Kære læsere, må jeg starte med at ønske jer alle et helt fantastisk nytår. Det er mit eget håb at 2011 vil træde 2010 så grusomt over tæerne og blive så skønt som overhovedet muligt. Synes måske jeg fortjener det.
Her følger årets højdepunkter i kronologisk rækkefølge, skrevet i sofaen med dyne på, alt imens Elton John synger nytåret ind på DR1 og jeg er velvidende om, at alle andre på min alder fulder sig i byen med venner og bekendte. Ingen ynk, jeg ønsker det på denne måde.
1. Januar klokken lidt over midnat står jeg arm i arm med Isbjørnen på Axeltorv i Fredericia. Holder mig for ørerne og gruer for det nye år, alt imens nytårskrudt beklæder himlen i et væld af farver. Isbjørnen sutter på sin cigar og følger mig derefter tilbage til bedste veninde Ib's nytårsfest, imens han fortæller om, at vi to burde finde sammen igår, i dag og i morgen. Han har i sin fuldskab aldrig ment det, men altid snakket om det efter jeg erklærede, at jeg var dybt forgabt i ham for ni år siden. Han formår altid at muntre mig op på utænkelige måder, også denne dag, hvor jeg burde have stået hånd i hånd med min kæreste, beundrende den lysende himmel og ønsket på et godt nytår, også for os.
9. Januar lidt over syv om aftenen slår jeg op med min elskede igennem fire år. Jeg var løbet tør for energi i vores forhold fordi jeg følte mig alene om at ville det noget så meget. (Det er mit lod altid at være den der elsker mest - åbenbart.) Ord kan ikke beskrive den smerte jeg følte. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde ville blive glad igen.
29. Januar står jeg i Vejle og hepper på mulig flamme, der optræder med band for at vinde en plads på Jelling musikfestival. Jeg glemmer for en tid alt om eksen. Følte denne aften, at 2010 nok skulle blive et godt år.
1. Februar starter jeg i min første praktik i en SFO. Det var et fantastisk sted. Utroligt tiltalende kollegaer og dejlige unger. Det var på mange måder en fantastisk tid, hvor jeg blev sikker på at det er det rigtige for mig at blive pædagog.
Februar går generelt hurtigt med praktik, tur til veninder i KBH, en masse besøg hos Ib der trøster og giver gode råd imens hun ynker over stor mave der tynger i hverdagen (Dog ville hun ikke bytte graviditet for hjertesorg), besøg af bassisten og x-factor på tv.
Marts flyver afsted med selv samme ting, samt påske og tur til Ikea. Endnu en omgang hepperi ved en koncert med Bassisten.
1. April er jeg til koncert med Kashmir. Er afsted med ældste bror og dennes kæreste, samt lillebror og bassisten. Vi møder min anden bror til koncerten, og jubler løs over det fantastiske band alt i mens jeg hurtigt opdager, at basissten - den mulige flamme, ikke er så mulig en flamme alligevel pga. manglende interesse og stor pigeglæde.
Midt i April sluttede min praktik og jeg startede i skole igen. Det var dejligt. Jeg blev ved med at se Bassisten på venneplan. Dermed begyndte jeg også at sørge dybt over mit tab af ekskæreste. Ville have ham tilbage, men han kunne ikke igen.
10. Maj blev jeg 26. Jeg var ikke glad. Det er en frygtelig følelse at være så meget tættere på de 30 end de 20. Single, barnløs og midt i uddannelse var ikke et sted jeg havde lyst til at befinde mig denne dag.
Midt i Maj savner jeg eksen så meget, at jeg går helt ned med flaget efter at have spurgt ham om han ikke nok ville tage mig tilbage, uden at han gengældte min kærlighed. Jeg lukkede mig inde på mit værelse i to dage, hvorefter jeg vaskede elendigheden af mig og begravede mig i 1. års opgave og pasning af nevø i stedet for.
9. Juni afleverer jeg min opgave. Seks dage efter modtager jeg belønning for mine strabadser i form af fantastisk eksamination med dertilhørende 12-tal. Var meget stolt. Den første topkarakter i mit liv og så på en videregående uddannelse. Følte jeg kunne klare alt i verden i det øjeblik.
17. Juni holder min klasse sommerfest for at fejre det forgangne skoleårs afslutning og ønske hinanden god ferie og efterfølgende praktik. Det var en fantastisk aften i selvskab med ligesindede, dejlige mennesker. Sov i telt med min gode fyre-ven fra klassen og holdt dermed live i de spekulationer der til tider har været om vores forhold. Jeg tænkte ved mig selv, at det måske kunne være sjovt og enkelt hvis det skulle udarte sig på den måde - at vi skule danne par. Men det blev ved overvejelsen, da jeg inde i mig selv, trillede rundt på gulvet i latter. I dag udfylder han nødvendigheden af mandlige bekendtskaber.
