I går ryddede jeg op på mit værelse fordi jeg var frustreret. Over hvad ved jeg ikke, men oprydning synes altid at fylde meget når jeg i større eller mindre grad er irriteret på livet. Da jeg endelig fik samlet alt mit tøj op fra gulvet og fik lagt det ind på dets rette plads i skabet og efterfølgende beundrede mit værk, blev jeg ganske flov over synet. Jeg har rigtig, rigtig meget tøj, og alligevel tillader jeg mig at stå foran skabet hver morgen og grue over hvad jeg skal have på. Jeg vedkender mig, at det er en last, og laster som denne synes altid at dukke op når jeg rydder op.
Ude i gangen står der nu en fyldt Ikea-pose med bunker af gamle dame blade. Tør ikke tænke på hvor skidt det er for miljøet - især i betragtning af hvor lidt glæde jeg har af dem. Da jeg bladrede bunkerne igennem gik det op for mig, at for hvert nyt år består bladene af de samme emner, bare formuleret på nye måder - og ikke nok med det, så har de forskellige blade også de samme artikler hver måned. Der er intet nyt under solen og alligevel bruger jeg ikke min nyfundne viden fornuftigt. Det må være pointen i laster - man ved de er dumme, og alligevel formår man ikke at ændre dem. Måske fordi de i et kort sekund bringer mig den glæde jeg har brug for i øjeblikket. Og det er jo de små glæder i livet der betyder noget.
