen.

Ej heller for min overbo der hviner 

og banker sengegavlen ind i væggen,

så jeg igen får ondt i læggen.

Jeg kan ikke sove for min nabo, der snorker.

Jeg kan ikke sove fordi jeg ikke orker.

Jeg kan ikke sove når jeg skal lave.

Jeg kan ikke sove på tom mave.

Jeg kan ikke sove når kirkeklokken bimler.

Jeg kan ikke sove når min mor hun himler.

Jeg kan ikke sove når alting glipper.

Jeg kan ikke sove for Svipper.

Jeg kan ikke sove når døren klaprer i gennemtræk.

Jeg kan ikke sove når jeg er træt.

Jeg kan ikke sove uden at drømme.

Og om hvad kan jeg ikke bedømme.

Jeg kan ikke sove ved fuldmåne.

Jeg kan ikke sove for det jeg kun må låne.

Jeg kan ikke sove når jeg ser, at klokken er 02:17. 

Jeg kan ikke sove for regnen i pytten.

Jeg kan ikke sove når der står krig i min avis.

Jeg kan ikke sove i Paris.

Jeg kan ikke sove for juletræet der blæser mod min dør.  

Jeg kunne heller ikke sove før.

Jeg kan ikke sove på latin.

Jeg kan ikke sove i Berlin.

Jeg kan ikke sove uden dyne til.

Jeg kan ikke sove når jeg gerne vil.

Jeg kan ikke sove hvis det ikke gavner.

Jeg kan ikke sove når jeg savner.

Jeg kan ikke sove hvis sengen er for blød. 

Jeg kan ikke sove når han ikke er sød.

Jeg kan ikke sove for solens varme stråler mod min kind.

Jeg kan ikke sove for uroen i mit sind.

Jeg kan ikke sove når det banker.

Jeg kan ikke sove for bare tanker.

Jeg kan ikke sove når nogen begynder at save.

Jeg kan ikke sove for ham jeg ikke vil have.

Jeg kan ikke sove når jeg har spist en kæmpe kage,

der beklager sig over de trænge forhold i min mave.

Jeg kan ikke sove når min underbo skændes. 

Jeg kan ikke sove når jeg længes.

Jeg kan ikke sove for fluen der summer. 

Jeg kan ikke sove for græsslåmaskinen der brummer.

Jeg kan ikke sove for fuglefløjt.

Jeg kan ikke sove for alt det, der lyder højt.

Jeg kan ikke sove efter sex.

Jeg kan ikke sove uden min ex.

Jeg kan ikke sove med kun en pude. 

Jeg kan ikke sove når jeg er tæt på at tude.

Jeg kan ikke sove i morgen.

Jeg kan ikke sove for sorgen.

Jeg kan ikke sove i 100 år. 

Jeg kan ikke sove uden, at tiden går. 

Jeg kan ikke sove når det er min fødselsdag i morgen. 

Jeg kan ikke sove til Borgen.

Jeg kan ikke sove inden dagen den er gået. 

Jeg kan ikke sove på grund af alt det jeg ikke fik nået. 

Jeg kan ikke sove når nogen de synger

Jeg kan ikke sove når mit soveværelse gynger. 

Jeg kan ikke sove når jeg tæller får.

Jeg kan ikke sove før jeg har taget en tår.

Jeg kan godt sove når klokken er syv om morgenen, og jeg skal i skole.

Sådan er det, og på det kan man stole.     

Statuetterne

Det har været en meget stille og sofa præget weekend. Jeg ved ikke hvorfor, men der er bare ikke så meget at give sig til. Har svært ved at rejse mig når jeg ikke ved hvorhen. Det er nemmere at sove længe - Så behøver man ikke tænke så meget. Nogen gange føles drømmenes verden, som den ægte vare burde.

I fredags var jeg på Det Bruunske Pakhus med en veninde og se The Figurines. Det var vildt hyggeligt. Jeg kan godt lide at tage tøj på og gå ud af døren og føle mig som et rigtigt menneske. En som ingen ved noget om, men som de stadig synes ser helt normal ud. For det er jeg jo, til tider.

Det bedste ved koncerter er endvidere de ofte så pæne mænd - Det bliver man altid glad af at kigge på. Og så det faktum, at musikken og stemningen får tiden til at stå stille. Ligesom når vi sover behøver vi ikke tænke så meget, men kan bare være. Det er en befriende følelse. Måske jeg skulle bringe lidt mere af den slags ind i mit liv.

