Statuetterne

Det har været en meget stille og sofa præget weekend. Jeg ved ikke hvorfor, men der er bare ikke så meget at give sig til. Har svært ved at rejse mig når jeg ikke ved hvorhen. Det er nemmere at sove længe - Så behøver man ikke tænke så meget. Nogen gange føles drømmenes verden, som den ægte vare burde.

I fredags var jeg på Det Bruunske Pakhus med en veninde og se The Figurines. Det var vildt hyggeligt. Jeg kan godt lide at tage tøj på og gå ud af døren og føle mig som et rigtigt menneske. En som ingen ved noget om, men som de stadig synes ser helt normal ud. For det er jeg jo, til tider.

Det bedste ved koncerter er endvidere de ofte så pæne mænd - Det bliver man altid glad af at kigge på. Og så det faktum, at musikken og stemningen får tiden til at stå stille. Ligesom når vi sover behøver vi ikke tænke så meget, men kan bare være. Det er en befriende følelse. Måske jeg skulle bringe lidt mere af den slags ind i mit liv.

Det var vel nok et af de mindste publikum de nogen sinde har spillet for, og måske også det mest stillesiddende, men alligevel gav de alt hvad de havde i sig og jeg følte mig bare heldig at være en del af det. Skøn oplevelse, og skøn musik som jeg her vil dele med jer. Hav en dejlig ny uge.

http://www.youtube.com/watch?v=tdwRSUFW3ss&feature=player_embedded

Brændt barn

Min eks siger, at kærlighed kan falme. Det må være det der er sket i takt med mit røde hår og de nytilkomne bekymringsrynker i min pande. En af mine venner siger, at man skal gemme lidt af sig selv i sit forhold. Min veninde Ib siger, at man skal vælge kærligheden hver eneste dag - man skal gøre sit bedste for at holde sammen. Jeg siger, at man ved ikke altid hvad man har før man mister det - en rigtig irriterende kliché. Når jeg føler jeg har fejlet på alle områder, trøster jeg mig med min mors vise ord: Den eneste kærlighed man kan være sikker på, er kærligheden til sine forældre og sine børn. 

Min eks er ikke længere sammen med den anden pige - han var ikke interesseret nok. Om det er Roms eller min skyld ved jeg ikke - og det er egentlig også lige meget. Jeg ved, at uanset hvor meget jeg prøver, så får jeg ham aldrig tilbage. Jeg er virkelig single - alene. Og når kærligheden en dag banker på min dør, vil jeg tøve med at lukke op, og den der nærmer sig, skal træde varsomt. Og indtil da, vil jeg give plads til mig selv. Finde energi og glæde i Gospel, veninder og foråret - Og allerede i morgen; tøsetur til Århus.   

Alle veje fører til Rom

Min eks befinder sig i dette øjeblik i Rom, mens jeg trøster mig i det kolde Danmark, med chokolade og serier på nettet. Han troede man kunne få det hele; ny kæreste og stadig beholde eksen i sit liv. Den slags kan sikkert lade sig gøre hvis begge parter er kommet videre, og har mødt fantastiske mennesker der respekterer det Men jeg vil ikke være den anden kvinde - eksen, der er en belastning for et nyt parforhold. Eller rettere sagt - det kan jeg ikke. Hvordan skulle man dele ham man elsker med en anden? Man må aldrig elske nogen så højt, at man ved at give dem det de ønsker, giver afkald på sig selv og må leve i evig sorg. Så jeg har truffet valget for ham - han kan ikke få begge dele. Det siges, at når man elsker nogen skal man sætte dem fri. Det gør jeg nu, for ikke at give afkald på mig selv og min lykke. Et valg er altid et fravalg og han valgte hende. Det gør forbandet ondt, men jeg må leve med det - græde færdigt og komme videre. Jeg ved, at jeg kan leve uden ham, jeg vil bare ikke, men jeg bliver nødt til det. Nogen gange kan vi ikke få det vi ønsker os aller mest.

   

Jeg elsker dig fordi du...

... Køber fantastiske lakridsdyr, som du ved jeg elsker, når du kører over grænsen.

Når en undskyldning ikke er nok

Jeg har besøgt min eks i dag for at tale ud om alt det der er sket. Jeg er stadig rigtig, rigtig ked af det, men det var godt at få sat ord på mine følelser - henvendt til den rette og uden forbehold. Han kan ikke tilgive mig for, at jeg gik mens han havde aller mest brug for mig, men jeg vidste det ikke - at han havde brug for mig, og jeg handlede derefter. Når kommunikationen brister, kan det være enden på livet som man kender det. Jeg kan aldrig gøre det om selvom jeg ville ønske jeg kunne. Og derfor går han videre uden mig, med en anden. Hvordan skal jeg nogensinde kunne tilgive mig selv når han ikke kan tilgive mig?