Livet set fra indersiden af mit regntøj

"Hvorfor er knagerne i IC4-togene limefarvede?? Hvor er sammenhængen?", tænkte jeg ved mig selv på vej over Lillebæltsbroen imens jeg forsøgte at se meget uinteresseret ud overfor meget ældre, meget stinkende og meget fuld mand. Jeg blev lidt glad over, at jeg så hurtigt formåede at få tankerne væk fra alt det jeg ikke må tænke på, som for eksempel navnet på min førstefødte og hvilket efternavn der vil klinge bedst med mit eget, men desværre fik mine pludseligt rynkede overbryn ikke herren til at stoppe sit savleri. .oO(Hvis han blinker til mig så skriger jeg!)

I virkeligheden var det for mig en ret almindelig togtur. Den indebar som så mange andre, et styk person der ville vide om hun var på den rette perron, et styk snavende kærestepar der siger farvel, togmand på vej til Gud ved hvor hen, og mand og kvinde i identisk kondisæt med poser i hænderne, og ja, såmen også et styk savlende ældre mand. Dog var de til forveksling i dag allesammen mere eller mindre våde efter store mængder regnvand frit faldende fra oven. Det er desværre ikke nogen overdrivelse, om jeg så end måtte ønske det var, men det er meget almindeligt at ældre mænd finder mig utroligt attraktiv. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at det i virkeligheden bare handler om, at de får for lidt og er villige til at hoppe på hvad som helst, men jeg håber inderst inde, at det er fordi jeg rent faktisk er attraktiv og, at det desværre bare kun er de ældre mænd der tilsyneladende hviler nok i sig selv til at turde vise det. I dag havde jeg dog håbet at være fri, nu når jeg var iført lille My's regntøj og våde lokker. Når ikke engang hendes fjæs skræmmer dem væk er der måske håb endnu - hvis altså jeg ønsker mig en mand på fyrre med ølvom og synlige næsehår.  

Jeg var på vej hjem fra min mor i toget efter dejlig dag i ZOO med søster, mor og nevø. Jeg elsker cocktailen af dyr, natur og godt selvskab. Jeg nåede at opleve alt fra fascinationen af hvordan abemor tager sig af sin lille unge som var hun et menneske, til forargelsen over at se hanens voldtægt af sine koner midt i min frokost. Samt glæden over at forevige min nevø og søster som henholdsvis søløve og søko. Min søster grinede mens hun sagde: "Ej, jeg ligner faktisk en søko!" Og det gør hun bare; sød og kraftig. En skam jeg ikke fik oplevet en Søhøne, hvad end det så er. Jeg ville have elsket at forevige den og give billedet til min lillebror mens jeg med den mest fjollede stemme ytrede; at man skal kæle med dem, på undersiden af bugen.(For det kan de satme godt lide!)

Noget helt andet. Jeg fik i dag den tanke, at når mennesker fortæller en hvad man er god til, så bør man lytte efter i stedet for at tænke, at det skal de jo sige. Jeg skal hver dag øve mig på, at tro på hvad de siger og efterfølgende gøre ligesom de siger i bankreklamerne: Gør det du er bedst til, det gør vi. Så nu vil jeg forsøge at lægge min frygt for arrogance på hylden og skrive næsten hver dag, ikke nødvendigvis fordi hver mand synes jeg er god til det, men fordi jeg synes jeg er god til det og elsker det. 

Forøvrigt er striberne på IC4-togets døre også limefarvede - Måske er der en sammenhæng alligevel.