Det var vel nok et af de mindste publikum de nogen sinde har spillet for, og måske også det mest stillesiddende, men alligevel gav de alt hvad de havde i sig og jeg følte mig bare heldig at være en del af det. Skøn oplevelse, og skøn musik som jeg her vil dele med jer. Hav en dejlig ny uge.

http://www.youtube.com/watch?v=tdwRSUFW3ss&feature=player_embedded

Brændt barn

Min eks siger, at kærlighed kan falme. Det må være det der er sket i takt med mit røde hår og de nytilkomne bekymringsrynker i min pande. En af mine venner siger, at man skal gemme lidt af sig selv i sit forhold. Min veninde Ib siger, at man skal vælge kærligheden hver eneste dag - man skal gøre sit bedste for at holde sammen. Jeg siger, at man ved ikke altid hvad man har før man mister det - en rigtig irriterende kliché. Når jeg føler jeg har fejlet på alle områder, trøster jeg mig med min mors vise ord: Den eneste kærlighed man kan være sikker på, er kærligheden til sine forældre og sine børn. 

Min eks er ikke længere sammen med den anden pige - han var ikke interesseret nok. Om det er Roms eller min skyld ved jeg ikke - og det er egentlig også lige meget. Jeg ved, at uanset hvor meget jeg prøver, så får jeg ham aldrig tilbage. Jeg er virkelig single - alene. Og når kærligheden en dag banker på min dør, vil jeg tøve med at lukke op, og den der nærmer sig, skal træde varsomt. Og indtil da, vil jeg give plads til mig selv. Finde energi og glæde i Gospel, veninder og foråret - Og allerede i morgen; tøsetur til Århus.   

Alle veje fører til Rom

Min eks befinder sig i dette øjeblik i Rom, mens jeg trøster mig i det kolde Danmark, med chokolade og serier på nettet. Han troede man kunne få det hele; ny kæreste og stadig beholde eksen i sit liv. Den slags kan sikkert lade sig gøre hvis begge parter er kommet videre, og har mødt fantastiske mennesker der respekterer det Men jeg vil ikke være den anden kvinde - eksen, der er en belastning for et nyt parforhold. Eller rettere sagt - det kan jeg ikke. Hvordan skulle man dele ham man elsker med en anden? Man må aldrig elske nogen så højt, at man ved at give dem det de ønsker, giver afkald på sig selv og må leve i evig sorg. Så jeg har truffet valget for ham - han kan ikke få begge dele. Det siges, at når man elsker nogen skal man sætte dem fri. Det gør jeg nu, for ikke at give afkald på mig selv og min lykke. Et valg er altid et fravalg og han valgte hende. Det gør forbandet ondt, men jeg må leve med det - græde færdigt og komme videre. Jeg ved, at jeg kan leve uden ham, jeg vil bare ikke, men jeg bliver nødt til det. Nogen gange kan vi ikke få det vi ønsker os aller mest.

   

Jeg elsker dig fordi du...

... Køber fantastiske lakridsdyr, som du ved jeg elsker, når du kører over grænsen.

Når en undskyldning ikke er nok

Jeg har besøgt min eks i dag for at tale ud om alt det der er sket. Jeg er stadig rigtig, rigtig ked af det, men det var godt at få sat ord på mine følelser - henvendt til den rette og uden forbehold. Han kan ikke tilgive mig for, at jeg gik mens han havde aller mest brug for mig, men jeg vidste det ikke - at han havde brug for mig, og jeg handlede derefter. Når kommunikationen brister, kan det være enden på livet som man kender det. Jeg kan aldrig gøre det om selvom jeg ville ønske jeg kunne. Og derfor går han videre uden mig, med en anden. Hvordan skal jeg nogensinde kunne tilgive mig selv når han ikke kan tilgive mig?

Status Quo

Ham jeg elsker, min favn når jeg er trist, min frø, min elsker, min glæde og mit savn, min bedste ven - han har fundet en anden. Jeg har ingen ord. Jeg er hvor jeg startede i januar 2010 - gået i stykker igen, ude af stand til at finde ud af hvordan jeg samles igen. Jeg kan ikke holde ud at være i min krop og tanken om at skulle gennemleve det igen, den klumper sig sammen inden i mig til en lille hård masse, der sætter sig i halsen, og giver mig brækfornemmelser, når jeg tænker på, at det er hende han holder om nu - det er hende han betror sig til, og hende han skal dele seng med. Det er hende og ikke jeg. Og det er min egen skyld. Ligesom med Manden uden manerer - jeg leger med ild, selvom jeg ved, at jeg i sidste ende  vil brænde mig med sikkerhed. Er det fordi jeg bare VIL torturere mig selv?

