RE: Efterlysning

Jeg glemte i løbet af sommeren hurtigt alt om at gennemsøge min hjerne for hvem fyren i mit tidligere indlæg kan være. Og så pludselig ud af det blå tror jeg, at jeg har fundet svaret. En nat da jeg lå vågen og ikke kunne sove, startede et flashback fra min opvækst pludselig og sluttede ved mit indre billede af et klassebillede fra 2. klasse, hvor jeg gik på Rudolf  Steiner Skolen (Ja - der gik jeg altså et par år.) og der var han sørme potratteret i min klasse. Tænk at jeg alligevel kan huske det efter næsten tyve år. Har nu forgæves forsøgt at finde billedet i fysisk form, men må have forlagt det i en kasse, så måske jeg aldrig bliver klogere. Kan jo ikke huske hvad han hedder? Jeppe, Theis? Sikker noget der klinger Rudolf Steinersk. Måske var det derfor jeg ikke rigtigt kom ind i varmen? Mit navn var simpelthen ikke Rudolf Steinersk nok. Nu må jeg leve med at indstille eftersøgningen, da ikke engang snage/fjæsbogen kan finde svaret. Og hvorfor er det i grunden også så vigtigt?

Hvis nu vi havde været Carrie og Mr. Big

I nat har jeg gjort det man ellers ikke bør. Jeg har sagt farvel i telefonen. Men når man tager en beslutning må der handles med det samme. Og min eks var her ikke og kommer ikke hjem i nat. Jeg har dum som jeg er lånt hans lejlighed  fordi han ikke er hjemme. Så nu er det her jeg ligger alene, selvom jeg har sagt farvel.
Efter en helt masse overvejelser, tanker og savn hen over sommeren mens han var væk på grønne koncerter og andre sommer ærinder, har jeg erfaret, at han aldrig nogensinde igen kommer til at føle hvad jeg føler. Jeg kan ikke blive ved med at se ham og savne ham noget så hjerteskærende selvom han sidder lige ved siden af mig. Så nu har jeg sagt farvel til ham som jeg burde have gjort tilbage i det spæde forår, eller måske allerede for halvandet år siden da jeg forlod ham. Han siger han har tilgivet mig det nu. Fra nu af bliver det så en lang kamp for mig at komme til at tilgive mig selv. Og hvis jeg ikke kan, kan jeg så nogensinde blive hel igen?  Kommer jeg nogensinde igen til at turde vove kærligheden?
Han spurgte om vi ikke kunne snakkes ved om en måned og se om vi kan være venner. Hvorfor?, spurgte jeg ham. Jeg undrer mig fordi han ikke savner mig. Hvad fanden er det så han vil? Hvorfor vil han have mig til ven?
Savnet har tynget mig noget så grusomt det sidste halvandet år, ligesom Stinestregen så fint har visualiseret det. En af mine gode veninder siger, at det tager halvt så lang tid som forholdet har varet at komme over det, så måske skal jeg bære rundt på det 6 1/2 måned endnu. "When you love someone, but it goes to waste, could it be worse?", synger Coldplay. Og nej, lige nu føles det ikke som om noget kan være værre. Måske når savnet har fortaget sig og jeg igen kan samle mig.