Året der gik

Kære læsere, må jeg starte med at ønske jer alle et helt fantastisk nytår. Det er mit eget håb at 2011 vil træde 2010 så grusomt over tæerne og blive så skønt som overhovedet muligt. Synes måske jeg fortjener det.
Her følger årets højdepunkter i kronologisk rækkefølge, skrevet i sofaen med dyne på, alt imens Elton John synger nytåret ind på DR1 og jeg er velvidende om, at alle andre på min alder fulder sig i byen med venner og bekendte. Ingen ynk, jeg ønsker det på denne måde.

1. Januar klokken lidt over midnat står jeg arm i arm med Isbjørnen på Axeltorv i Fredericia. Holder mig for ørerne og gruer for det nye år, alt imens nytårskrudt beklæder himlen i et væld af farver. Isbjørnen sutter på sin cigar og følger mig derefter tilbage til bedste veninde Ib's nytårsfest, imens han fortæller om, at vi to burde finde sammen igår, i dag og i morgen. Han har  i sin fuldskab aldrig ment det, men altid snakket om det efter jeg erklærede, at jeg var dybt forgabt i ham for ni år siden. Han formår altid at muntre mig op på utænkelige måder, også denne dag, hvor jeg burde have stået hånd i hånd med min kæreste, beundrende den lysende himmel og ønsket på et godt nytår, også for os.

9. Januar lidt over syv om aftenen slår jeg op med min elskede igennem fire år. Jeg var løbet tør for energi i vores forhold fordi jeg følte mig alene om at ville det noget så meget. (Det er mit lod altid at være den der elsker mest - åbenbart.) Ord kan ikke beskrive den smerte jeg følte. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde ville blive glad igen.

29. Januar står jeg i Vejle og hepper på mulig flamme, der optræder med band for at vinde en plads på Jelling musikfestival. Jeg glemmer for en tid alt om eksen. Følte denne aften, at 2010 nok skulle blive et godt år.

1. Februar starter jeg i min første praktik i en SFO. Det var et fantastisk sted. Utroligt tiltalende kollegaer og dejlige unger. Det var på mange måder en fantastisk tid, hvor jeg blev sikker på at det er det rigtige for mig at blive pædagog.

Februar går generelt hurtigt med praktik, tur til veninder i KBH, en masse besøg hos Ib der trøster og giver gode råd imens hun ynker over stor mave der tynger i hverdagen (Dog ville hun ikke bytte graviditet for hjertesorg), besøg af bassisten og x-factor på tv.

Marts flyver afsted med selv samme ting, samt påske og tur til Ikea. Endnu en omgang hepperi ved en koncert med Bassisten.

1. April er jeg til koncert med Kashmir. Er afsted med ældste bror og dennes kæreste, samt lillebror og bassisten. Vi møder min anden bror til koncerten, og jubler løs over det fantastiske band alt i mens jeg hurtigt opdager, at basissten - den mulige flamme, ikke er så mulig en flamme alligevel pga. manglende interesse og stor pigeglæde.

Midt i April sluttede min praktik og jeg startede i skole igen. Det var dejligt. Jeg blev ved med at se Bassisten på venneplan. Dermed begyndte jeg også at sørge dybt over mit tab af ekskæreste. Ville have ham tilbage, men han kunne ikke igen.

10. Maj blev jeg 26. Jeg var ikke glad. Det er en frygtelig følelse at være så meget tættere på de 30 end de 20. Single, barnløs og midt i uddannelse var ikke et sted jeg havde lyst til at befinde mig denne dag.

Midt i Maj savner jeg eksen så meget, at jeg går helt ned med flaget efter at have spurgt ham om han ikke nok ville tage mig tilbage, uden at han gengældte min kærlighed. Jeg lukkede mig inde på mit værelse i to dage, hvorefter jeg vaskede elendigheden af mig og begravede mig i 1. års opgave og pasning af nevø i stedet for.

9. Juni afleverer jeg min opgave. Seks dage efter modtager jeg belønning for mine strabadser i form af fantastisk eksamination med dertilhørende 12-tal. Var meget stolt. Den første topkarakter i mit liv og så på en videregående uddannelse. Følte jeg kunne klare alt i verden i det øjeblik.

17. Juni holder min klasse sommerfest for at fejre det forgangne skoleårs afslutning og ønske hinanden god ferie og efterfølgende praktik. Det var en fantastisk aften i selvskab med ligesindede, dejlige mennesker. Sov i telt med min gode fyre-ven fra klassen og holdt dermed live i de spekulationer der til tider har været om vores forhold. Jeg tænkte ved mig selv, at det måske kunne være sjovt og enkelt hvis det skulle udarte sig på den måde - at vi skule danne par. Men det blev ved overvejelsen, da jeg inde i mig selv, trillede rundt på gulvet i latter. I dag udfylder han nødvendigheden af mandlige bekendtskaber.

26. Juni holdte jeg 10-års jubilæum med min folkeskoleklasse. Super hyggeligt var det at se dem alle igen. Jeg følte mig ovenpå i forhold til hvor jeg befandt mig i mit liv og blev enig med mig selv om, at jeg er et ret sejt menneske for hvem det hele nok skal lykkes.

2. Juli tog jeg med min far, hans kone og to børn og min søster på ferie til Italien. Det var en forrygende tur. Følte mig priviligeret, at have så spas en familie. Fandt ud af, at jeg godt kunne finde ud af ikke kun at være et melankolsk menneske, men også formår at være glad for livet.