Jeg vil ikke være uden ham. Hvad skal man gøre når man mister den ven der kender en aller bedst?

Lillesøster

I et forsøg på at gøre alting med hjertet, dukkede jeg op uden gave til min søster på hendes fødselsdag. Havde i første omgang gjort et halvhjertet forsøg på at finde hende en super dejlig og tøset gave, for næste år er det jo ved at være tid til at modtage potter, pander og alt muligt andet køkkenlir. Det lykkedes mig ikke, så valgte at det nok var en bedre ide at dukke op tomhændet, frem for med et fesent gavekort til Matas. Nu har hun så en gave tilgode her 13 dage efter hendes fødselsdag. Det skal dog siges, at jeg ikke har siddet på den lade side disse to uger. Jeg har kreeret hende en halvhjemmelavet gave i et forsøg på at udtrykke hvor super dejlig og skør en søster hun er. Så skøn at hun fortjener en helhjertet gave. Er glad for det fine resultat, der her kan ses - dog uden at afsløre hvad der er inden i, da gaverne stadig står i entreen og pynter.

Min søster betyder alt verden for mig, også selvom hun nogen gange ikke gider låne mig Sims og glemmer at aflevere lånt tøj tilbage, så jeg når at vokse ud af det(Hedder det også det hvis man taber sig??), mens hun vrisser med sin du-er-irriterende-lige-meget-hvad-du-siger stemme. Men alt i mens hendes hormoner raser ud, kan jeg gå og glæde mig til at tage hende med på disko næste år - hvis hun da ikke stadig synes jeg er for pinlig til den tid, og huske mig selv på, at jeg da kun får endnu mere glæde af hende om et par år. Min mor er til tider lidt frustreret over hendes HELT ÆRLIGT!-hed. Hun har lykkeligt glemt, at min søster  er en tro kopi af mig selv i den alder. Priser mig lykkelig over, at det trods alt ikke er noget der giver ar på sjælen for tid og evighed. Hvis min mor stadig bekymrer sig, er det nok mere om jeg finder en ordentlig mand eller pludselig får børn i utide. Så på en måde kan jeg jo ikke helt love søs, at det går over  med tiden - ens mor bliver jo ved med at være ens mor selvom man selv bliver mor, faster, pædagog og alle mulig andre voksen ting. Men det bliver bedre trods alt. Søstre og mødre er nu noget af det bedste i verden - og fædre og brødre, når de gider. Er et heldigt asen - især fordi jeg altid slipper afsted med at være for sent på den.     

Bandet af heste

I går aftes da jeg sundede mig med mit glattejern oven på kampens hede i x-factor, hørte jeg pludselig midt i udsugningens konstante summen, en skøn, skøn lyd fra fjernsynet. Så velkendt og dog så uendeligt meget smukkere end jeg huskede den. Musikken drev mig ind i stuen og jeg satte mig på sofaens armlæn med en børste i den ene hånd og den anden knyttet om en hårtot. I skønheden følte jeg en tåre i øjenkrogen og mindedes hvordan tonerne kørte på repeat hen over sommeren mens jeg fandt mig til rette i mit nye hjem og erfarede at kærligheden, mere end noget andet, er en vanskelig størrelse. No one's gonna love you more than I do. For mig vil huleagtige mænd med skæve tænder og varme øjne til hver en tid være mere vedkommende end Justin Timberlake wannabees. Tak til Anders Lund Madsen og Det Nye Talkshow for bidraget.

http://www.youtube.com/watch?v=1tqqGbSheoM

Frøer er der nok af

Min eks modtog den lille frø med posten i går. Han vidste den var fra mig fordi jeg selvfølgelig ikke kunne klare spændingen og talte over mig. Selvom jeg egentlig godt ved, at han havde fundet ud af det uanset. Hvor er du sød, skrev han i en sms til mig, formentlig da han lige havde pakket den op. Og ja, sød det er jeg. Jeg er ligeså sød som jeg er skrap, selvom skrapheden i virkeligheden er udtryk for kedafdethed. Mænd har svært ved at forstå hvordan man kan sige, at man elsker dem og så samtidig gå rundt og være skrap hele tiden. Jeg tror aldrig de kommer til at forstå det. Og jeg er nogen gange, på trods af mit køn, selv i tvivl om jeg forstår det.

