Ydmyget

Jeg har taget en svær beslutning i dag. Men i sidste ende var den alligevel nem. Jeg finder mig i for meget, og det skal være slut. Ingen skal finde sig i at blive ydmyget.

Jeg har altid været glad for mit arbejde. Det passede perfekt ind i mit studieliv. Jeg havde de dage og de timer jeg ønskede mig og følte virkelig det kørte på skinner. Jeg nød at være iført mit slips og betjene kunderne med et professionelt smil. Jeg nød at være der for mine medarbejdere, og være med til at give dem en god dag. Jeg har altid forsvaret min arbejdsplads når vennerne har brokket sig og ikke forstået hvorfor jeg orker at arbejde i en burgerbar. Men hvad hjælper det når man en dag finder ud af, at man ikke bliver værdsat for det stykke arbejde man udfører? At alle de kræfter og timer man har lagt i det er spildt fordi de kun har givet fortjeneste i form af kroner og ører?

I lørdags var jeg på arbejde som jeg altid er i de ulige uger. Jeg var træt fordi det er hårdt at blive ved med at stå tidligt op hver dag. Men dagen gik godt - Den nye sandwichbar trækker mange kunder til, så vi har ikke så travlt for tiden. Jeg lagde mig på sofaen da jeg endelig kom hjem, og der lå jeg stadig, da telefonen senere på aftenen ringede. Det var min kollega der er 1. manager på min arbejdsplads. I hans hej lød han travl og oprørt, men havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig hvad udfaldet af telefonsamtalen ville være.
Jeg havde inden jeg gik hjem skrevet i vores bog, at jeg havde fundet tre ting der var henholdsvis tre og fire dage for gamle. Jeg havde henvendt mig direkte til ham i bogen, da det var ham der havde haft morgenvagterne de sidste tre dage. Det var det han ringede om. At han ikke ville finde sig i det! (Det er det bogen er der for - At gøre hinanden opmærksomme på den slags ting. Og han plejer at skrive noget lignende til mig.) Men dybest set var det slet ikke det det handlede om. Manden var presset grundet for meget arbejde, da chefen er sygemeldt. Men det tilgiver på ingen måde de ting han sagde til mig. Gentagelse på gentagelse, og følgende sætninger er nogenlunde fyldestgørende for samtalens indhold, især udråbstegnene:
Du begår om nogen endnu flere fejl end nogen anden på arbejdspladsen! (Ud af konteksten lå det i linjerne mellem det jeg skrev - At det er menneskeligt at fejle og at jeg ønsker, at han også forstår det.) Du forbedrer dig aldrig! Når du når en ting, når jeg ti! Du hører ikke efter! Du siger aldrig farvel når du går! Alle er enige! Chefen er enig! Der er ingen der kan lide dig! Jeg kender dig ikke! Du er pisse ligeglad! Du er ikke en synlig leder! Du må ikke stå i opvasken! Du må ikke lave mad! Du skal betjene kunder! Hele tiden! Når de ikke kommer igen er det på grund af dig!
Du bliver ved med at lave de samme fejl igen og igen!
En time stod det på. Hans ord er lagret i min hukommelse. Som ordene er kommet ud på skrift, står det mig endnu mere klart hvor urimeligt og uprofessionelt jeg er blevet behandlet. Han fik mig til at græde, det var umuligt at forsvare mig selv. Jeg råbte i røret, at hvis jeg virkelig er så elendig, så kan jeg ikke forstå, at de ikke har fyret mig for længst! At han er blind for det positive og burde ændre sin stil. Men han er som væggene i min lejlighed - umulig at trænge igennem. Han sagde at det ikke var fordi han ønskede jeg skulle sige op, men fordi han ville gøre mig bedre. Jeg fortalte ham, at det fandeme er en underlig måde at sige det på.
Jeg blev så skuffet og såret, at jeg kun med nød og næppe fik slæbt mig op på arbejde igen dagen efter. Som en tung sky, hang hans ord over mit hoved. Når de kommer fra et menneske jeg normalt ser op til, er vejen ind i sindet bare kortere. Tanken strejfede mig, at han måske havde ret - Jeg er uduelig! Et kort øjeblik, indtil min godhjertede veninde skrev til mig, at jeg vel ikke troede på det han sagde... Jeg skrev nej til hende, og da det stod der foran mig vidste jeg, at jeg har ret. I virkeligheden fik han mig til at se lyset - Jeg er mere værd end det og jeg kan ikke leve med, at penge kommer før mennesker. Så jeg har sagt op.

