Jeg elsker ord. Jeg elsker at skrive dem ned på blanke sider. Jeg elsker mennesker. Jeg elsker at vi alle lever et forskelligt liv. Jeg elsker at skrive om det. Jeg elsker at lære noget af mine egne dumheder. Jeg elsker at skrive dem ned, så jeg kan se at jeg kommer videre. At jeg bliver klogere, at jeg modnes, at problemer bliver til bagateller, at min horisont den udvides og at min kærlighed forandres. Jeg bilder mig ind, at det har betydning for mig selv og for andre, og for det kan jeg ikke undskylde. Det er derfor jeg har lavet min blog. Det er derfor jeg bliver nødt til at fortsætte med at skrive, selvom jeg er blevet ramt af angst for hvad hvert indlæg måtte gøre ved mine relationer i det daglige. Har erfaret, at det ikke er let at udstille sit privatliv uden at kommentere på sine relationer undervejs. Det er en hård-fin balance mellem på den ene side, at være personlig i mine indlæg og på den anden side undgå at udstille nogen. Hvilket på ingen måde er min hensigt, men alligevel ofte sker.