Jeg besøgte ham i dag, til dels fordi jeg havde brug for en hjælpende hånd fra en pc-kyndig, men også fordi jeg savner ham hele tiden, og bliver helt ivrig efter at se ham, som et lille barn der venter på juleaften. Jeg har tænkt på hvorfor det er sådan og er nået frem til, at det måske er fordi han er en af de meget få personer jeg rent faktisk kan være mig selv overfor uden at frygte, at det får dårlige konsekvenser. Og uden frygt er alting bare rart og hele verden et mekka af muligheder og skønhed.
Udover at få ordnet vigtige ting på pc'en, fik vi hilst på Kong Vinter - der for øvrigt lovede at Frøken Forår er lige på trapperne, og pegede med sin kolde hånd ned mod en lille Erantis der stak hovedet op af sneen.  Han viste os vejen ned til bytteservice, da den lille frø desværre havde lidt en grusom skæbne på vejen, og havde mistet sit ene øje. En frokost, et par knus og et tante-kys senere stod jeg igen alene på banegården for at vende næsen hjem til Svipper og fortsættelsen af Michael Laudrups Tænder. Vinterferie er overvurderet.

Nok havde frøen ikke den ønskede virkning, men sådan er det med så mange ting her i livet. Vi kan ikke få det hele, men vi kan prøve, og måske lære at fokusere på processen frem for målet. Og så er det heller ikke værre, for frøer er der nok af.

Laster

Det er Valentinsdag. Jeg har ingen kæreste. I desperation har jeg sendt en gave til min eks - der ikke er nået frem i tide. Mon han fatter pointen? Jeg har ikke turdet tømme postkassen af frygt. Frygt for at der skulle gemme sig et bette kort og frygt for at der ikke skulle gemme sig et. Så nu ligger jeg her - alene i min store seng, med Svipper og en helt masse laster.

Kvinder er i følge en del mænd, kendt for at have en helt masse laster de ikke forstår sig på og jeg er en af den slags kvinder der passer lige ind i den fordom. Jeg har tænkt længe over det og er blevet enig med mig selv om ,at en af mine største laster dækker over en kaskade af mindre laster. Den lyder som følger. Jeg er besat af at bruge mange penge på at omgive mig med smukke ting. Det gør mig glad. Jeg elsker det. Et par eksempler på nogen af de mindre laster, kan håndplukkes ud af dagen i dag.

Det var en super kold og trist mandag i ferien, så selvfølgelig ville jeg gerne ud at shoppe med veninde fra klassen. Efter vi har sagt farvel til hinanden efter besøg i indtil flere butikker, hvor det sjovt nok kun er lykkedes mig at slippe afsted med garn og tre par strømpebukser, kommer jeg til at snuse foran sengetøjsbutikken. Her var der gode tilbud. Efter at have rodet i bunken af skønne, skønne sæt sengetøj, trækker jeg bestemt mig selv væk derfra. Men noget så smukt kunne jeg ikke lade ligge, så efter tre skridt frem, vendte jeg på hælen og gik tre tilbage, greb sengetøjet i vendingen og gik ind i butikken. Dette er last nummer et der i dag kostede mig 300kr og en sengeopredning.

Jeg har altså en stor svaghed for skønne tekstiler. Den er så stor, at jeg nu ejer fire sæt, selvom jeg jo slet ikke har brug for så mange, da jeg vasker en gang i ugen. Og for at det ikke skal være løgn, så er der faktisk tale om otte sæt, da jeg ikke kan lade være med at rede venstre side af min seng op til den usynlige ven Svipper, eller hvem der ellers måtte forvilde sig ned under dynen. Uanset, ser det meget skønt ud.

En anden last er min store svaghed for æsker og dåser med print. Og disse faldt jeg over i dag, men det gør ikke noget, for en klog dame har lært mig at the holder meget længere når det er pakket godt ned i en dåse.