(Mødte ham kort dagen efter, da han skulle overtage skiftet efter mig. Han var tavs, og da han kort talte om løst og fast, føltes det som om, at han et eller andet sted derinde, godt vidste at han var gået over stregen.)

I øvelse som lynafleder.

Der er nogen der har spist tre fjerdedele af månen. Der er vitterlig kun et enkelt hjørne tilbage(Hvis cirkler kan have hjørner?). Som det blev illustreret på tavlen, af lærer med fuldskæg i folkeskolen. Tak. Men det kan en hel blog naturligvis ikke omhandle. Derfor vil jeg illustrere min nyligt genvundne hverdag.

Jeg har været i praktik (For evigt!) i to uger. Når mit vækkeur bimler i den endnu lyse morgen ønsker jeg tid til at grave mig dybere ned i dynen og bare være. August måned synes pludselig uendelig med sit gråvejr og skingrende barnestemmer. Mit praktiksted ligger lidt uden for byen og mit yndlings befordringsmiddel er dermed min cykel. Når jeg i den tidlige morgen passerer de morgenfriske fitnessnørder på bakken, ligner min skygge mest af alt en prustende Hattifnat og minder mig om, at jeg skal spare på kræfterne da dagen vil byde på større strabadser.

Inden morgenens næste stigning brygger mosekonen og slører den slimede sneglekirkegård midt på cykelstien, der hver dag passeres via slalom. Disse udtværede skabninger er ikke helt ufarlige for en søvnig og morgengnaven cyklist. Jeg har flere gange forestillet mig hvordan det måtte være at sidde på skadestuen og forklare sygeplejersken at mit hul i hovedet skyldtes et sammenstød med en skovsnegl i målestok 1:3.

Når jeg så endelig når i mål og mødes af glade børneansigter med dertilhørende elleve-taller under næserne tænker jeg ved mig selv, at det nu alligevel nok skal blive en god dag, om ikke andet så indtil hovedpinen melder sig og jeg ligger hjemme på sofaen og keder mig bravt. En genudsendelse af Beverly Hills kommer hermed på det helt rigtige tidspunkt.

Men forstå mig ret. Jeg elsker at læse til pædagog - Men mest af alt når jeg bruger tiden sammen med børn der kan tegne andet end kruseduller på papiret og rynker på brynene mens de siger, at jeg da ikke behøver at skrive deres navn på - For det står jo lige der! (Der burde følge krusedulletydningsbriller med uddannelsen, så man undgår disse pinlige episoder. Eller også skal jeg bare lige huske at tage Ja-Hatten på næste gang.) Men faktisk - Hvis der var en mute knap i børnehaven man kunne trykke på en gang imellem, så er det sku ikke så ringe et sted at være.

Vigtigst af alt er, at det er lykkedes mig at bevare min gode stil selv i gummistøvler - Med dem på fødderne og min nye samling af ørestikkere, er jeg så godt kørende, at jeg rent faktisk er begyndt at føle mig som en af dem, bortset lige for det med kaffen.

Mænd uden manerer.

Som lovet vil jeg nu lave indlægget om mænd med dårlige manerer. Eller måske kun manden, da dette handler om en enkelt helt speciel en af slagsen.

Min storebror som jeg deler tag med har igennem en fritidsbeskæftigelse lært denne helt specielle fyr at kende. Han er derfor kommet en del i vores hjem - mindes også at have været i byen med ham et par gange. Derfor fandt jeg det meget naturligt en søndag aften at invitere ham over for at se film, da han på Facebook meldte ud, at han kedede sig. Han var naturligvis med på den og jeg aftalte at mødes med ham, min bror og hans eks i Blokbuster, da de også skulle leje film.

