Ham jeg elsker, min favn når jeg er trist, min frø, min elsker, min glæde og mit savn, min bedste ven - han har fundet en anden. Jeg har ingen ord. Jeg er hvor jeg startede i januar 2010 - gået i stykker igen, ude af stand til at finde ud af hvordan jeg samles igen. Jeg kan ikke holde ud at være i min krop og tanken om at skulle gennemleve det igen, den klumper sig sammen inden i mig til en lille hård masse, der sætter sig i halsen, og giver mig brækfornemmelser, når jeg tænker på, at det er hende han holder om nu - det er hende han betror sig til, og hende han skal dele seng med. Det er hende og ikke jeg. Og det er min egen skyld. Ligesom med Manden uden manerer - jeg leger med ild, selvom jeg ved, at jeg i sidste ende vil brænde mig med sikkerhed. Er det fordi jeg bare VIL torturere mig selv?
Jeg vil ikke være uden ham. Hvad skal man gøre når man mister den ven der kender en aller bedst?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar