Efter at have overlevet næsten en måned med savnet af min eks, er jeg nogenlunde ovenpå og måske klar til at vove kærligheden igen.
De sidste 14 dage har jeg lært en masse om begrebet voksendating. Man kan måske undre sig over, at jeg ikke ved hvordan den slags fungerer, men det er måske ikke så underligt når man tænker på, at jeg aldrig rigtig har været på datingmarkedet før. Jeg mødte min eks da jeg var 21 og havde forinden ikke været udsat for hverken dates eller lignende. Vi blev kærester uden dates, så da jeg blev single som 25-årig, havde jeg selvfølgelig ingen ide om hvordan man gebærder sig i de voksnes dating rækker. Den erfaring og viden har jeg så pådraget mig nu.
For 14 dage siden kunne jeg i byen ikke hitte ud af at give en voksen mand mit nummer, selvom han egentlig virkede meget sympatisk. Det føltes som om det ikke lå i min DNA. Bagefter fortrød jeg naturligvis, da det jo i sidste ende blokerer mine chancer for at møde en potentiel kæreste. I de få sekunder føltes det bare som om min hjerne eksploderede i spørgsmål: Hvad skal jeg have på? Hvad nu hvis jeg bliver fuld? Hvordan kommer jeg væk derfra hvis han ikke har potentiale alligevel? Hvad tænker han om mig når nu jeg har rødt hår? Hvad hvis han opdager jeg er umoden og i virkeligheden ikke ved noget særligt? Hvad nu hvis han synes mine bryster er for små og blege? Hvad nu hvis der i det hele taget kun er pinlig tavshed? Så nej - det lå ikke i min DNA at sige: Ja da, her får du mit nummer... Indtil i går.
Jeg havde besluttet at gentage succesen og tage i byen og se på mænd og eventuelt tale med dem. En af mine bedste veninder ville med - hun mente jeg ville få brug for en wingman. Når nu hun selv er forlovet og i mange år før har været på datingmarkedet tænkte jeg, at det da ikke kunne skade og om ikke andet er hun altid godt selvskab.
Da klokken blev to var vi skuffede over dagens udvalg og skulle lige til at gå hjem da en meget fuld og meget gammel mand bød på drinks. Det var dagens mission at takke ja til drinks fra en fremmed, så selvom manden på ingen måde havde potentiale sagde vi glædeligt ja tak. Efterfølgende forsøgte han at få en dans, men da det mislykkedes gik han igen. Jeg rodede videre i isterningerne i mit glas og kiggede først op da jeg pludselig hørte min veninde sige: Hej, har du mødt Louise? Nej, sagde den fremmede fyr mens han tog min hånd i sin og kyssede den. Og så gik hun på toilettet. Der sad jeg så pinligt berørt, og måtte fortælle manden, at hun er min wingman. Det tog han så pænt, at han blev siddende - i tre timer. Til min store glæde havde vi alverden til fælles og snakken gik som smurt. Da vi blev gennet ud grundet slagsmål i baren tænkte jeg ved mig selv. Hvis han spørger skal han have mit nummer. Et par gader længere oppe spurgte han efter det og glad i låget skrev jeg navn og telefonnummer bag på en bon uden at tænke andet end: Hvad skal jeg tage på? ... I morgen klokken 15 på stranden???