Sommerferien forsvandt hurtigt i flytterod, længsel efter mænd med værktøjet i orden, og introduktion til Manden Uden Manerer, der senere skulle vise sig at være en tung bagage.

2. August startede jeg i praktik påny - I en børnehave 6km fra mit hjem. Vigtig pointe, da denne afstand er årsag ti,l at jeg nu igen kan klemme mig ned i fantastiske sorte shorts og fremstå som sylfide.

I August frydede jeg mig med barnedåb af Ib's baby, boligindretning og aftengåture med Manden Uden Manerer. Han begyndte så småt at udfylde huller i min fritid og gav mig lyst til livet igen.
Jeg begynder endvidere at synge i Gospel-kor. Det giver mig alverdens glæde at synge for lungers fulde kraft i selvskab med hyggelige mennesker.
Og så sker det, at jeg siger op på fritidsjob på grund af rædselsfuld overordnet. Noget jeg på ingen måde har fortrudt siden.

16. September fortæller Manden Uden Manerer væsentlige detaljer om sit liv, der vender op og ned på alting og bringer os tættere sammen. Han fyldte mine dage med glæde og sorg.
Da jeg stadig ser min eks vælger jeg at fortælle ham alt om denne mand og vores relation. Jeg følte at jeg var kommet videre og ønskede derfor at dele det med ham. Han lod til at tage det pænt.

De første tre uger af oktober mister jeg pludselig kontakten til Manden Uden Manerer. Jeg havde givet mig selv fuldt ud i vores relation og jeg følte, at vi var ved at få et venskab af stor betydning efter jeg havde erfaret, at det ikke ville gå at se ham som andet. Jeg blev dybt ulykkelig over hans tavshed, savnede ham og bekymrede mig. Det fyldte alt i mine tanker. Da han endelig gav lyd blev han væk fra vores aftaler. Jeg forstod intet. Da han endelig undskyldte sin opførsel og vendte tilbage tilgav jeg ham alt.
I perioden kæmpede jeg med praktikken på grund af rodet i privatlivet og mit generte ydre.

I november ser jeg en del til min nye bedste ven. Jeg fandt ro i mit liv igen og fik mere energi i praktikken. Følte det gik godt.
18. November bliver jeg klogere, da min vejleder trækker mig til side og forklarer mig at det slet ikke går godt, men at hun overvejer ikke at kunne lade mig bestå praktikken. Jeg rammes af en enorm vrede og uforståelighed. Følte at jeg havde ydet alt hvad jeg kunne, så hvad bildte hun sig ind at kræve mere af mig?
Fik efterfølgende al den opbakning fra seminariet jeg kunne håbe på.

December gik med praktikfrustrationer, tandlægebesøg, julefrokoster og tab af nye bedste ven, der tror at en undskyldende sms her nytårsaften kan tilgive hans manglende anerkendelse af alt hvad jeg har lagt i vores venskab.
Endvidere delte eksen pludselig ud af frustration over mit venskab med Manden Uden Manerer... Det gav mig sommerfugle i maven - og en følelse af, at vi var på vej til at finde hinanden igen.

Nu er jeg her. I min sofa. Uden et eneste GODT NYTÅR på sms. Har efterladt min familie i et rod af nytårskonfetti og sjatter af vin. Status er som følger:

Jeg har en fantastisk familie der elsker mig, selvom jeg er en naiv tudeprinsesse med hang til rengøringsvanvid og kage.
Jeg elsker stadig min eks.
Jeg har i praktikken fået lederen som vejleder den sidste måned på grund af uoverensstemmelser. Det er godt, men jeg glæder mig ovenud til praktikkapitlet tager sin ende.
Jeg vil i min vrede savne min tabte ven i lang,, lang tid.

Med dette i bagagen bevæger jeg mig nu ind i et nyt år. Jeg er fortrøstningsfuld, men tør ikke håbe på noget.
Men alt hvad jeg ønsker er at denne blog må fyldes af mere glæde end melankoli. Vi ses på den anden side.

Empty

Som måske gennemskuet har jeg mistet manden uden manerer. Han har brugt mig som varmepude mens han ventede på, at hans eks ville tage ham tilbage. Tillykke til ham for at det nu er lykkedes. Hun vil ikke lade ham se mig, og det har han da intet problem med. Men kan han selv fortælle mig det? Nej. Han lever i den grad op til sit kaldenavn. Og at sige farvel, ER at dø en lille smule. Sådan har jeg det lige nu. Føler mig som en tom skal. Det sidste halve år har jeg dedikeret til ham. Han eksisterer ikke som det menneske jeg så ham som. Han er det stik modsatte. Jeg er blevet holdt for nar, og alt den energi jeg har lagt i vores venskab er spildt! Intet er der kommet ud af det, for mig. Håber han kan leve med sig selv.

I min foragt ved jeg han er syg. Sindssyg. Og det må jeg også være, siden jeg kunne elske ham som menneske - Eller det menneske jeg troede han var. Og stadig gør i min foragt. Det eneste jeg har lært er, at vi ikke nødvendigvis bliver elsket fordi vi elsker. Og jeg har mistet lidt af troen på det gode i mennesket. Frygter at jeg ikke længere kan møde andre mennesker med den samme tillid. Det tog han fra mig.

