Venner, eller...?

Jeg har nu siden jeg startede min blog haft en enorm trang til at skrive et indlæg om min største påstand, der opstod engang i gymnasiet, og som mine veninder er meget uenige i: Mænd og kvinder kan ikke være venner. I starten talte jeg ikke på baggrund af egen erfaring, for havde hverken fyre-venner på daværende tidspunkt eller nogen andre mænd der fandt mig synderlig interessant. Men jeg holdt fast, og hver gang en veninde sagde: "Ej, men altså. Vi er jo bare venner..." Så tænkte jeg bare: "Yeah right! In your head..." Og så kom den gang på gang fra mig: "Ja ja, men mænd og kvinder kan altså ikke være venner." Basta!

Men i den senere tid har jeg alligevel tøvet med indlægget, fordi det naturligvis er en påstand og fordi jeg gerne skulle kunne dokumentere for hvorfor jeg betragter det som en endegyldig sandhed. Og som årene er gået er jeg naturligvis stødt på episoder der bekræfter min teori, men også enkelte tilfælde der giver den kamp til stregen.

Har opdaget, at først og fremmest kan folk være uenige med mig fordi vi har et hvidt forskelligt syn på hvad det vil sige at være rigtige venner. For mig er en rigtig ven: En man kan være sig selv overfor, uanset morgen grimhed eller Monica-syndrom. En der er der for en altid, også klokken tre om natten. En der værdsætter de særheder man har. En der griner med og ikke af en. En man har samhørighed med. En man kan tale samme sprog med. Alt andet er for mig bekendte. Og bekendte kan naturligvis godt være fyre. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en lille vennekreds. Føler dog ikke mine krav er for store - Alt andet er simpelthen bare ikke værd at bruge energi på. Derfor er bekendte også en god ting, for det kræves ikke, at man bruger en vis mængde tid og energi på dem.

Det væsentligste faktum er, at det bare er nemmest at opnå samhørighed med en af eget køn, fordi man forstår hvor hinanden kommer fra. Som mænd og kvinder kan vi lære at acceptere hinandens verdener, men vi lærer aldrig helt at forstå dem. Venskab med fyre kan naturligvis hjælpe os til at forstå denne verden bedre, men den vil alligevel altid være fremmed.
Endvidere er det umuligt at være sig selv fuldt ud overfor fyre. Som kvinde vil man altid tage sig godt ud og have tjek på tilværelsen når man er i samme rum som fyre. For hvad nu hvis de fortæller hele verden om hvor mange prutter man slår eller hvor meget panda man ligner klokken syv om morgenen. Er man kærester går begge dele an, men kun fordi en fyr sjældent fortæller andre om disse sider af deres kærester.

Et andet vigtigt faktum er, at når man forsøger sig med samhørighed med en af modsatte køn, så vil seksualiteten aldrig være ude af spil. Det kan mærkes allerede i det man giver hinanden et goddag og farvel kram. Tanken strejfes: "Gad vide hvordan han føles at kramme uden tøj på...", eller "Please kram mig lidt længere...". Foran fjernsynet i sofaen: "Hm... Kunne være rart at sidde lidt tættere på ham...", eller "Er det for underligt hvis jeg tager en dyne med herind...?".
"Jeg synes der er noget anderledes ved ham... Er han blevet klippet?"

Dengang jeg gik i gymnasiet var jeg en del af et slæng på seks tøser. Vi havde fundet sammen på kryds og tværs på grund af tilfældigheder og nogen der på en eller anden måde kendte hinanden i forvejen. Samtidig var der et slæng af drenge der gik en årgang over os. Fordi vi kom de samme steder og på grund af tilfældigheder begyndte vi at ses med dem. Min ene veninde var meget forelsket i en af dem, men prøvede aldrig på noget. En anden veninde var lidt vild med en anden af dem, men prøvede vist først på noget her nogen år efter gymnasiet. Men pointen er. Siden har hun været sammen med et par stykker af dem. Og den anden er blevet nære venner med nogen af dem, og påstår hårdnakket at hun aldrig har haft tanken om noget mere. Det har jeg da... Så tror ikke helt på det. :) Bedste veninde var god til at have fyre-venner under sin studietid, og er nu blevet gift med en af dem. Det bekræfter alt sammen min teori - Venskab med fyre er noget rod.

Af egen erfaring har jeg først forsøgt mig rigtigt med fyre-venner efter jeg blev single i vinters. Og helt ærligt - Det går sku ikke for godt med det. Den første var en fyr jeg mødte igennem fælles venner tilbage i efteråret. Alle ovenstående tanker strejfede mig i det venskab, og vi endte da også med at være sammen og jeg overvejede kraftigt om der var potentiale. Men er blevet klogere siden og vi befinder os nu i ingenmandsland.
Den anden var en gut i min klasse. Elskede hans selvskab, vi klikkede bare med vores humor og morede os over vores klassekammeraters hvisken om hvorvidt vi havde noget kørende. Det havde vi ikke, men tanken om hvorvidt det kunne blive til mere strejfede mig da et par gange.
Den sidste kender I jo allerede til. Manden uden manerer. Han er skyld i, at dette blogindlæg undervejs i tilblivelsen har skiftet retning. Jeg er ret fortabt - I forgabelse. Jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men et eller andet sted skal vi hen, efter at vi nu begge er faldet i...
I mandags sagde han hen over bordet: " Du er nok den første pige jeg har kendt i mere end en uge uden at knalde hende." Jeg blev fornærmet fordi jeg tænkte, at han ikke havde de tanker om mig, og jeg blev glad fordi han måske så mig som mere spændende selvskab end det. Og jeg tænkte over sætningen i dagene efter og under tilblivelsen af denne blog. Er jeg ærlig overfor mig selv ved jeg jo godt, at jeg har overvejet andet end venskab med ham siden jeg fortalte min bedste veninde Ib om sengeepisoden. Men jeg ønskede virkeligt, at det endeligt var lykkedes mig at finde en rigtig fyre-ven, fordi jeg elsker deres selvskab - Der er ikke nært så meget drama som med piger. Og om ikke andet, så for at afkræfte min teori.

Konklusionen er, at jeg nok aldrig bliver andet end kammerat med fyrene. Måske foregaber jeg mig bare for nemt. Men hvorfor vil jeg også være venner med fyre? Der er jo så rigeligt arbejde i at være venner med pigerne.
Således kan mænd og kvinder altså ikke være venner. Mændene kan i hvert fald ikke være venner med mig.