Jeg har taget en svær beslutning i dag. Men i sidste ende var den alligevel nem. Jeg finder mig i for meget, og det skal være slut. Ingen skal finde sig i at blive ydmyget.
Jeg har altid været glad for mit arbejde. Det passede perfekt ind i mit studieliv. Jeg havde de dage og de timer jeg ønskede mig og følte virkelig det kørte på skinner. Jeg nød at være iført mit slips og betjene kunderne med et professionelt smil. Jeg nød at være der for mine medarbejdere, og være med til at give dem en god dag. Jeg har altid forsvaret min arbejdsplads når vennerne har brokket sig og ikke forstået hvorfor jeg orker at arbejde i en burgerbar. Men hvad hjælper det når man en dag finder ud af, at man ikke bliver værdsat for det stykke arbejde man udfører? At alle de kræfter og timer man har lagt i det er spildt fordi de kun har givet fortjeneste i form af kroner og ører?
I lørdags var jeg på arbejde som jeg altid er i de ulige uger. Jeg var træt fordi det er hårdt at blive ved med at stå tidligt op hver dag. Men dagen gik godt - Den nye sandwichbar trækker mange kunder til, så vi har ikke så travlt for tiden. Jeg lagde mig på sofaen da jeg endelig kom hjem, og der lå jeg stadig, da telefonen senere på aftenen ringede. Det var min kollega der er 1. manager på min arbejdsplads. I hans hej lød han travl og oprørt, men havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig hvad udfaldet af telefonsamtalen ville være.
Jeg havde inden jeg gik hjem skrevet i vores bog, at jeg havde fundet tre ting der var henholdsvis tre og fire dage for gamle. Jeg havde henvendt mig direkte til ham i bogen, da det var ham der havde haft morgenvagterne de sidste tre dage. Det var det han ringede om. At han ikke ville finde sig i det! (Det er det bogen er der for - At gøre hinanden opmærksomme på den slags ting. Og han plejer at skrive noget lignende til mig.) Men dybest set var det slet ikke det det handlede om. Manden var presset grundet for meget arbejde, da chefen er sygemeldt. Men det tilgiver på ingen måde de ting han sagde til mig. Gentagelse på gentagelse, og følgende sætninger er nogenlunde fyldestgørende for samtalens indhold, især udråbstegnene:
Du begår om nogen endnu flere fejl end nogen anden på arbejdspladsen! (Ud af konteksten lå det i linjerne mellem det jeg skrev - At det er menneskeligt at fejle og at jeg ønsker, at han også forstår det.) Du forbedrer dig aldrig! Når du når en ting, når jeg ti! Du hører ikke efter! Du siger aldrig farvel når du går! Alle er enige! Chefen er enig! Der er ingen der kan lide dig! Jeg kender dig ikke! Du er pisse ligeglad! Du er ikke en synlig leder! Du må ikke stå i opvasken! Du må ikke lave mad! Du skal betjene kunder! Hele tiden! Når de ikke kommer igen er det på grund af dig!
Du bliver ved med at lave de samme fejl igen og igen!
En time stod det på. Hans ord er lagret i min hukommelse. Som ordene er kommet ud på skrift, står det mig endnu mere klart hvor urimeligt og uprofessionelt jeg er blevet behandlet. Han fik mig til at græde, det var umuligt at forsvare mig selv. Jeg råbte i røret, at hvis jeg virkelig er så elendig, så kan jeg ikke forstå, at de ikke har fyret mig for længst! At han er blind for det positive og burde ændre sin stil. Men han er som væggene i min lejlighed - umulig at trænge igennem. Han sagde at det ikke var fordi han ønskede jeg skulle sige op, men fordi han ville gøre mig bedre. Jeg fortalte ham, at det fandeme er en underlig måde at sige det på.
Jeg blev så skuffet og såret, at jeg kun med nød og næppe fik slæbt mig op på arbejde igen dagen efter. Som en tung sky, hang hans ord over mit hoved. Når de kommer fra et menneske jeg normalt ser op til, er vejen ind i sindet bare kortere. Tanken strejfede mig, at han måske havde ret - Jeg er uduelig! Et kort øjeblik, indtil min godhjertede veninde skrev til mig, at jeg vel ikke troede på det han sagde... Jeg skrev nej til hende, og da det stod der foran mig vidste jeg, at jeg har ret. I virkeligheden fik han mig til at se lyset - Jeg er mere værd end det og jeg kan ikke leve med, at penge kommer før mennesker. Så jeg har sagt op.
(Mødte ham kort dagen efter, da han skulle overtage skiftet efter mig. Han var tavs, og da han kort talte om løst og fast, føltes det som om, at han et eller andet sted derinde, godt vidste at han var gået over stregen.)