Da jeg ankom var min bror og hans eks allerede dernede. Jeg fortalte, at jeg skulle se film med fyren. Min bror kiggede vantro på mig og sagde med et glimt i øjet: Er I på date?? Jeg blev forbløffet - godt nok havde jeg klædt om til begivenheden, men at det skulle være en date, kom aldeles bag på mig. Kort efter dukkede fyren op og jeg brugte hele hjemturen på at spekulere på, om han nu virkelig også troede, at det var en date.

Vi hyggede os gevaldigt og fik da også sat den første film på. Langtrukken og kedelig. Undervejs bemærkede jeg, at fyren rykkede tættere og tættere på mig i sofaen. Selvom jeg er en pige der værdsætter min personlige sfære, generede det mig ikke synderlig, men begyndte dog igen at spekulere over, om det ikke var ved at udvikle sig til en date. Og så fik jeg en SMS fra min bror: Hvis han skal sove, så bliver det i DIN seng. ;-) Jeg kom til at grine og fyren ville naturligvis vide hvem der skrev og om hvad. Jeg ville ikke rigtigt sige det. Men på grund af endnu en række sms'er endte jeg med at fortælle ham, at det bare er min bror der troede vi var på date. Nåh... Svarede han bare. Og jeg blev ikke klogere.

Da vi satte nummer to film på, havde han på snedig vis lagt sig med hovedet i mit skød og filmen havde kun varet fem minutter før end han sov. (Senere har min ældste bror fortalt mig om dette snedige scoretrick, altså at 'komme til' at sove hos pigen... Men jeg kender naturligvis ikke til den slags som den bly viol jeg jo er.) Jeg valgte at lade ham sove og regnede med at han ville vågne op igen. Da filmen lakkede mod enden begyndte min ene balle at sove og vægten af hans hoved på min blære havde gjort mig aldeles tissetrængende. Jeg valgte at rejse mig op - så kunne fyren jo også vågne og tage hjem. Men det gjorde han ikke. Jeg børstede tænder til hans sagte snorken og valgte at lade ham blive der på sofaen. Det kunne jo ikke skade. Og så tog jeg mit tøj af, lukkede døren og gik i seng. Faldt i søvn med det samme grundet de mange spekulationer og klemmen blæren sammen.

Halv fem vågnede jeg. Jeg vidste ikke hvorfor indtil jeg mærkede noget mod min ryg. Jeg vendte mig om. Og der lå sku, næsten nøgen, fyren - i MIN seng! Jeg blev ganske forbløffet, men i min træthed valgte jeg at lade det være ok og vendte mig om igen og sov videre. En time efter vågnede jeg igen, nu fordi en arm tyngede min krop. Et er at falde i søvn på en sofa uden at spørge om lov, men noget helt andet er at snige sig ind i folks seng midt om natten, for så at ligge sig halvt i ske med dem uden at spørge om lov! Min personlige sfære var blevet krænket og jeg skubbede hans arm tilbage hvor den kom fra og sagde med min søvndrukne morgenstemme: Hvis du skal ligge i min seng, så kan du da i det mindste blive på din egen banehalvdel! Og tænk sig, han svarede bare: Jamen den anden madras er så blød. Billigt scoretrick, men rent faktisk havde fyren jo ret. Jeg lå på den fantastiske hårde madras og han på den super bløde gæstemadras. Inde i mig selv var jeg flad af grin. Det var som om jeg var en lille sky der kunne se det hele oppe fra og rystede gnæggende på sit vatterede hoved: Du er selv ude om det, tænkte den ved sig selv. På forunderlig vis smed jeg ham ikke ud af sengen. Vi sov begge videre.

Da jeg stod op og lod ham ligge der, var jeg meget forvirret. Hvis det er sådan at være på date - så er jeg i tvivl om det er noget jeg vil dyrke. Jeg gik i bad, lavede en portion morgenmad og gemte mig med hovedet i en bog. Frem i døren trådte fyren i bar overkrop og sagde et gabende godmorgen alt i mens han kløede sig på maven. Herligheden så jeg kun ud af øjenkrogen med hovedet dybt begravet i bogen. Han kom over og aede mit hår.

