I øvelse som lynafleder.

Der er nogen der har spist tre fjerdedele af månen. Der er vitterlig kun et enkelt hjørne tilbage(Hvis cirkler kan have hjørner?). Som det blev illustreret på tavlen, af lærer med fuldskæg i folkeskolen. Tak. Men det kan en hel blog naturligvis ikke omhandle. Derfor vil jeg illustrere min nyligt genvundne hverdag.

Jeg har været i praktik (For evigt!) i to uger. Når mit vækkeur bimler i den endnu lyse morgen ønsker jeg tid til at grave mig dybere ned i dynen og bare være. August måned synes pludselig uendelig med sit gråvejr og skingrende barnestemmer. Mit praktiksted ligger lidt uden for byen og mit yndlings befordringsmiddel er dermed min cykel. Når jeg i den tidlige morgen passerer de morgenfriske fitnessnørder på bakken, ligner min skygge mest af alt en prustende Hattifnat og minder mig om, at jeg skal spare på kræfterne da dagen vil byde på større strabadser.

Inden morgenens næste stigning brygger mosekonen og slører den slimede sneglekirkegård midt på cykelstien, der hver dag passeres via slalom. Disse udtværede skabninger er ikke helt ufarlige for en søvnig og morgengnaven cyklist. Jeg har flere gange forestillet mig hvordan det måtte være at sidde på skadestuen og forklare sygeplejersken at mit hul i hovedet skyldtes et sammenstød med en skovsnegl i målestok 1:3.

Når jeg så endelig når i mål og mødes af glade børneansigter med dertilhørende elleve-taller under næserne tænker jeg ved mig selv, at det nu alligevel nok skal blive en god dag, om ikke andet så indtil hovedpinen melder sig og jeg ligger hjemme på sofaen og keder mig bravt. En genudsendelse af Beverly Hills kommer hermed på det helt rigtige tidspunkt.

Men forstå mig ret. Jeg elsker at læse til pædagog - Men mest af alt når jeg bruger tiden sammen med børn der kan tegne andet end kruseduller på papiret og rynker på brynene mens de siger, at jeg da ikke behøver at skrive deres navn på - For det står jo lige der! (Der burde følge krusedulletydningsbriller med uddannelsen, så man undgår disse pinlige episoder. Eller også skal jeg bare lige huske at tage Ja-Hatten på næste gang.) Men faktisk - Hvis der var en mute knap i børnehaven man kunne trykke på en gang imellem, så er det sku ikke så ringe et sted at være.

Vigtigst af alt er, at det er lykkedes mig at bevare min gode stil selv i gummistøvler - Med dem på fødderne og min nye samling af ørestikkere, er jeg så godt kørende, at jeg rent faktisk er begyndt at føle mig som en af dem, bortset lige for det med kaffen.