Er titlen på en dejlig bog af Mummitroldenes forfatter. Knytten er ensom og trist. Og hvem skal trøste ham? Sommetider som i dag, føler jeg mig som Knytten. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er jeg ensom, måske ikke, men følelsen kan ikke tages fra mig. En ting er sikkert. Jeg er alene, som så mange andre, så er ikke alene om at være det. Jeg tænkte ved mig selv på vej hjem i toget her til aften: Når vi giver kærlighed til nogen der ikke vil tage imod - hvor forsvinder den kærlighed så hen? Hvis den forsvinder ud i intetheden, har den så overhovedet nogen værdi?
Min ven melankoli er hos mig igen. Jeg ved det fordi jeg skriver. Jeg er ked af at have været så stille på det seneste. Har haft så meget om ørerne og det har været så dejligt, at jeg åbenbart ikke har haft brug for at formulere det på skrift. Men jeg tænker, at nu hvor jeg absolut intet skal i de næste otte uger, vil jeg øve mig i at skrive andet end melankoli, medmindre den selvfølgelig vil forfølge mig igennem sommeren, og hvem skal så trøste mig? Hvorfor kan jeg ikke selv?
