Når man bliver 27

Jeg har ændret udseendet på min blog i håb om, at det vil ændre indholdet. En form for karma om man vil. Det kommer sig af, at jeg er blevet 27. For otte dage siden vågnede jeg op og tænkte ved mig selv: "Du er 27, nu kan du se frem til at fylde det igen og igen de næste par år, indtil du er der hvor du gerne vil være når du er 27". Og jeg var der næsten - der hvor jeg gerne ville være. Jeg vågnede op i et behageligt solskin, uden flere rynker end dagen før, til lyden af forårsfugle og kirkeklokker. Perfekt som i en Morten Korch film. Jeg var ved at fuldføre min første pædagogiske eksamen med bravur og min kæreste serverede hjemmelavet brunch til mig og dækkede bordet fint med en stor gave ved min tallerken. Jeg var lige der hvor jeg aller helst ville være... Altså lige bortset fra, at kæresten er min eks-kæreste, og gavens indhold lå gemt i sammenkrøllet papir, så den i virkeligheden ikke fyldte mere end en lommepung. Og mest af alt havde jeg skriveblokering og var angst for at dumpe. Morten Korch idyllen var dog god nok. Det var ikke det jeg forventede af min 27-års fødselsdag dengang jeg blev tyve, og tænkte ved mig selv: "Eiii, nu er jeg tyve! Hvor er det vildt! Nu er du ikke længere teenager, men en rigtig voksen!" 

Jeg er blevet klogere siden. Man bliver ikke voksen bare fordi man bliver 20, eller 23 eller 25. Jeg er stadig ikke en rigtig voksen. En rigtig voksen er nemlig sådan en der går med øreringe fordi hun er nogens mor, og ikke fordi hun bare synes det ser pænt ud. (Barn i børnehaven undredes over, at jeg bar øreringe, når nu jeg ikke var nogens mor.) En rigtig voksen er sådan en der har en villa, en vogn, en vovse, og en halv-tyk mand og to gennemsnitsartige børn. En rigtig voksen er sådan en der kører på campingferier i udlandet og tager lån i huset for at glæde sin familie. Og sådan en er jeg ikke - endnu. Jeg er mere sådan et fjols, der bruger alle sine sparepenge på tøj fordi hun keder sig og er ved at få bildæk. Sådan en der træffer dårlige beslutninger og tror hun får en chance mere. Sådan en der pakker sine følelser ind i sarkasme for at skjule, at hun ikke rigtig ved hvor hun er på vej hen. Sådan er jeg stadig også selvom der nu står 27 i panden på mig.

I dag blev jeg så ramt af livets alvor. På en eller anden måde gik det op for mig, at når jeg ikke er der hvor jeg gerne vil være, så er det ikke kun skæbnens skyld, det er lige så meget min egen. Det er kun mig der kan ændre mit liv. Og så græd jeg lidt... Ligesom da jeg var lille og noget af mit legetøj gik i stykker. Der er ingen facitliste i livet, så måske jeg skulle til at mærke efter hvad jeg egentlig vil i stedet for at lade mig tyrannisere af normerne, selvom det liv nu ser hyggeligt ud. Så jeg må leve med at være en forkert voksen i en 27-årigs krop lidt endnu. Og det er helt ok. Det er nok alligevel ikke alderen der gør det. For bliver man ikke først en rigtig voksen når man bliver nogens mor(Der går med øreringe fordi hun ikke har tid til at tage dem af.)?