26. Juni holdte jeg 10-års jubilæum med min folkeskoleklasse. Super hyggeligt var det at se dem alle igen. Jeg følte mig ovenpå i forhold til hvor jeg befandt mig i mit liv og blev enig med mig selv om, at jeg er et ret sejt menneske for hvem det hele nok skal lykkes.
2. Juli tog jeg med min far, hans kone og to børn og min søster på ferie til Italien. Det var en forrygende tur. Følte mig priviligeret, at have så spas en familie. Fandt ud af, at jeg godt kunne finde ud af ikke kun at være et melankolsk menneske, men også formår at være glad for livet.
Sommerferien forsvandt hurtigt i flytterod, længsel efter mænd med værktøjet i orden, og introduktion til Manden Uden Manerer, der senere skulle vise sig at være en tung bagage.
2. August startede jeg i praktik påny - I en børnehave 6km fra mit hjem. Vigtig pointe, da denne afstand er årsag ti,l at jeg nu igen kan klemme mig ned i fantastiske sorte shorts og fremstå som sylfide.
I August frydede jeg mig med barnedåb af Ib's baby, boligindretning og aftengåture med Manden Uden Manerer. Han begyndte så småt at udfylde huller i min fritid og gav mig lyst til livet igen.
Jeg begynder endvidere at synge i Gospel-kor. Det giver mig alverdens glæde at synge for lungers fulde kraft i selvskab med hyggelige mennesker.
Og så sker det, at jeg siger op på fritidsjob på grund af rædselsfuld overordnet. Noget jeg på ingen måde har fortrudt siden.
16. September fortæller Manden Uden Manerer væsentlige detaljer om sit liv, der vender op og ned på alting og bringer os tættere sammen. Han fyldte mine dage med glæde og sorg.
Da jeg stadig ser min eks vælger jeg at fortælle ham alt om denne mand og vores relation. Jeg følte at jeg var kommet videre og ønskede derfor at dele det med ham. Han lod til at tage det pænt.
De første tre uger af oktober mister jeg pludselig kontakten til Manden Uden Manerer. Jeg havde givet mig selv fuldt ud i vores relation og jeg følte, at vi var ved at få et venskab af stor betydning efter jeg havde erfaret, at det ikke ville gå at se ham som andet. Jeg blev dybt ulykkelig over hans tavshed, savnede ham og bekymrede mig. Det fyldte alt i mine tanker. Da han endelig gav lyd blev han væk fra vores aftaler. Jeg forstod intet. Da han endelig undskyldte sin opførsel og vendte tilbage tilgav jeg ham alt.
I perioden kæmpede jeg med praktikken på grund af rodet i privatlivet og mit generte ydre.
I november ser jeg en del til min nye bedste ven. Jeg fandt ro i mit liv igen og fik mere energi i praktikken. Følte det gik godt.
18. November bliver jeg klogere, da min vejleder trækker mig til side og forklarer mig at det slet ikke går godt, men at hun overvejer ikke at kunne lade mig bestå praktikken. Jeg rammes af en enorm vrede og uforståelighed. Følte at jeg havde ydet alt hvad jeg kunne, så hvad bildte hun sig ind at kræve mere af mig?
Fik efterfølgende al den opbakning fra seminariet jeg kunne håbe på.
December gik med praktikfrustrationer, tandlægebesøg, julefrokoster og tab af nye bedste ven, der tror at en undskyldende sms her nytårsaften kan tilgive hans manglende anerkendelse af alt hvad jeg har lagt i vores venskab.
Endvidere delte eksen pludselig ud af frustration over mit venskab med Manden Uden Manerer... Det gav mig sommerfugle i maven - og en følelse af, at vi var på vej til at finde hinanden igen.
Nu er jeg her. I min sofa. Uden et eneste GODT NYTÅR på sms. Har efterladt min familie i et rod af nytårskonfetti og sjatter af vin. Status er som følger:
Jeg har en fantastisk familie der elsker mig, selvom jeg er en naiv tudeprinsesse med hang til rengøringsvanvid og kage.
Jeg elsker stadig min eks.
Jeg har i praktikken fået lederen som vejleder den sidste måned på grund af uoverensstemmelser. Det er godt, men jeg glæder mig ovenud til praktikkapitlet tager sin ende.
Jeg vil i min vrede savne min tabte ven i lang,, lang tid.
Med dette i bagagen bevæger jeg mig nu ind i et nyt år. Jeg er fortrøstningsfuld, men tør ikke håbe på noget.