Kom igen 2011.

Crazy Christmas

Julen er næsten ovre. Snart er det nytår. Og jeg kan ikke vente. Jeg har i år elsket for meget og er blevet elsket for lidt. Sådan føles det, i går, i dag og i morgen. Da jeg sagde farvel til min ven vidste jeg ikke det ville være for alvor. At jeg i det øjeblik mistede ham. Men det gjorde jeg. Måske var vi slet ikke venner. Måske var jeg en ven for ham, men han ikke en ven for mig. Måske er det hele bare løgn. Eller måske er jeg bare crazy.

Kan prise mig lykkelig for at min familie på en eller anden måde har hjulpet mig igennem julen, at de elsker mig, selvom jeg indeni er krakeleret. I dag har jeg givet mig selv lov til at være ked af det. Det var mit juleønske, at alle de jeg elsker måtte finde fred i julen. Det må blive min tur næste gang. Indtil da.

http://www.youtube.com/watch?v=UiPpnAmmySI&feature=related

Glædelig jul.

Ta' det hele, eller lad mig være.

Jeg er træt af mænd. Jeg er træt af måtte nøjes. Hvis de ikke ønsker hele pakken skal de for helvede lade mig være!! Tag ikke fejl af mig. Jeg er ikke inkarneret mandehader med rødstrømpe tendenser. Jeg er rødstrømpe der elsker mænd, og kønnenes forskellige kompetencer, der burde kunne samle mænd og kvinder som et fantastisk puslespil. Hvorfor i al verden skal det være så svært.
Mit største problem i forhold til mænd og måske også i andre af livets aspekter er, at jeg altid ved hvad jeg vil. Der findes ingen gråzone i mit liv på den måde, kun et enten eller. Hvis du er i tvivl om du elsker nogen så gør du det ikke. Hvis du ikke ved hvad du vil, så vil du ingenting, og et måske betyder altid nej. Men sådan forholder det sig ikke med mænd. De synes at befinde sig i en evig gråzone, der gør dem ude af stand til at træffe en beslutning. Og så er det da bare nemmere at lade en anden om det. Derfor gider jeg ikke mere.
Besked til mig selv: Nytårsfortsæt nummer et: Find mand der ved hvad han vil... Med dig! Ta' det hele, eller lad mig være.

Farvel til verden som jeg kender den.

Igår sagde jeg farvel til en af mine bedste venner. Han er ikke død, men på en måde kan det føles sådan. Som i en bog jeg læste som teenager - At sige farvel, er at dø en lille smule.

Den seneste tid har jeg truffet en masse beslutninger der på den ene eller anden måde bringer mig tættere på verden som jeg kendte den fra før jeg bevægede mig ind i 2010, en rejse der skulle lære mig nye sider af mig selv at kende igennem nye bekendtskaber og uforudsigelige hændelser. På mange måder er jeg taknemmelig, men hvorfor er det så jeg søger tilbage til verden som jeg kendte den?
Uanset hvad, så er den midlertidige afsked med min ven en af grundene til at jeg må sige farvel til verden som jeg kender den nu. Jeg har vundet en masse fritid som jeg ikke har ønsket mig. Jeg vil savne ham hver eneste dag, da han ikke længere spontant kan invitere mig over og fylde min verden med hans glade smil. Jeg er glad når han er glad og jeg er trist når han er trist. Nu han ikke er her, er jeg tom. Så det føles bestemt som at dø en lille smule.

Jeg glæder mig til at se ham igen. Jeg glæder mig til jul, og jeg glæder mig til praktikken er slut. Jeg tæller dagene og lader mig rive med af verden som jeg kommer til at kende den.

Novemberblues

De korte dage med deres våde veje, kolde ruder og gråvatterede himmel sniger sig ind på mig. Den grå farve kryber ind i alle kroge af mit sind og min bolig med sparsom belysning. Det er november. Der er ikke noget ved denne tid der behager mig. Pakker mig væk i frosne æbleskiver og stearinlys. Drømmer om at vågne op en morgen langt inde i januar, til et nyt år og en ny chance.

Mine tænder skal repareres for tusinde af kroner fordi jeg har ignoreret dem for længe, min pc er brudt sammen, mit gear vil kun bevæge sig mellem syvende og femte trin, og min økonomi ligger i ruiner lige op til jul. Bagateller der med et split sekund synes større end nogensinde efter jeg har erfaret at det går dårligt i min praktik. Min vejleder er bekymret og ikke sikker på hun kan godkende mig. Det er ikke noget nyt. Jeg har hørt det hele mit liv. Jeg havde bare ikke regnet med nogensinde at skulle høre det under denne uddannelse efter succes i mit første studieår. Intet er der for at blive og slet ikke i november.

Tænker over hvad der er i vejen med mig. Jeg kan vælge at skyde skylden på alle andre, eller bebrejde mig selv. Men jeg holder for meget af min egen person til at kunne gøre det. I stedet er jeg stædig og uinteresseret i at forandre min person. Jeg er fast besluttet på, at der skal være plads til sådan en som mig i denne verden. Det kan være meget ensomt til tider, at føle at ingen ser mig på samme måde som jeg ser mig selv. Især det sidste halve år. Jeg har mistet mit arbejde, venners accept, og står nu usikkert i forhold til mit fremtidige virke som pædagog. Men hvis jeg accepterer den manglende anerkendelse, vil jeg jo være ude af stand til at rejse mig. Mest af alt er jeg vred over at være her igen. Jeg vil ikke finde mig i det. Men jeg er sikker på at der er lys forude. Får nu al den opbakning jeg skal bruge for at komme videre i mit studie. Indtil da må jeg lytte til tonerne: ... One day the world will be ready for you, and wonder how they didn't see.

