Sider

søndag den 20. marts 2011

Statuetterne

Det har været en meget stille og sofa præget weekend. Jeg ved ikke hvorfor, men der er bare ikke så meget at give sig til. Har svært ved at rejse mig når jeg ikke ved hvorhen. Det er nemmere at sove længe - Så behøver man ikke tænke så meget. Nogen gange føles drømmenes verden, som den ægte vare burde.
I fredags var jeg på Det Bruunske Pakhus med en veninde og se The Figurines. Det var vildt hyggeligt. Jeg kan godt lide at tage tøj på og gå ud af døren og føle mig som et rigtigt menneske. En som ingen ved noget om, men som de stadig synes ser helt normal ud. For det er jeg jo, til tider.
Det bedste ved koncerter er endvidere de ofte så pæne mænd - Det bliver man altid glad af at kigge på. Og så det faktum, at musikken og stemningen får tiden til at stå stille. Ligesom når vi sover behøver vi ikke tænke så meget, men kan bare være. Det er en befriende følelse. Måske jeg skulle bringe lidt mere af den slags ind i mit liv.
Det var vel nok et af de mindste publikum de nogen sinde har spillet for, og måske også det mest stillesiddende, men alligevel gav de alt hvad de havde i sig og jeg følte mig bare heldig at være en del af det. Skøn oplevelse, og skøn musik som jeg her vil dele med jer. Hav en dejlig ny uge.