Status Quo

Ham jeg elsker, min favn når jeg er trist, min frø, min elsker, min glæde og mit savn, min bedste ven - han har fundet en anden. Jeg har ingen ord. Jeg er hvor jeg startede i januar 2010 - gået i stykker igen, ude af stand til at finde ud af hvordan jeg samles igen. Jeg kan ikke holde ud at være i min krop og tanken om at skulle gennemleve det igen, den klumper sig sammen inden i mig til en lille hård masse, der sætter sig i halsen, og giver mig brækfornemmelser, når jeg tænker på, at det er hende han holder om nu - det er hende han betror sig til, og hende han skal dele seng med. Det er hende og ikke jeg. Og det er min egen skyld. Ligesom med Manden uden manerer - jeg leger med ild, selvom jeg ved, at jeg i sidste ende  vil brænde mig med sikkerhed. Er det fordi jeg bare VIL torturere mig selv?

Jeg vil ikke være uden ham. Hvad skal man gøre når man mister den ven der kender en aller bedst?

Lillesøster

I et forsøg på at gøre alting med hjertet, dukkede jeg op uden gave til min søster på hendes fødselsdag. Havde i første omgang gjort et halvhjertet forsøg på at finde hende en super dejlig og tøset gave, for næste år er det jo ved at være tid til at modtage potter, pander og alt muligt andet køkkenlir. Det lykkedes mig ikke, så valgte at det nok var en bedre ide at dukke op tomhændet, frem for med et fesent gavekort til Matas. Nu har hun så en gave tilgode her 13 dage efter hendes fødselsdag. Det skal dog siges, at jeg ikke har siddet på den lade side disse to uger. Jeg har kreeret hende en halvhjemmelavet gave i et forsøg på at udtrykke hvor super dejlig og skør en søster hun er. Så skøn at hun fortjener en helhjertet gave. Er glad for det fine resultat, der her kan ses - dog uden at afsløre hvad der er inden i, da gaverne stadig står i entreen og pynter.

Min søster betyder alt verden for mig, også selvom hun nogen gange ikke gider låne mig Sims og glemmer at aflevere lånt tøj tilbage, så jeg når at vokse ud af det(Hedder det også det hvis man taber sig??), mens hun vrisser med sin du-er-irriterende-lige-meget-hvad-du-siger stemme. Men alt i mens hendes hormoner raser ud, kan jeg gå og glæde mig til at tage hende med på disko næste år - hvis hun da ikke stadig synes jeg er for pinlig til den tid, og huske mig selv på, at jeg da kun får endnu mere glæde af hende om et par år. Min mor er til tider lidt frustreret over hendes HELT ÆRLIGT!-hed. Hun har lykkeligt glemt, at min søster  er en tro kopi af mig selv i den alder. Priser mig lykkelig over, at det trods alt ikke er noget der giver ar på sjælen for tid og evighed. Hvis min mor stadig bekymrer sig, er det nok mere om jeg finder en ordentlig mand eller pludselig får børn i utide. Så på en måde kan jeg jo ikke helt love søs, at det går over  med tiden - ens mor bliver jo ved med at være ens mor selvom man selv bliver mor, faster, pædagog og alle mulig andre voksen ting. Men det bliver bedre trods alt. Søstre og mødre er nu noget af det bedste i verden - og fædre og brødre, når de gider. Er et heldigt asen - især fordi jeg altid slipper afsted med at være for sent på den.     

Bandet af heste

I går aftes da jeg sundede mig med mit glattejern oven på kampens hede i x-factor, hørte jeg pludselig midt i udsugningens konstante summen, en skøn, skøn lyd fra fjernsynet. Så velkendt og dog så uendeligt meget smukkere end jeg huskede den. Musikken drev mig ind i stuen og jeg satte mig på sofaens armlæn med en børste i den ene hånd og den anden knyttet om en hårtot. I skønheden følte jeg en tåre i øjenkrogen og mindedes hvordan tonerne kørte på repeat hen over sommeren mens jeg fandt mig til rette i mit nye hjem og erfarede at kærligheden, mere end noget andet, er en vanskelig størrelse. No one's gonna love you more than I do. For mig vil huleagtige mænd med skæve tænder og varme øjne til hver en tid være mere vedkommende end Justin Timberlake wannabees. Tak til Anders Lund Madsen og Det Nye Talkshow for bidraget.

http://www.youtube.com/watch?v=1tqqGbSheoM

Frøer er der nok af

Min eks modtog den lille frø med posten i går. Han vidste den var fra mig fordi jeg selvfølgelig ikke kunne klare spændingen og talte over mig. Selvom jeg egentlig godt ved, at han havde fundet ud af det uanset. Hvor er du sød, skrev han i en sms til mig, formentlig da han lige havde pakket den op. Og ja, sød det er jeg. Jeg er ligeså sød som jeg er skrap, selvom skrapheden i virkeligheden er udtryk for kedafdethed. Mænd har svært ved at forstå hvordan man kan sige, at man elsker dem og så samtidig gå rundt og være skrap hele tiden. Jeg tror aldrig de kommer til at forstå det. Og jeg er nogen gange, på trods af mit køn, selv i tvivl om jeg forstår det.