På en eller anden måde endte vi med at bruge det meste af eftermiddagen sammen. Han viste mig sin lejlighed og jeg fulgte ham derefter til stationen så han kunne tage bussen til sit ugentlige mandagsindkøb. Mens vi sad der og ventede tog han mig i hånden. Hvorfor? Spurgte jeg. Han spurgte om det ikke var hyggeligt? Jo, tænkte jeg ved mig selv. Det er det jo. I en eller anden sammenhæng fik han sagt at det ikke betyder noget, for han vil aldrig knalde en der har været sammen med en fra Poseidon. (Lokalt band. Red.) Alt i mens jeg stor smilede, så endte den der.

På trods af hans meget dårlige manerer, eller måske bare sære omgangsform, har vi set hinanden et par gange siden. Jeg ved ikke hvad vi laver. Men jeg ved, at det vækker sommerfuglene til live når han holder mig i hånden. Om det er et crush eller bare overvældelsen af at blive rørt ved, ved jeg ikke. Og på en måde er det lige meget hvad vi laver, for jeg vil aldrig knalde en der har to børn uden for ægteskab i en alder af næsten 22.

Hej ho, vil du tjene en 20'er??

At sige min lejlighed op, pakke ned, smide ud, flytte, pakke ud, pakke væk, indrette, skrue og bore synes at være hårdt nok i sig selv. Men det aller værste er, at skulle bruge kræfter på at forvandle sin ellers trygge og varme lejlighed om til et klinisk mekka af kalkfjerner og Polyfilla, der visker gamle minder ud og minder mig om, at livet som jeg kender det, er forbi. Hvis det ikke havde været et spørgsmål om penge, havde jeg ikke sat mine ben der igen efter jeg bar den sidste kasse ud af døren. Jeg har hele tiden vist, at det hele nok skulle gå, men rejsen dertil, har alligevel syntes uoverkommelig og trist. Som jeg sagde til min eks den anden dag: "Det her er det første sted jeg har boet siden jeg flyttede hjemmefra, hvor jeg ikke har været kæreste med dig." Blandt andet derfor har jeg mistet mit overskud i processen og grædt, hvad andre måtte mene, unødvendige tårer.

Da jeg så i dag kom cyklende forpustet mod min gamle lejlighed, efter at have været i Silvan for at erstatte den pakning jeg i flyttefrustrationer fik revet itu, var jeg ved at ramle ind i en flok halvstive håndværkere. Lidt medfølelse over min sure mine havde været fantastisk, i stedet blev jeg mødt af et: "Hej ho, vil du tjene en 20'er??" Så jeg tænkte: Hvad får mænd til at tro, at de kan tiltale kvinder som de har lyst til? Og, at de kan få seksuelle ydelser for en 20'er?? Naiv eller idiot? I den grad manglende situationsfornemmelse. Og det had til det modsatte køn der ellers så småt er forsvundet de sidste par måneder, synes pludseligt at blomstre i fuldt flor på ny, til dels på grund af min situation, men især på grund af skøge kommentaren fra småstiv håndværker, der nu har ødelagt det for ALLE mænd.(For kvinder generaliserer...) Mænd ser ud til at lide af generelt dårlige manerer, eller manglende sociale kompetencer.(Og ja, jeg ved godt at min pædagogiske tankegang sneg sig ind i den sætning.) Og her vil jeg benytte lejligheden til at reklamere for mit næste indlæg.

Ind til da har jeg fået opløst min længsel efter mænd med værktøjet i orden, da min eks i morgen kommer forbi og borer huller i mine vægge som tak for, at jeg var hans kæreste i fire år, eller bare fordi han skylder mig en tjeneste. Jeg har savnet ham, og alle hans talenter. :)

Torsdag afleverer jeg endelig mine tabte minders bolig, og lægger derefter vejen forbi Ikea for at bruge mine sidste penge. Dermed ser jeg frem til fredag, hvor jeg er færdig med indflytning og forhåbentligt kan lægge min energi i nye udfordringer, som for eksempel praktik og koldskålsspisning.