Men alt hvad jeg ønsker er at denne blog må fyldes af mere glæde end melankoli. Vi ses på den anden side.
Her følger årets højdepunkter i kronologisk rækkefølge, skrevet i sofaen med dyne på, alt imens Elton John synger nytåret ind på DR1 og jeg er velvidende om, at alle andre på min alder fulder sig i byen med venner og bekendte. Ingen ynk, jeg ønsker det på denne måde.
1. Januar klokken lidt over midnat står jeg arm i arm med Isbjørnen på Axeltorv i Fredericia. Holder mig for ørerne og gruer for det nye år, alt imens nytårskrudt beklæder himlen i et væld af farver. Isbjørnen sutter på sin cigar og følger mig derefter tilbage til bedste veninde Ib's nytårsfest, imens han fortæller om, at vi to burde finde sammen igår, i dag og i morgen. Han har i sin fuldskab aldrig ment det, men altid snakket om det efter jeg erklærede, at jeg var dybt forgabt i ham for ni år siden. Han formår altid at muntre mig op på utænkelige måder, også denne dag, hvor jeg burde have stået hånd i hånd med min kæreste, beundrende den lysende himmel og ønsket på et godt nytår, også for os.
9. Januar lidt over syv om aftenen slår jeg op med min elskede igennem fire år. Jeg var løbet tør for energi i vores forhold fordi jeg følte mig alene om at ville det noget så meget. (Det er mit lod altid at være den der elsker mest - åbenbart.) Ord kan ikke beskrive den smerte jeg følte. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde ville blive glad igen.
29. Januar står jeg i Vejle og hepper på mulig flamme, der optræder med band for at vinde en plads på Jelling musikfestival. Jeg glemmer for en tid alt om eksen. Følte denne aften, at 2010 nok skulle blive et godt år.
1. Februar starter jeg i min første praktik i en SFO. Det var et fantastisk sted. Utroligt tiltalende kollegaer og dejlige unger. Det var på mange måder en fantastisk tid, hvor jeg blev sikker på at det er det rigtige for mig at blive pædagog.
Februar går generelt hurtigt med praktik, tur til veninder i KBH, en masse besøg hos Ib der trøster og giver gode råd imens hun ynker over stor mave der tynger i hverdagen (Dog ville hun ikke bytte graviditet for hjertesorg), besøg af bassisten og x-factor på tv.
Marts flyver afsted med selv samme ting, samt påske og tur til Ikea. Endnu en omgang hepperi ved en koncert med Bassisten.
1. April er jeg til koncert med Kashmir. Er afsted med ældste bror og dennes kæreste, samt lillebror og bassisten. Vi møder min anden bror til koncerten, og jubler løs over det fantastiske band alt i mens jeg hurtigt opdager, at basissten - den mulige flamme, ikke er så mulig en flamme alligevel pga. manglende interesse og stor pigeglæde.
Midt i April sluttede min praktik og jeg startede i skole igen. Det var dejligt. Jeg blev ved med at se Bassisten på venneplan. Dermed begyndte jeg også at sørge dybt over mit tab af ekskæreste. Ville have ham tilbage, men han kunne ikke igen.
10. Maj blev jeg 26. Jeg var ikke glad. Det er en frygtelig følelse at være så meget tættere på de 30 end de 20. Single, barnløs og midt i uddannelse var ikke et sted jeg havde lyst til at befinde mig denne dag.
Midt i Maj savner jeg eksen så meget, at jeg går helt ned med flaget efter at have spurgt ham om han ikke nok ville tage mig tilbage, uden at han gengældte min kærlighed. Jeg lukkede mig inde på mit værelse i to dage, hvorefter jeg vaskede elendigheden af mig og begravede mig i 1. års opgave og pasning af nevø i stedet for.
9. Juni afleverer jeg min opgave. Seks dage efter modtager jeg belønning for mine strabadser i form af fantastisk eksamination med dertilhørende 12-tal. Var meget stolt. Den første topkarakter i mit liv og så på en videregående uddannelse. Følte jeg kunne klare alt i verden i det øjeblik.
17. Juni holder min klasse sommerfest for at fejre det forgangne skoleårs afslutning og ønske hinanden god ferie og efterfølgende praktik. Det var en fantastisk aften i selvskab med ligesindede, dejlige mennesker. Sov i telt med min gode fyre-ven fra klassen og holdt dermed live i de spekulationer der til tider har været om vores forhold. Jeg tænkte ved mig selv, at det måske kunne være sjovt og enkelt hvis det skulle udarte sig på den måde - at vi skule danne par. Men det blev ved overvejelsen, da jeg inde i mig selv, trillede rundt på gulvet i latter. I dag udfylder han nødvendigheden af mandlige bekendtskaber.