Jeg har altid været glad for mit arbejde. Det passede perfekt ind i mit studieliv. Jeg havde de dage og de timer jeg ønskede mig og følte virkelig det kørte på skinner. Jeg nød at være iført mit slips og betjene kunderne med et professionelt smil. Jeg nød at være der for mine medarbejdere, og være med til at give dem en god dag. Jeg har altid forsvaret min arbejdsplads når vennerne har brokket sig og ikke forstået hvorfor jeg orker at arbejde i en burgerbar. Men hvad hjælper det når man en dag finder ud af, at man ikke bliver værdsat for det stykke arbejde man udfører? At alle de kræfter og timer man har lagt i det er spildt fordi de kun har givet fortjeneste i form af kroner og ører?
I lørdags var jeg på arbejde som jeg altid er i de ulige uger. Jeg var træt fordi det er hårdt at blive ved med at stå tidligt op hver dag. Men dagen gik godt - Den nye sandwichbar trækker mange kunder til, så vi har ikke så travlt for tiden. Jeg lagde mig på sofaen da jeg endelig kom hjem, og der lå jeg stadig, da telefonen senere på aftenen ringede. Det var min kollega der er 1. manager på min arbejdsplads. I hans hej lød han travl og oprørt, men havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig hvad udfaldet af telefonsamtalen ville være.
Jeg havde inden jeg gik hjem skrevet i vores bog, at jeg havde fundet tre ting der var henholdsvis tre og fire dage for gamle. Jeg havde henvendt mig direkte til ham i bogen, da det var ham der havde haft morgenvagterne de sidste tre dage. Det var det han ringede om. At han ikke ville finde sig i det! (Det er det bogen er der for - At gøre hinanden opmærksomme på den slags ting. Og han plejer at skrive noget lignende til mig.) Men dybest set var det slet ikke det det handlede om. Manden var presset grundet for meget arbejde, da chefen er sygemeldt. Men det tilgiver på ingen måde de ting han sagde til mig. Gentagelse på gentagelse, og følgende sætninger er nogenlunde fyldestgørende for samtalens indhold, især udråbstegnene:
Du begår om nogen endnu flere fejl end nogen anden på arbejdspladsen! (Ud af konteksten lå det i linjerne mellem det jeg skrev - At det er menneskeligt at fejle og at jeg ønsker, at han også forstår det.) Du forbedrer dig aldrig! Når du når en ting, når jeg ti! Du hører ikke efter! Du siger aldrig farvel når du går! Alle er enige! Chefen er enig! Der er ingen der kan lide dig! Jeg kender dig ikke! Du er pisse ligeglad! Du er ikke en synlig leder! Du må ikke stå i opvasken! Du må ikke lave mad! Du skal betjene kunder! Hele tiden! Når de ikke kommer igen er det på grund af dig!
Du bliver ved med at lave de samme fejl igen og igen!
En time stod det på. Hans ord er lagret i min hukommelse. Som ordene er kommet ud på skrift, står det mig endnu mere klart hvor urimeligt og uprofessionelt jeg er blevet behandlet. Han fik mig til at græde, det var umuligt at forsvare mig selv. Jeg råbte i røret, at hvis jeg virkelig er så elendig, så kan jeg ikke forstå, at de ikke har fyret mig for længst! At han er blind for det positive og burde ændre sin stil. Men han er som væggene i min lejlighed - umulig at trænge igennem. Han sagde at det ikke var fordi han ønskede jeg skulle sige op, men fordi han ville gøre mig bedre. Jeg fortalte ham, at det fandeme er en underlig måde at sige det på.
Jeg blev så skuffet og såret, at jeg kun med nød og næppe fik slæbt mig op på arbejde igen dagen efter. Som en tung sky, hang hans ord over mit hoved. Når de kommer fra et menneske jeg normalt ser op til, er vejen ind i sindet bare kortere. Tanken strejfede mig, at han måske havde ret - Jeg er uduelig! Et kort øjeblik, indtil min godhjertede veninde skrev til mig, at jeg vel ikke troede på det han sagde... Jeg skrev nej til hende, og da det stod der foran mig vidste jeg, at jeg har ret. I virkeligheden fik han mig til at se lyset - Jeg er mere værd end det og jeg kan ikke leve med, at penge kommer før mennesker. Så jeg har sagt op.
(Mødte ham kort dagen efter, da han skulle overtage skiftet efter mig. Han var tavs, og da han kort talte om løst og fast, føltes det som om, at han et eller andet sted derinde, godt vidste at han var gået over stregen.)