Om at turde vove noget

Jeg elsker ord. Jeg elsker at skrive dem ned på blanke sider. Jeg elsker mennesker. Jeg elsker at vi alle lever et forskelligt liv. Jeg elsker at skrive om det. Jeg elsker at lære noget af mine egne dumheder. Jeg elsker at skrive dem ned, så jeg kan se at jeg kommer videre. At jeg bliver klogere, at jeg modnes, at problemer bliver til bagateller, at min horisont den udvides og at min kærlighed forandres. Jeg bilder mig ind, at det har betydning for mig selv og for andre, og for det kan jeg ikke undskylde. Det er derfor jeg har lavet min blog. Det er derfor jeg bliver nødt til at fortsætte med at skrive, selvom jeg er blevet ramt af angst for hvad hvert indlæg måtte gøre ved mine relationer i det daglige. Har erfaret, at det ikke er let at udstille sit privatliv uden at kommentere på sine relationer undervejs. Det er en hård-fin balance mellem på den ene side, at være personlig i mine indlæg og på den anden side undgå at udstille nogen. Hvilket på ingen måde er min hensigt, men alligevel ofte sker.

Venner, eller...?

Jeg har nu siden jeg startede min blog haft en enorm trang til at skrive et indlæg om min største påstand, der opstod engang i gymnasiet, og som mine veninder er meget uenige i: Mænd og kvinder kan ikke være venner. I starten talte jeg ikke på baggrund af egen erfaring, for havde hverken fyre-venner på daværende tidspunkt eller nogen andre mænd der fandt mig synderlig interessant. Men jeg holdt fast, og hver gang en veninde sagde: "Ej, men altså. Vi er jo bare venner..." Så tænkte jeg bare: "Yeah right! In your head..." Og så kom den gang på gang fra mig: "Ja ja, men mænd og kvinder kan altså ikke være venner." Basta!

Men i den senere tid har jeg alligevel tøvet med indlægget, fordi det naturligvis er en påstand og fordi jeg gerne skulle kunne dokumentere for hvorfor jeg betragter det som en endegyldig sandhed. Og som årene er gået er jeg naturligvis stødt på episoder der bekræfter min teori, men også enkelte tilfælde der giver den kamp til stregen.

Har opdaget, at først og fremmest kan folk være uenige med mig fordi vi har et hvidt forskelligt syn på hvad det vil sige at være rigtige venner. For mig er en rigtig ven: En man kan være sig selv overfor, uanset morgen grimhed eller Monica-syndrom. En der er der for en altid, også klokken tre om natten. En der værdsætter de særheder man har. En der griner med og ikke af en. En man har samhørighed med. En man kan tale samme sprog med. Alt andet er for mig bekendte. Og bekendte kan naturligvis godt være fyre. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en lille vennekreds. Føler dog ikke mine krav er for store - Alt andet er simpelthen bare ikke værd at bruge energi på. Derfor er bekendte også en god ting, for det kræves ikke, at man bruger en vis mængde tid og energi på dem.

Det væsentligste faktum er, at det bare er nemmest at opnå samhørighed med en af eget køn, fordi man forstår hvor hinanden kommer fra. Som mænd og kvinder kan vi lære at acceptere hinandens verdener, men vi lærer aldrig helt at forstå dem. Venskab med fyre kan naturligvis hjælpe os til at forstå denne verden bedre, men den vil alligevel altid være fremmed.
Endvidere er det umuligt at være sig selv fuldt ud overfor fyre. Som kvinde vil man altid tage sig godt ud og have tjek på tilværelsen når man er i samme rum som fyre. For hvad nu hvis de fortæller hele verden om hvor mange prutter man slår eller hvor meget panda man ligner klokken syv om morgenen. Er man kærester går begge dele an, men kun fordi en fyr sjældent fortæller andre om disse sider af deres kærester.

Et andet vigtigt faktum er, at når man forsøger sig med samhørighed med en af modsatte køn, så vil seksualiteten aldrig være ude af spil. Det kan mærkes allerede i det man giver hinanden et goddag og farvel kram. Tanken strejfes: "Gad vide hvordan han føles at kramme uden tøj på...", eller "Please kram mig lidt længere...". Foran fjernsynet i sofaen: "Hm... Kunne være rart at sidde lidt tættere på ham...", eller "Er det for underligt hvis jeg tager en dyne med herind...?".
"Jeg synes der er noget anderledes ved ham... Er han blevet klippet?"

