Efterlysning

Ved ikke om det er sommersolen der gør det eller de alt for mange pladder romantiske film jeg har set. Men måske har jeg mødt manden i mit liv. Han ved det bare ikke endnu. 

Indenfor kort tid er jeg stødt på ham tre gange. Og ja, jeg er stødt på ham og har ikke mødt ham, for det kræver vel, at man på en eller anden måde kender hinanden eller i det mindste har udvekslet en eller anden form for hej? Første gang jeg så ham var jeg på vej til toget. Anden gang var han på vej til toget. Tredje gang var jeg på vej hjem og han på vej til toget? De første to gange udvekslede vi det der hedder: Hey, jeg kigger på dig og du kigger på mig og vi har set hinanden - fedt! Tredje gang fik jeg sendt ham et smil - måske mest af alt fordi jeg var på cykel og min nederdel var ved at flyve op, men det gælder stadig. Men nu er han blevet væk - det er en uge siden jeg sidst rendte på ham og af en eller anden mystisk grund kom jeg til at tænke på ham på vej hjem i toget i dag. Jeg er næsten sikker på, at jeg ved hvem han er, men kan bare ikke placere ham. Så hvis du møder en ung, lyshåret, hulemandsagtig fyr med mørke, melankolske øjne, og forhåbentligt bløde hænder - så giv ham lige mit nummer. Tak.

Sol over Frede

Når jeg tager min panik over ikke at vide hvad jeg skal foretage mig i min meget lange sommerferie i betragtning synes jeg, at denne dag er gået helt fantastisk. Jeg havde en aftale om picnic i det grønne med en lokal veninde i dag, så jeg iklædte mig min skønneste nye Laura Ashley-inspirerede kjole og stråhat. Vi endte med at cykle ned i den lokale legepark for at se på dyr og spise vores frokost. Vejret var så strålende og blandingen af dette, den fjordlette kjole og dejligt selvskab idylliserede min dag så humøret kom helt i top. Min bror og hans dame sluttede sig til vores selvskab lidt efter og vi endte med at tage minibussen ud til den tro kopi af vores lille by som den så ud i 1849. Barbapapaerne illustrerer her størrelsen på de små huse.

Ville ønske man kunne tage et af de små huse med sig hjem, bare fordi de er så kære og smukke. 

 

 Da vi kom tilbage til legeparken besluttede vi os at tage en tur i ro-bådene. Min bror og hans dame ville begge absolut ro. Det passede os andre ganske godt, da jeg nødig ville gøre mig selv til grin med mine hvide spaghetti-arme og formelle klæder. Billedet synes også mere perfekt med mig siddende i enden af båden som en vaske ægte diva. At det så var en skøn kvinde der roede og ikke en flot mand med skæg og bløde hænder er en anden sag. Men nogen gange er det næstbedste også  godt nok. Om ikke andet så fik jeg glæde af at se min bror og venindes båd blive jagtet af sure svaner og sultne ænder. Da de kom hen til os var de ganske smukke og fredelige og med grimme ællinger ligeså skønne som alle andre dyrebørn.        

Da jeg kom hjem igen var jeg i mit kreative hjørne og kom endelig i gang med de reparationer af det tøj der har ligget og ventet et halvt år. Derudover fik jeg endelig syet den strandkjole jeg havde ønsket mig stof til i fødselsdagsgave. Den blev ganske fin især når man tager min gamle, orange symaskine fra 1970'erne i betragtning. Jeg har arvet den af min mor fordi hun har købt sig en ny, og det er jeg rigtig glad for. Hver gang jeg får syet et eller andet og den overlever det, uddeler jeg et skulderklap og fryder mig over kvaliteten af gamle klenodier. Så længe den virker endnu, kan intet få mig til at erstatte den af en nyere version. Det fine resultat af min aften i hjørnet kan ses her. 

 

Nu fortjener jeg en god nats søvn inden jeg i morgen skal genfinde min kreativitet når jeg skal hjælpe min eks med at ompolstre hans stole. Abientot!      

   

Hvem skal trøste Knytten?

Er titlen på en dejlig bog af Mummitroldenes forfatter. Knytten er ensom og trist. Og hvem skal trøste ham? Sommetider som i dag, føler jeg mig som Knytten. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er jeg ensom, måske ikke, men følelsen kan ikke tages fra mig. En ting er sikkert. Jeg er alene, som så mange andre, så er ikke alene om at være det. Jeg tænkte ved mig selv på vej hjem i toget her til aften: Når vi giver kærlighed til nogen der ikke vil tage imod - hvor forsvinder den kærlighed så hen? Hvis den forsvinder ud i intetheden, har den så overhovedet nogen værdi?

Min ven melankoli er hos mig igen. Jeg ved det fordi jeg skriver. Jeg er ked af at have været så stille på det seneste. Har haft så meget om ørerne og det har været så dejligt, at jeg åbenbart ikke har haft brug for at formulere det på skrift. Men jeg tænker, at nu hvor jeg absolut intet skal i de næste otte uger, vil jeg øve mig i at skrive andet end melankoli, medmindre den selvfølgelig vil forfølge mig igennem sommeren, og hvem skal så trøste mig? Hvorfor kan jeg ikke selv?

Regnvejr

Det regner i dag. Og det må være nogen lykkebringende dråber, for var lige nået hjem i tørvejr da det begyndte. Nu ligger jeg her i mørket og lytter og suger duften ind. Jeg kan godt lide det. Fik den bedste lur i eftermiddags, til lyden af dryp og rindende vande og blev plask våd på min aftengåtur fordi min regnjakke ikke kunne klare mosten, men det gjorde ikke noget, for når det regner så meget, kan man synge i vilden sky uden, at nogen undrer sig, for der er ikke andre. 

Lovede mig selv at jeg ville forsøge at skrive hver dag, kan godt se på det hele at det ikke går så godt med det. For at undskylde mig selv, har jeg også en anelse travlt, eller rettere sagt, jeg har bare noget at se til, og det er nu dejligt. Men det skal nok blive bedre - Især når der sker andre dejlige ting end regnvejr.

Sandheden fra en single i natten

Vil omfavnes, savnes og elskes... Af en mand. Sådan en høj en med skægstubbe og bløde hænder. Sådan en der når han krammer mig får mig til at føle, at lige der i hans favn, der hører jeg hjemme. Ikke fordi det er normen, men fordi jeg bare savner det. Det er bare ikke så skønt at være alene mens alle andre forloves, giftes og får børn. Jeg ender med at være der når alle andre er midt i syvårskrisen og hvem gider så høre om ringe der ikke passer og baby-lort? Life is a bitch.
Når det hele bliver lidt for meget trøster jeg mig med shopping på nettet - og aller helst er det kjoler jeg finder. Jeg bør nyde min last fuldt ud, for når jeg engang får den lille familie jeg ønsker mig - så er der jo ikke længere råd til den slags udskejelser. Så vi må håbe, at lasten forsvinder derved.