26. Juni holdte jeg 10-års jubilæum med min folkeskoleklasse. Super hyggeligt var det at se dem alle igen. Jeg følte mig ovenpå i forhold til hvor jeg befandt mig i mit liv og blev enig med mig selv om, at jeg er et ret sejt menneske for hvem det hele nok skal lykkes.
2. Juli tog jeg med min far, hans kone og to børn og min søster på ferie til Italien. Det var en forrygende tur. Følte mig priviligeret, at have så spas en familie. Fandt ud af, at jeg godt kunne finde ud af ikke kun at være et melankolsk menneske, men også formår at være glad for livet.
Sommerferien forsvandt hurtigt i flytterod, længsel efter mænd med værktøjet i orden, og introduktion til Manden Uden Manerer, der senere skulle vise sig at være en tung bagage.
2. August startede jeg i praktik påny - I en børnehave 6km fra mit hjem. Vigtig pointe, da denne afstand er årsag ti,l at jeg nu igen kan klemme mig ned i fantastiske sorte shorts og fremstå som sylfide.
I August frydede jeg mig med barnedåb af Ib's baby, boligindretning og aftengåture med Manden Uden Manerer. Han begyndte så småt at udfylde huller i min fritid og gav mig lyst til livet igen.
Jeg begynder endvidere at synge i Gospel-kor. Det giver mig alverdens glæde at synge for lungers fulde kraft i selvskab med hyggelige mennesker.
Og så sker det, at jeg siger op på fritidsjob på grund af rædselsfuld overordnet. Noget jeg på ingen måde har fortrudt siden.
16. September fortæller Manden Uden Manerer væsentlige detaljer om sit liv, der vender op og ned på alting og bringer os tættere sammen. Han fyldte mine dage med glæde og sorg.
Da jeg stadig ser min eks vælger jeg at fortælle ham alt om denne mand og vores relation. Jeg følte at jeg var kommet videre og ønskede derfor at dele det med ham. Han lod til at tage det pænt.
De første tre uger af oktober mister jeg pludselig kontakten til Manden Uden Manerer. Jeg havde givet mig selv fuldt ud i vores relation og jeg følte, at vi var ved at få et venskab af stor betydning efter jeg havde erfaret, at det ikke ville gå at se ham som andet. Jeg blev dybt ulykkelig over hans tavshed, savnede ham og bekymrede mig. Det fyldte alt i mine tanker. Da han endelig gav lyd blev han væk fra vores aftaler. Jeg forstod intet. Da han endelig undskyldte sin opførsel og vendte tilbage tilgav jeg ham alt.
I perioden kæmpede jeg med praktikken på grund af rodet i privatlivet og mit generte ydre.
I november ser jeg en del til min nye bedste ven. Jeg fandt ro i mit liv igen og fik mere energi i praktikken. Følte det gik godt.
18. November bliver jeg klogere, da min vejleder trækker mig til side og forklarer mig at det slet ikke går godt, men at hun overvejer ikke at kunne lade mig bestå praktikken. Jeg rammes af en enorm vrede og uforståelighed. Følte at jeg havde ydet alt hvad jeg kunne, så hvad bildte hun sig ind at kræve mere af mig?
Fik efterfølgende al den opbakning fra seminariet jeg kunne håbe på.
December gik med praktikfrustrationer, tandlægebesøg, julefrokoster og tab af nye bedste ven, der tror at en undskyldende sms her nytårsaften kan tilgive hans manglende anerkendelse af alt hvad jeg har lagt i vores venskab.
Endvidere delte eksen pludselig ud af frustration over mit venskab med Manden Uden Manerer... Det gav mig sommerfugle i maven - og en følelse af, at vi var på vej til at finde hinanden igen.
Nu er jeg her. I min sofa. Uden et eneste GODT NYTÅR på sms. Har efterladt min familie i et rod af nytårskonfetti og sjatter af vin. Status er som følger:
Jeg har en fantastisk familie der elsker mig, selvom jeg er en naiv tudeprinsesse med hang til rengøringsvanvid og kage.
Jeg elsker stadig min eks.
Jeg har i praktikken fået lederen som vejleder den sidste måned på grund af uoverensstemmelser. Det er godt, men jeg glæder mig ovenud til praktikkapitlet tager sin ende.
Jeg vil i min vrede savne min tabte ven i lang,, lang tid.
Med dette i bagagen bevæger jeg mig nu ind i et nyt år. Jeg er fortrøstningsfuld, men tør ikke håbe på noget.
Men alt hvad jeg ønsker er at denne blog må fyldes af mere glæde end melankoli. Vi ses på den anden side.