Jeg besøgte ham i dag, til dels fordi jeg havde brug for en hjælpende hånd fra en pc-kyndig, men også fordi jeg savner ham hele tiden, og bliver helt ivrig efter at se ham, som et lille barn der venter på juleaften. Jeg har tænkt på hvorfor det er sådan og er nået frem til, at det måske er fordi han er en af de meget få personer jeg rent faktisk kan være mig selv overfor uden at frygte, at det får dårlige konsekvenser. Og uden frygt er alting bare rart og hele verden et mekka af muligheder og skønhed.
Udover at få ordnet vigtige ting på pc'en, fik vi hilst på Kong Vinter - der for øvrigt lovede at Frøken Forår er lige på trapperne, og pegede med sin kolde hånd ned mod en lille Erantis der stak hovedet op af sneen.  Han viste os vejen ned til bytteservice, da den lille frø desværre havde lidt en grusom skæbne på vejen, og havde mistet sit ene øje. En frokost, et par knus og et tante-kys senere stod jeg igen alene på banegården for at vende næsen hjem til Svipper og fortsættelsen af Michael Laudrups Tænder. Vinterferie er overvurderet.

Nok havde frøen ikke den ønskede virkning, men sådan er det med så mange ting her i livet. Vi kan ikke få det hele, men vi kan prøve, og måske lære at fokusere på processen frem for målet. Og så er det heller ikke værre, for frøer er der nok af.

Laster

Det er Valentinsdag. Jeg har ingen kæreste. I desperation har jeg sendt en gave til min eks - der ikke er nået frem i tide. Mon han fatter pointen? Jeg har ikke turdet tømme postkassen af frygt. Frygt for at der skulle gemme sig et bette kort og frygt for at der ikke skulle gemme sig et. Så nu ligger jeg her - alene i min store seng, med Svipper og en helt masse laster.

Kvinder er i følge en del mænd, kendt for at have en helt masse laster de ikke forstår sig på og jeg er en af den slags kvinder der passer lige ind i den fordom. Jeg har tænkt længe over det og er blevet enig med mig selv om ,at en af mine største laster dækker over en kaskade af mindre laster. Den lyder som følger. Jeg er besat af at bruge mange penge på at omgive mig med smukke ting. Det gør mig glad. Jeg elsker det. Et par eksempler på nogen af de mindre laster, kan håndplukkes ud af dagen i dag.

Det var en super kold og trist mandag i ferien, så selvfølgelig ville jeg gerne ud at shoppe med veninde fra klassen. Efter vi har sagt farvel til hinanden efter besøg i indtil flere butikker, hvor det sjovt nok kun er lykkedes mig at slippe afsted med garn og tre par strømpebukser, kommer jeg til at snuse foran sengetøjsbutikken. Her var der gode tilbud. Efter at have rodet i bunken af skønne, skønne sæt sengetøj, trækker jeg bestemt mig selv væk derfra. Men noget så smukt kunne jeg ikke lade ligge, så efter tre skridt frem, vendte jeg på hælen og gik tre tilbage, greb sengetøjet i vendingen og gik ind i butikken. Dette er last nummer et der i dag kostede mig 300kr og en sengeopredning.

Jeg har altså en stor svaghed for skønne tekstiler. Den er så stor, at jeg nu ejer fire sæt, selvom jeg jo slet ikke har brug for så mange, da jeg vasker en gang i ugen. Og for at det ikke skal være løgn, så er der faktisk tale om otte sæt, da jeg ikke kan lade være med at rede venstre side af min seng op til den usynlige ven Svipper, eller hvem der ellers måtte forvilde sig ned under dynen. Uanset, ser det meget skønt ud.

En anden last er min store svaghed for æsker og dåser med print. Og disse faldt jeg over i dag, men det gør ikke noget, for en klog dame har lært mig at the holder meget længere når det er pakket godt ned i en dåse.

Og så er der selvfølgelig tøj, men det vil jeg slet ikke snakke om. I hvert fald ikke i dag. :)

Det værste er det med rengøringen. Men helt ærligt. Det kan jo umuligt være en last. Det er da godt, at jeg får et kick ud af at kunne sætte mig ned efter et par timer med runkne fingre og pusten hår væk fra overlæben og bare nyde skønheden. Altså indtil jeg får øje på endnu en last der kalder på mig fra vindueskarmen. Jeg slår planter ihjel... Og det har bestemt ikke noget med skønhed at gøre. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan finde ud af det. Det må være min evne til at elske for meget. I mit forsøg på at give planterne kærlighed ender jeg altid med at drukne dem, når jeg altså er hjemme, ellers tørrer de ud. Tror aldrig jeg lærer det, så er seriøst begyndt at overveje de kunstige.

(Om ikke andet så for at undgå at ødelægge glansbilledet.)

Nogen vil måske se mig som Miss overfladisk med tjek på tingene, men det væsentligste er usynligt for øjet.