Frøer er der nok af

Min eks modtog den lille frø med posten i går. Han vidste den var fra mig fordi jeg selvfølgelig ikke kunne klare spændingen og talte over mig. Selvom jeg egentlig godt ved, at han havde fundet ud af det uanset. Hvor er du sød, skrev han i en sms til mig, formentlig da han lige havde pakket den op. Og ja, sød det er jeg. Jeg er ligeså sød som jeg er skrap, selvom skrapheden i virkeligheden er udtryk for kedafdethed. Mænd har svært ved at forstå hvordan man kan sige, at man elsker dem og så samtidig gå rundt og være skrap hele tiden. Jeg tror aldrig de kommer til at forstå det. Og jeg er nogen gange, på trods af mit køn, selv i tvivl om jeg forstår det.

Jeg besøgte ham i dag, til dels fordi jeg havde brug for en hjælpende hånd fra en pc-kyndig, men også fordi jeg savner ham hele tiden, og bliver helt ivrig efter at se ham, som et lille barn der venter på juleaften. Jeg har tænkt på hvorfor det er sådan og er nået frem til, at det måske er fordi han er en af de meget få personer jeg rent faktisk kan være mig selv overfor uden at frygte, at det får dårlige konsekvenser. Og uden frygt er alting bare rart og hele verden et mekka af muligheder og skønhed.
Udover at få ordnet vigtige ting på pc'en, fik vi hilst på Kong Vinter - der for øvrigt lovede at Frøken Forår er lige på trapperne, og pegede med sin kolde hånd ned mod en lille Erantis der stak hovedet op af sneen.  Han viste os vejen ned til bytteservice, da den lille frø desværre havde lidt en grusom skæbne på vejen, og havde mistet sit ene øje. En frokost, et par knus og et tante-kys senere stod jeg igen alene på banegården for at vende næsen hjem til Svipper og fortsættelsen af Michael Laudrups Tænder. Vinterferie er overvurderet.

Nok havde frøen ikke den ønskede virkning, men sådan er det med så mange ting her i livet. Vi kan ikke få det hele, men vi kan prøve, og måske lære at fokusere på processen frem for målet. Og så er det heller ikke værre, for frøer er der nok af.