Dengang jeg gik i gymnasiet var jeg en del af et slæng på seks tøser. Vi havde fundet sammen på kryds og tværs på grund af tilfældigheder og nogen der på en eller anden måde kendte hinanden i forvejen. Samtidig var der et slæng af drenge der gik en årgang over os. Fordi vi kom de samme steder og på grund af tilfældigheder begyndte vi at ses med dem. Min ene veninde var meget forelsket i en af dem, men prøvede aldrig på noget. En anden veninde var lidt vild med en anden af dem, men prøvede vist først på noget her nogen år efter gymnasiet. Men pointen er. Siden har hun været sammen med et par stykker af dem. Og den anden er blevet nære venner med nogen af dem, og påstår hårdnakket at hun aldrig har haft tanken om noget mere. Det har jeg da... Så tror ikke helt på det. :) Bedste veninde var god til at have fyre-venner under sin studietid, og er nu blevet gift med en af dem. Det bekræfter alt sammen min teori - Venskab med fyre er noget rod.

Af egen erfaring har jeg først forsøgt mig rigtigt med fyre-venner efter jeg blev single i vinters. Og helt ærligt - Det går sku ikke for godt med det. Den første var en fyr jeg mødte igennem fælles venner tilbage i efteråret. Alle ovenstående tanker strejfede mig i det venskab, og vi endte da også med at være sammen og jeg overvejede kraftigt om der var potentiale. Men er blevet klogere siden og vi befinder os nu i ingenmandsland.
Den anden var en gut i min klasse. Elskede hans selvskab, vi klikkede bare med vores humor og morede os over vores klassekammeraters hvisken om hvorvidt vi havde noget kørende. Det havde vi ikke, men tanken om hvorvidt det kunne blive til mere strejfede mig da et par gange.
Den sidste kender I jo allerede til. Manden uden manerer. Han er skyld i, at dette blogindlæg undervejs i tilblivelsen har skiftet retning. Jeg er ret fortabt - I forgabelse. Jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men et eller andet sted skal vi hen, efter at vi nu begge er faldet i...
I mandags sagde han hen over bordet: " Du er nok den første pige jeg har kendt i mere end en uge uden at knalde hende." Jeg blev fornærmet fordi jeg tænkte, at han ikke havde de tanker om mig, og jeg blev glad fordi han måske så mig som mere spændende selvskab end det. Og jeg tænkte over sætningen i dagene efter og under tilblivelsen af denne blog. Er jeg ærlig overfor mig selv ved jeg jo godt, at jeg har overvejet andet end venskab med ham siden jeg fortalte min bedste veninde Ib om sengeepisoden. Men jeg ønskede virkeligt, at det endeligt var lykkedes mig at finde en rigtig fyre-ven, fordi jeg elsker deres selvskab - Der er ikke nært så meget drama som med piger. Og om ikke andet, så for at afkræfte min teori.

Konklusionen er, at jeg nok aldrig bliver andet end kammerat med fyrene. Måske foregaber jeg mig bare for nemt. Men hvorfor vil jeg også være venner med fyre? Der er jo så rigeligt arbejde i at være venner med pigerne.
Således kan mænd og kvinder altså ikke være venner. Mændene kan i hvert fald ikke være venner med mig.

Ydmyget

Jeg har taget en svær beslutning i dag. Men i sidste ende var den alligevel nem. Jeg finder mig i for meget, og det skal være slut. Ingen skal finde sig i at blive ydmyget.

Jeg har altid været glad for mit arbejde. Det passede perfekt ind i mit studieliv. Jeg havde de dage og de timer jeg ønskede mig og følte virkelig det kørte på skinner. Jeg nød at være iført mit slips og betjene kunderne med et professionelt smil. Jeg nød at være der for mine medarbejdere, og være med til at give dem en god dag. Jeg har altid forsvaret min arbejdsplads når vennerne har brokket sig og ikke forstået hvorfor jeg orker at arbejde i en burgerbar. Men hvad hjælper det når man en dag finder ud af, at man ikke bliver værdsat for det stykke arbejde man udfører? At alle de kræfter og timer man har lagt i det er spildt fordi de kun har givet fortjeneste i form af kroner og ører?