Og så er der selvfølgelig tøj, men det vil jeg slet ikke snakke om. I hvert fald ikke i dag. :)

Det værste er det med rengøringen. Men helt ærligt. Det kan jo umuligt være en last. Det er da godt, at jeg får et kick ud af at kunne sætte mig ned efter et par timer med runkne fingre og pusten hår væk fra overlæben og bare nyde skønheden. Altså indtil jeg får øje på endnu en last der kalder på mig fra vindueskarmen. Jeg slår planter ihjel... Og det har bestemt ikke noget med skønhed at gøre. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan finde ud af det. Det må være min evne til at elske for meget. I mit forsøg på at give planterne kærlighed ender jeg altid med at drukne dem, når jeg altså er hjemme, ellers tørrer de ud. Tror aldrig jeg lærer det, så er seriøst begyndt at overveje de kunstige.

(Om ikke andet så for at undgå at ødelægge glansbilledet.)

Nogen vil måske se mig som Miss overfladisk med tjek på tingene, men det væsentligste er usynligt for øjet.

Vågen i natten

Det går ok i det nye år. Jeg ligger her vågen i natten. Har været syg i tre dage, men skal på arbejde igen i morgen. Ikke fedt når jeg ser på klokken, men sådan er det jo når man i lang tid har sovet for meget. Det er sådan med søvn for mig, at jeg aldrig har lyst til at sove, men når jeg så først gør det vil jeg ikke stå op igen. Der sker så meget dejligt. Jeg drømmer om at få sorte kaniner på størrelse med rundetårn, skøjte rundt på isen, med vind i håret, og at være gravid med ukendte mænd. Andre gange drømmer jeg om helt almindelige ting. Det forvirrer mig når jeg vågner - kommer i tvivl om hvilken virkelighed der er den rigtige. Når livet er imod mig er det altid rarest at sove og leve i drømmene i stedet, men nu er der ingen. Kun hverdag og vågne nætter.

Jeg savner min eks der ikke ved hvad han vil. Det burde ellers være så nemt. Hvis det synger når man kysser, så er det vel rigtigt. Men ved jo ikke om han kan høre det. Jeg føler ikke jeg har noget at miste, men det gør han måske? Kærligheden er tålmodig.

Manden Uden Manerer vil mødes og gå ture og lade som om alt er ved det gamle. Hvis det er det, så må jeg have drømt for nylig. Men jeg vil gerne gå ture med ham, fordi vi kan grine. Og det er det vigtigste. Når vi griner bliver vi glade, og når vi er glade føler vi kærlighed til livet. Og så er det værd at leve og så kan vi bedre klare lidt modgang.

Min praktik er slut om syv arbejdsdage. Det er ingenting. Tror et eller andet sted jeg vil savne ungerne. De er jo det hele værd. Men ellers er jeg bare glad. Glæder mig til at komme i skole, læse, skrive, gå i fredagsbar, sladre og grine. Det bliver godt. Håber det lysner min blog. Kan det andet?

Jeg hører Somewhere over the Rainbow - Handler den om drømme eller om at dø? For den har jo en glad, men også sørgmodig stemning. Kommer til at tænke på Den lille pige med Svovlstikkerne der bliver hentet af sin bedstemor til et bedre sted i døden. Sørgeligt, men godt. Lige til at falde i søvn på.

Nattens update med forhåbning om at kunne sove. Vi ses når det lysner. Godnat.

Agape

Selvom jeg har grædt og grædt, bandet og svovlet, og været så vred at jeg fik knopper af det, så er jeg tilgivelsens mester. Jeg tror altid på det gode, og bliver derfor ulykkelig når det til tider bliver usynligt for mig. Jeg vil ikke finde mig i at nogen mennesker virker onde. Jeg vil at de, hvis der er en himmel eller et helvede, kommer det samme sted hen som jeg selv, derfor giver jeg dem en chance igen og igen.
Jeg var i kirke igår, for at blive klogere på tilværelsen på godt og ondt, og for at ønske det bedste for det nye år. I det store hvide rum, blev jeg væk i egne tanker da mit blik ramte altertavlen med påskriften: Gud er kærlighed. I mit religiøse fravær er jeg ikke præcist sikker på påskriftens betydning, men tænkte ved mig selv: Hvis Gud er kærlighed, og næstekærlighed er mit mantra, så befinder jeg mig det rette sted.
Jeg har tilgivet min tabte ven - fordi jeg elsker og fordi mine skuldre kan bære.