Vi har i dag sunget vores sidste Gospel koncert i denne sæson. Iklædt humlebiens farver forsøgte vi at synge et lyddæmpet lokale op på det lokale plejehjem. Det er for så vidt ikke noget problem, for den eneste lyd man kan høre fra gamle mennesker er skeer der klirer på kanten af kaffekopperne. Men efter et langt liv hvor man har skullet stå model til alverdens lyde fra skrigende unger, naboskænderier, scootere, skraldebiler og støvsugere klokken 9 om morgenen, er det eneste man måske har brug for lidt fred og ro fra to kopper kaffe. Efter sigende nød de det på trods af stilheden. Entusiasme er vist en by i Rusland når man bliver gammel. Jeg håber jeg i min alderdom kan bevare den, ellers er jeg ikke sikker på jeg ønsker at blive så gammel.
Jeg har aldrig kendt ret mange ældre kvinder. Min mormor døde af cancer i en ung alder, men jeg nåede at have hende i otte år. Min unge alder taget i betragtning husker jeg hende meget tydeligt. Selvom hun ikke blev ældre end min mor er nu, så så jeg hende som en gammel dame. Med sine grå opsatte krøller og store barm var hun ikke andet. Hun havde en farverig bikini med store blomster på og var ikke bange for at lufte sin fyldige figur. Jeg husker, at jeg engang stod med hende på stranden, kiggede ned af min egen mave og derefter på hendes. Jeg tænkte ved mig selv: "Mormor er tyk." Hun havde de skønneste skærebrætter med tegneseriefigurer på hvorfra hun serverede rugbrødsmadder med Nikoline på flaske til. "Du er nødt til at spise op så vi kan se det hele", smilede hun til mig når jeg gik i stå. I køkkenet havde hun det skønneste lille bitte blå te-stel med blomster på og med knive og gafler til. Jeg tror det havde været min mors. Jeg måtte aldrig lege med det - kun kigge. Efter hendes død stod det på mit værelse og nu findes det vist kun i min erindring, sammen med badeænderne jeg legede med i hendes køkkenhåndvask. Jeg så op til hende og alt det skønne i hendes hus. Mormor verdenen var den bedste, især når jeg havde hende for mig selv.
Min farmor blev rigtig gammel. Hun døde kort tid efter mine forældre blev skilt. Fordi hun var så meget ældre end min mormor nåede jeg aldrig at have helt det samme forhold til hende, men et eller andet sted var fascinationen den samme. De ældre mennesker var noget for sig, og så havde de altid bolsjer i tasken. Min farmor havde også en halskæde der kunne åbnes. Hver gang jeg så hende tog hun mig på skødet og viste mig den lille sorte kat der gemte sig indeni. Jeg synes den var noget så fantastisk. På sine gamle dage nåede hun at tsk'e over mine teenageår, hvor jeg farvede mit hår knaldrødt og gik med mørk neglelak. Hun fandt det ikke smukt, men det gjorde ikke noget, for jeg vidste, at det var fordi hun synes jeg var smuk som jeg var. Da jeg startede i gymnasiet tog min far mig med hjem til hende på hendes fødselsdag. Jeg havde lektier med for at kunne trække mig tilbage fra kagecirkusset. Mens jeg sad og læste kom hun hen til mig. Hun fortalte, at hun altid havde elsket at gå i skole og lære noget, og at hun havde ønsket sig at blive lærer. Jeg husker tydeligt lyset i hendes øjne da jeg sagde, at jeg havde tænkt mig at læse til lærer efter gymnasiet. Jeg fik ondt af hende og følte mig priviligeret ved at vokse op under andre vilkår. Hun døde ikke længe efter, 93 år gammel.
Da jeg mødte min ekskæreste fik jeg en fantastisk farmor til låns. Jeg savner hende ofte, og at kunne se verden igennem hendes øjne. Hun var min eneste kilde til alderdommens glæder. Hun ved alt om alting og elsker at fortælle om sine oplevelser så kringlet, at man ofte er ved sin anden kop te før hun runder af. Og så lærte hun mig at hækle. Hun delte min passion for hjemlige sysler, litteratur og royale ugeblade. Det er som to alen af samme stykke. Selvom min eks siger, at hun stadig er til låns, glemmer jeg at få set hende. Måske fordi hun er en del af den verden jeg ikke kan få tilbage.
Da jeg mødte min ekskæreste fik jeg en fantastisk farmor til låns. Jeg savner hende ofte, og at kunne se verden igennem hendes øjne. Hun var min eneste kilde til alderdommens glæder. Hun ved alt om alting og elsker at fortælle om sine oplevelser så kringlet, at man ofte er ved sin anden kop te før hun runder af. Og så lærte hun mig at hækle. Hun delte min passion for hjemlige sysler, litteratur og royale ugeblade. Det er som to alen af samme stykke. Selvom min eks siger, at hun stadig er til låns, glemmer jeg at få set hende. Måske fordi hun er en del af den verden jeg ikke kan få tilbage.
Alle disse erindringer vandrede gennem mit hoved mens jeg til de grå lokker sang om Guds kærlighed. En dag bliver jeg en af dem og så ønsker jeg min alderdom så skøn som kun Gnags kan beskrive den:
Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta' imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen.
Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta' imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen.
Når jeg bliver gammel
Skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind
At du kan fange det lis´så let
Som en dreng med et net på en bambuspind. 