I lørdags var jeg på arbejde som jeg altid er i de ulige uger. Jeg var træt fordi det er hårdt at blive ved med at stå tidligt op hver dag. Men dagen gik godt - Den nye sandwichbar trækker mange kunder til, så vi har ikke så travlt for tiden. Jeg lagde mig på sofaen da jeg endelig kom hjem, og der lå jeg stadig, da telefonen senere på aftenen ringede. Det var min kollega der er 1. manager på min arbejdsplads. I hans hej lød han travl og oprørt, men havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig hvad udfaldet af telefonsamtalen ville være.
Jeg havde inden jeg gik hjem skrevet i vores bog, at jeg havde fundet tre ting der var henholdsvis tre og fire dage for gamle. Jeg havde henvendt mig direkte til ham i bogen, da det var ham der havde haft morgenvagterne de sidste tre dage. Det var det han ringede om. At han ikke ville finde sig i det! (Det er det bogen er der for - At gøre hinanden opmærksomme på den slags ting. Og han plejer at skrive noget lignende til mig.) Men dybest set var det slet ikke det det handlede om. Manden var presset grundet for meget arbejde, da chefen er sygemeldt. Men det tilgiver på ingen måde de ting han sagde til mig. Gentagelse på gentagelse, og følgende sætninger er nogenlunde fyldestgørende for samtalens indhold, især udråbstegnene:
Du begår om nogen endnu flere fejl end nogen anden på arbejdspladsen! (Ud af konteksten lå det i linjerne mellem det jeg skrev - At det er menneskeligt at fejle og at jeg ønsker, at han også forstår det.) Du forbedrer dig aldrig! Når du når en ting, når jeg ti! Du hører ikke efter! Du siger aldrig farvel når du går! Alle er enige! Chefen er enig! Der er ingen der kan lide dig! Jeg kender dig ikke! Du er pisse ligeglad! Du er ikke en synlig leder! Du må ikke stå i opvasken! Du må ikke lave mad! Du skal betjene kunder! Hele tiden! Når de ikke kommer igen er det på grund af dig!
Du bliver ved med at lave de samme fejl igen og igen!
En time stod det på. Hans ord er lagret i min hukommelse. Som ordene er kommet ud på skrift, står det mig endnu mere klart hvor urimeligt og uprofessionelt jeg er blevet behandlet. Han fik mig til at græde, det var umuligt at forsvare mig selv. Jeg råbte i røret, at hvis jeg virkelig er så elendig, så kan jeg ikke forstå, at de ikke har fyret mig for længst! At han er blind for det positive og burde ændre sin stil. Men han er som væggene i min lejlighed - umulig at trænge igennem. Han sagde at det ikke var fordi han ønskede jeg skulle sige op, men fordi han ville gøre mig bedre. Jeg fortalte ham, at det fandeme er en underlig måde at sige det på.
Jeg blev så skuffet og såret, at jeg kun med nød og næppe fik slæbt mig op på arbejde igen dagen efter. Som en tung sky, hang hans ord over mit hoved. Når de kommer fra et menneske jeg normalt ser op til, er vejen ind i sindet bare kortere. Tanken strejfede mig, at han måske havde ret - Jeg er uduelig! Et kort øjeblik, indtil min godhjertede veninde skrev til mig, at jeg vel ikke troede på det han sagde... Jeg skrev nej til hende, og da det stod der foran mig vidste jeg, at jeg har ret. I virkeligheden fik han mig til at se lyset - Jeg er mere værd end det og jeg kan ikke leve med, at penge kommer før mennesker. Så jeg har sagt op.

(Mødte ham kort dagen efter, da han skulle overtage skiftet efter mig. Han var tavs, og da han kort talte om løst og fast, føltes det som om, at han et eller andet sted derinde, godt vidste at han var gået over stregen.)

I øvelse som lynafleder.

Der er nogen der har spist tre fjerdedele af månen. Der er vitterlig kun et enkelt hjørne tilbage(Hvis cirkler kan have hjørner?). Som det blev illustreret på tavlen, af lærer med fuldskæg i folkeskolen. Tak. Men det kan en hel blog naturligvis ikke omhandle. Derfor vil jeg illustrere min nyligt genvundne hverdag.

Jeg har været i praktik (For evigt!) i to uger. Når mit vækkeur bimler i den endnu lyse morgen ønsker jeg tid til at grave mig dybere ned i dynen og bare være. August måned synes pludselig uendelig med sit gråvejr og skingrende barnestemmer. Mit praktiksted ligger lidt uden for byen og mit yndlings befordringsmiddel er dermed min cykel. Når jeg i den tidlige morgen passerer de morgenfriske fitnessnørder på bakken, ligner min skygge mest af alt en prustende Hattifnat og minder mig om, at jeg skal spare på kræfterne da dagen vil byde på større strabadser.

Inden morgenens næste stigning brygger mosekonen og slører den slimede sneglekirkegård midt på cykelstien, der hver dag passeres via slalom. Disse udtværede skabninger er ikke helt ufarlige for en søvnig og morgengnaven cyklist. Jeg har flere gange forestillet mig hvordan det måtte være at sidde på skadestuen og forklare sygeplejersken at mit hul i hovedet skyldtes et sammenstød med en skovsnegl i målestok 1:3.

Når jeg så endelig når i mål og mødes af glade børneansigter med dertilhørende elleve-taller under næserne tænker jeg ved mig selv, at det nu alligevel nok skal blive en god dag, om ikke andet så indtil hovedpinen melder sig og jeg ligger hjemme på sofaen og keder mig bravt. En genudsendelse af Beverly Hills kommer hermed på det helt rigtige tidspunkt.

Men forstå mig ret. Jeg elsker at læse til pædagog - Men mest af alt når jeg bruger tiden sammen med børn der kan tegne andet end kruseduller på papiret og rynker på brynene mens de siger, at jeg da ikke behøver at skrive deres navn på - For det står jo lige der! (Der burde følge krusedulletydningsbriller med uddannelsen, så man undgår disse pinlige episoder. Eller også skal jeg bare lige huske at tage Ja-Hatten på næste gang.) Men faktisk - Hvis der var en mute knap i børnehaven man kunne trykke på en gang imellem, så er det sku ikke så ringe et sted at være.

Vigtigst af alt er, at det er lykkedes mig at bevare min gode stil selv i gummistøvler - Med dem på fødderne og min nye samling af ørestikkere, er jeg så godt kørende, at jeg rent faktisk er begyndt at føle mig som en af dem, bortset lige for det med kaffen.

Mænd uden manerer.

Som lovet vil jeg nu lave indlægget om mænd med dårlige manerer. Eller måske kun manden, da dette handler om en enkelt helt speciel en af slagsen.

Min storebror som jeg deler tag med har igennem en fritidsbeskæftigelse lært denne helt specielle fyr at kende. Han er derfor kommet en del i vores hjem - mindes også at have været i byen med ham et par gange. Derfor fandt jeg det meget naturligt en søndag aften at invitere ham over for at se film, da han på Facebook meldte ud, at han kedede sig. Han var naturligvis med på den og jeg aftalte at mødes med ham, min bror og hans eks i Blokbuster, da de også skulle leje film.

