Farvel til verden som jeg kender den.

Igår sagde jeg farvel til en af mine bedste venner. Han er ikke død, men på en måde kan det føles sådan. Som i en bog jeg læste som teenager - At sige farvel, er at dø en lille smule.

Den seneste tid har jeg truffet en masse beslutninger der på den ene eller anden måde bringer mig tættere på verden som jeg kendte den fra før jeg bevægede mig ind i 2010, en rejse der skulle lære mig nye sider af mig selv at kende igennem nye bekendtskaber og uforudsigelige hændelser. På mange måder er jeg taknemmelig, men hvorfor er det så jeg søger tilbage til verden som jeg kendte den?
Uanset hvad, så er den midlertidige afsked med min ven en af grundene til at jeg må sige farvel til verden som jeg kender den nu. Jeg har vundet en masse fritid som jeg ikke har ønsket mig. Jeg vil savne ham hver eneste dag, da han ikke længere spontant kan invitere mig over og fylde min verden med hans glade smil. Jeg er glad når han er glad og jeg er trist når han er trist. Nu han ikke er her, er jeg tom. Så det føles bestemt som at dø en lille smule.

Jeg glæder mig til at se ham igen. Jeg glæder mig til jul, og jeg glæder mig til praktikken er slut. Jeg tæller dagene og lader mig rive med af verden som jeg kommer til at kende den.