Som måske gennemskuet har jeg mistet manden uden manerer. Han har brugt mig som varmepude mens han ventede på, at hans eks ville tage ham tilbage. Tillykke til ham for at det nu er lykkedes. Hun vil ikke lade ham se mig, og det har han da intet problem med. Men kan han selv fortælle mig det? Nej. Han lever i den grad op til sit kaldenavn. Og at sige farvel, ER at dø en lille smule. Sådan har jeg det lige nu. Føler mig som en tom skal. Det sidste halve år har jeg dedikeret til ham. Han eksisterer ikke som det menneske jeg så ham som. Han er det stik modsatte. Jeg er blevet holdt for nar, og alt den energi jeg har lagt i vores venskab er spildt! Intet er der kommet ud af det, for mig. Håber han kan leve med sig selv.
I min foragt ved jeg han er syg. Sindssyg. Og det må jeg også være, siden jeg kunne elske ham som menneske - Eller det menneske jeg troede han var. Og stadig gør i min foragt. Det eneste jeg har lært er, at vi ikke nødvendigvis bliver elsket fordi vi elsker. Og jeg har mistet lidt af troen på det gode i mennesket. Frygter at jeg ikke længere kan møde andre mennesker med den samme tillid. Det tog han fra mig.
Kom igen 2011.
Kære, lille skat: INGEN skal nogensinde fortælle dig, at du ikke dur til noget. At der ikke er plads til dig. Du er en fantastisk pige, kvinde, datter. Det kan godt være, jeg ikke fortæller dig det hver dag, men jeg tror nu nok at du ved, jeg mener det.
SvarSletDu har helt ret i, at mænd som de er flest er nogle klaphatte. Men ikke alle. Der er også en til dig, med garanti. Og han vil få en juvel at passe på. Du giver dig selv fuldt ud - det er blot en af dine mange kvaliteter. Det indebærer så også risikoen for at brænde vingerne. Men dine er stærke nok til at bære alligevel, det ved jeg med sikkerhed.
Kæreste, vi er her - også for dig. Hvis du kan bruge os til noget, så giv lyd. Kig ind. Hvis du ikke gør det, så crasher vi din lejlighed og kigger ind til dig i stedet.
Vi elsker dig fuldstændigt som du er.
Kram fra din far og Ulla.