Da jeg ankom var min bror og hans eks allerede dernede. Jeg fortalte, at jeg skulle se film med fyren. Min bror kiggede vantro på mig og sagde med et glimt i øjet: Er I på date?? Jeg blev forbløffet - godt nok havde jeg klædt om til begivenheden, men at det skulle være en date, kom aldeles bag på mig. Kort efter dukkede fyren op og jeg brugte hele hjemturen på at spekulere på, om han nu virkelig også troede, at det var en date.

Vi hyggede os gevaldigt og fik da også sat den første film på. Langtrukken og kedelig. Undervejs bemærkede jeg, at fyren rykkede tættere og tættere på mig i sofaen. Selvom jeg er en pige der værdsætter min personlige sfære, generede det mig ikke synderlig, men begyndte dog igen at spekulere over, om det ikke var ved at udvikle sig til en date. Og så fik jeg en SMS fra min bror: Hvis han skal sove, så bliver det i DIN seng. ;-) Jeg kom til at grine og fyren ville naturligvis vide hvem der skrev og om hvad. Jeg ville ikke rigtigt sige det. Men på grund af endnu en række sms'er endte jeg med at fortælle ham, at det bare er min bror der troede vi var på date. Nåh... Svarede han bare. Og jeg blev ikke klogere.

Da vi satte nummer to film på, havde han på snedig vis lagt sig med hovedet i mit skød og filmen havde kun varet fem minutter før end han sov. (Senere har min ældste bror fortalt mig om dette snedige scoretrick, altså at 'komme til' at sove hos pigen... Men jeg kender naturligvis ikke til den slags som den bly viol jeg jo er.) Jeg valgte at lade ham sove og regnede med at han ville vågne op igen. Da filmen lakkede mod enden begyndte min ene balle at sove og vægten af hans hoved på min blære havde gjort mig aldeles tissetrængende. Jeg valgte at rejse mig op - så kunne fyren jo også vågne og tage hjem. Men det gjorde han ikke. Jeg børstede tænder til hans sagte snorken og valgte at lade ham blive der på sofaen. Det kunne jo ikke skade. Og så tog jeg mit tøj af, lukkede døren og gik i seng. Faldt i søvn med det samme grundet de mange spekulationer og klemmen blæren sammen.

Halv fem vågnede jeg. Jeg vidste ikke hvorfor indtil jeg mærkede noget mod min ryg. Jeg vendte mig om. Og der lå sku, næsten nøgen, fyren - i MIN seng! Jeg blev ganske forbløffet, men i min træthed valgte jeg at lade det være ok og vendte mig om igen og sov videre. En time efter vågnede jeg igen, nu fordi en arm tyngede min krop. Et er at falde i søvn på en sofa uden at spørge om lov, men noget helt andet er at snige sig ind i folks seng midt om natten, for så at ligge sig halvt i ske med dem uden at spørge om lov! Min personlige sfære var blevet krænket og jeg skubbede hans arm tilbage hvor den kom fra og sagde med min søvndrukne morgenstemme: Hvis du skal ligge i min seng, så kan du da i det mindste blive på din egen banehalvdel! Og tænk sig, han svarede bare: Jamen den anden madras er så blød. Billigt scoretrick, men rent faktisk havde fyren jo ret. Jeg lå på den fantastiske hårde madras og han på den super bløde gæstemadras. Inde i mig selv var jeg flad af grin. Det var som om jeg var en lille sky der kunne se det hele oppe fra og rystede gnæggende på sit vatterede hoved: Du er selv ude om det, tænkte den ved sig selv. På forunderlig vis smed jeg ham ikke ud af sengen. Vi sov begge videre.

Da jeg stod op og lod ham ligge der, var jeg meget forvirret. Hvis det er sådan at være på date - så er jeg i tvivl om det er noget jeg vil dyrke. Jeg gik i bad, lavede en portion morgenmad og gemte mig med hovedet i en bog. Frem i døren trådte fyren i bar overkrop og sagde et gabende godmorgen alt i mens han kløede sig på maven. Herligheden så jeg kun ud af øjenkrogen med hovedet dybt begravet i bogen. Han kom over og aede mit hår.

På en eller anden måde endte vi med at bruge det meste af eftermiddagen sammen. Han viste mig sin lejlighed og jeg fulgte ham derefter til stationen så han kunne tage bussen til sit ugentlige mandagsindkøb. Mens vi sad der og ventede tog han mig i hånden. Hvorfor? Spurgte jeg. Han spurgte om det ikke var hyggeligt? Jo, tænkte jeg ved mig selv. Det er det jo. I en eller anden sammenhæng fik han sagt at det ikke betyder noget, for han vil aldrig knalde en der har været sammen med en fra Poseidon. (Lokalt band. Red.) Alt i mens jeg stor smilede, så endte den der.

På trods af hans meget dårlige manerer, eller måske bare sære omgangsform, har vi set hinanden et par gange siden. Jeg ved ikke hvad vi laver. Men jeg ved, at det vækker sommerfuglene til live når han holder mig i hånden. Om det er et crush eller bare overvældelsen af at blive rørt ved, ved jeg ikke. Og på en måde er det lige meget hvad vi laver, for jeg vil aldrig knalde en der har to børn uden for ægteskab i en alder af næsten 22.

Hej ho, vil du tjene en 20'er??

At sige min lejlighed op, pakke ned, smide ud, flytte, pakke ud, pakke væk, indrette, skrue og bore synes at være hårdt nok i sig selv. Men det aller værste er, at skulle bruge kræfter på at forvandle sin ellers trygge og varme lejlighed om til et klinisk mekka af kalkfjerner og Polyfilla, der visker gamle minder ud og minder mig om, at livet som jeg kender det, er forbi. Hvis det ikke havde været et spørgsmål om penge, havde jeg ikke sat mine ben der igen efter jeg bar den sidste kasse ud af døren. Jeg har hele tiden vist, at det hele nok skulle gå, men rejsen dertil, har alligevel syntes uoverkommelig og trist. Som jeg sagde til min eks den anden dag: "Det her er det første sted jeg har boet siden jeg flyttede hjemmefra, hvor jeg ikke har været kæreste med dig." Blandt andet derfor har jeg mistet mit overskud i processen og grædt, hvad andre måtte mene, unødvendige tårer.

Da jeg så i dag kom cyklende forpustet mod min gamle lejlighed, efter at have været i Silvan for at erstatte den pakning jeg i flyttefrustrationer fik revet itu, var jeg ved at ramle ind i en flok halvstive håndværkere. Lidt medfølelse over min sure mine havde været fantastisk, i stedet blev jeg mødt af et: "Hej ho, vil du tjene en 20'er??" Så jeg tænkte: Hvad får mænd til at tro, at de kan tiltale kvinder som de har lyst til? Og, at de kan få seksuelle ydelser for en 20'er?? Naiv eller idiot? I den grad manglende situationsfornemmelse. Og det had til det modsatte køn der ellers så småt er forsvundet de sidste par måneder, synes pludseligt at blomstre i fuldt flor på ny, til dels på grund af min situation, men især på grund af skøge kommentaren fra småstiv håndværker, der nu har ødelagt det for ALLE mænd.(For kvinder generaliserer...) Mænd ser ud til at lide af generelt dårlige manerer, eller manglende sociale kompetencer.(Og ja, jeg ved godt at min pædagogiske tankegang sneg sig ind i den sætning.) Og her vil jeg benytte lejligheden til at reklamere for mit næste indlæg.

Ind til da har jeg fået opløst min længsel efter mænd med værktøjet i orden, da min eks i morgen kommer forbi og borer huller i mine vægge som tak for, at jeg var hans kæreste i fire år, eller bare fordi han skylder mig en tjeneste. Jeg har savnet ham, og alle hans talenter. :)

Torsdag afleverer jeg endelig mine tabte minders bolig, og lægger derefter vejen forbi Ikea for at bruge mine sidste penge. Dermed ser jeg frem til fredag, hvor jeg er færdig med indflytning og forhåbentligt kan lægge min energi i nye udfordringer, som for eksempel praktik og koldskålsspisning.

Længsel efter mænd med værktøjet i orden.

Der er vel ikke noget bedre end at starte sit blogliv en dag som denne hvor regnen drypper om kap med vindens pusten og kamuflerer salte tårer på mine menstruationsbebumsede kinder.

Er ramt af melankolsk pms humør, der forværres af længsel efter mænd med værktøjet i orden, der kan lave brugbare huller i min væg og gøre det muligt at fjerne min lejligheds kaos og dermed skabe ro i mit indre. Selvom de gode dage stadig bliver flere og flere, så føler jeg mig i det hele taget bare lost.

Vi er allerede mere end halvvejs inde i året, og jeg havde håbet jeg ville befinde mig andetsteds i mit liv, da jeg i al denne tid har holdt fast i min nu Københavnske vens ord fra nytårsaften; at dette år skulle blive meget bedre end det forgangne, for ham, mig og mine nu Københavnske veninder. Jeg har erfaret, at det måske aldrig kan synes som værende realistisk at turde håbe på den slags, for et år er rigtig lang tid.

Ni dage inde i året valgte jeg at gøre det forbi med min kæreste igennem mere end fire år. Siden da har jeg oplevet mere sorg end jeg nogensinde før har gjort i vores forhold, og overvejer derfor til stadighed om det var den rigtige beslutning. Jeg savner ham stadig hver eneste dag. Især en dag som denne hvor intet synes at fungere.

Fordi min lillebror, som jeg boede med indtil for en uge siden, er flyttet ind til sine venner, har jeg været nødsaget til at sige min lejlighed op og flytte hjem til min storebror der er gået fra sin kæreste. Her er jeg så nu - i færd med at få lejligheden til at se præsentabel ud inden på mandag hvor jeg starter i praktik. Jeg har brug for, at det ser ordentligt ud, for at kunne finde ro i mit nye liv. Min omgangskreds synes jeg er for meget og skal stresse ned, men de føler jo ikke hvad jeg føler. Hvis min eks stadig havde været min kæreste, havde jeg i denne situation råbt af ham og vi var blevet uvenner. I virkeligheden trænger jeg bare til et knus. Hvorfor er det så svært at bede om det man har brug for?

Solen er ved at bryde igennem. Jeg vender tilbage når jeg har fundet en mand med værktøjet i orden... Eller bare en stærk nok boremaskine.