Oprydning definerer laster

I går ryddede jeg op på mit værelse fordi jeg var frustreret. Over hvad ved jeg ikke, men oprydning synes altid at fylde meget  når jeg i større eller mindre grad er irriteret på livet. Da jeg endelig fik samlet alt mit tøj op fra gulvet og fik lagt det ind på dets rette plads i skabet og efterfølgende beundrede mit værk, blev jeg ganske flov over synet. Jeg har rigtig, rigtig meget tøj, og alligevel tillader jeg mig at stå foran skabet hver morgen og grue over hvad jeg skal have på. Jeg vedkender mig, at det er en last, og laster som denne synes altid at dukke op når jeg rydder op. 

Ude i gangen står der nu en fyldt Ikea-pose med bunker af gamle dame blade. Tør ikke tænke på hvor skidt det er for miljøet - især i betragtning af hvor lidt glæde jeg har af dem. Da jeg bladrede bunkerne igennem gik det op for mig, at for hvert nyt år består bladene af de samme emner, bare formuleret på nye måder - og ikke nok med det, så har de forskellige blade også de samme artikler hver måned. Der er intet nyt under solen og alligevel bruger jeg ikke min nyfundne viden fornuftigt. Det må være pointen i laster - man ved de er dumme, og alligevel formår man ikke at ændre dem. Måske fordi de i et kort sekund bringer mig den glæde jeg har brug for i øjeblikket. Og det er jo de små glæder i livet der betyder noget. 

Når jeg bliver gammel

Vi har i dag sunget vores sidste Gospel koncert i denne sæson. Iklædt humlebiens farver forsøgte vi at synge et lyddæmpet lokale op på det lokale plejehjem. Det er for så vidt ikke noget problem, for den eneste lyd man kan høre fra gamle mennesker er skeer der klirer på kanten af kaffekopperne. Men efter et langt liv hvor man har skullet stå model til alverdens lyde fra skrigende unger, naboskænderier, scootere, skraldebiler og støvsugere klokken 9 om morgenen, er det eneste man måske har brug for lidt fred og ro fra to kopper kaffe. Efter sigende nød de det på trods af stilheden. Entusiasme er vist en by i Rusland når man bliver gammel. Jeg håber jeg i min alderdom kan bevare den, ellers er jeg ikke sikker på jeg ønsker at blive så gammel.

Jeg har aldrig kendt ret mange ældre kvinder. Min mormor døde af cancer i en ung alder, men jeg nåede at have hende i otte år. Min unge alder taget i betragtning husker jeg hende meget tydeligt. Selvom hun ikke blev ældre end min mor er nu, så så jeg hende som en gammel dame. Med sine grå opsatte krøller og store barm var hun ikke andet. Hun havde en farverig bikini med store blomster på og var ikke bange for at lufte sin fyldige figur. Jeg husker, at jeg engang stod med hende på stranden, kiggede ned af min egen mave og derefter på hendes. Jeg tænkte ved mig selv: "Mormor er tyk." Hun havde de skønneste skærebrætter med tegneseriefigurer på hvorfra hun serverede rugbrødsmadder med Nikoline på flaske til. "Du er nødt til at spise op så vi kan se det hele", smilede hun til mig når jeg gik i stå. I køkkenet havde hun det skønneste lille bitte blå te-stel med blomster på og med knive og gafler til. Jeg tror det havde været min mors. Jeg måtte aldrig lege med det - kun kigge. Efter hendes død stod det på mit værelse og nu findes det vist kun i min erindring, sammen med badeænderne jeg legede med i hendes køkkenhåndvask. Jeg så op til hende og alt det skønne i hendes hus. Mormor verdenen var den bedste, især når jeg havde hende for mig selv. 

Min farmor blev rigtig gammel. Hun døde kort tid efter mine forældre blev skilt. Fordi hun var så meget ældre end min mormor nåede jeg aldrig at have helt det samme forhold til hende, men et eller andet sted var fascinationen den samme. De ældre mennesker var noget for sig, og så havde de altid bolsjer i tasken. Min farmor havde også en halskæde der kunne åbnes. Hver gang jeg så hende tog hun mig på skødet og viste mig den lille sorte kat der gemte sig indeni. Jeg synes den var noget så fantastisk. På sine gamle dage nåede hun at tsk'e over mine teenageår, hvor jeg farvede mit hår knaldrødt og gik med mørk neglelak. Hun fandt det ikke smukt, men det gjorde ikke noget, for jeg vidste, at det var fordi hun synes jeg var smuk som jeg var. Da jeg startede i gymnasiet tog min far mig med hjem til hende på hendes fødselsdag. Jeg havde lektier med for at kunne trække mig tilbage fra kagecirkusset. Mens jeg sad og læste kom hun hen til mig. Hun fortalte, at hun altid havde elsket at gå i skole og lære noget, og at hun havde ønsket sig at blive lærer. Jeg husker tydeligt lyset i hendes øjne da jeg sagde, at jeg havde tænkt mig at læse til lærer efter gymnasiet. Jeg fik ondt af hende og følte mig priviligeret ved at vokse op under andre vilkår. Hun døde ikke længe efter, 93 år gammel. 
Da jeg mødte min ekskæreste fik jeg en fantastisk farmor til låns. Jeg savner hende ofte, og at kunne se verden igennem hendes øjne. Hun var min eneste kilde til alderdommens glæder. Hun ved alt om alting og elsker at fortælle om sine oplevelser så kringlet, at man ofte er ved sin anden kop te før hun runder af. Og så lærte hun mig at hækle. Hun delte min passion for hjemlige sysler, litteratur og royale ugeblade. Det er som to alen af samme stykke. Selvom min eks siger, at hun stadig er til låns, glemmer jeg at få set hende. Måske fordi hun er en del af den verden jeg ikke kan få tilbage.

Alle disse erindringer vandrede gennem mit hoved mens jeg til de grå lokker sang om Guds kærlighed. En dag bliver jeg en af dem og så ønsker jeg min alderdom så skøn som kun Gnags kan beskrive den:

Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta' imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen.

Når jeg bliver gammel

Skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind

At du kan fange det lis´så let

Som en dreng med et net på en bambuspind. 

Livet set fra indersiden af mit regntøj

"Hvorfor er knagerne i IC4-togene limefarvede?? Hvor er sammenhængen?", tænkte jeg ved mig selv på vej over Lillebæltsbroen imens jeg forsøgte at se meget uinteresseret ud overfor meget ældre, meget stinkende og meget fuld mand. Jeg blev lidt glad over, at jeg så hurtigt formåede at få tankerne væk fra alt det jeg ikke må tænke på, som for eksempel navnet på min førstefødte og hvilket efternavn der vil klinge bedst med mit eget, men desværre fik mine pludseligt rynkede overbryn ikke herren til at stoppe sit savleri. .oO(Hvis han blinker til mig så skriger jeg!)

I virkeligheden var det for mig en ret almindelig togtur. Den indebar som så mange andre, et styk person der ville vide om hun var på den rette perron, et styk snavende kærestepar der siger farvel, togmand på vej til Gud ved hvor hen, og mand og kvinde i identisk kondisæt med poser i hænderne, og ja, såmen også et styk savlende ældre mand. Dog var de til forveksling i dag allesammen mere eller mindre våde efter store mængder regnvand frit faldende fra oven. Det er desværre ikke nogen overdrivelse, om jeg så end måtte ønske det var, men det er meget almindeligt at ældre mænd finder mig utroligt attraktiv. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at det i virkeligheden bare handler om, at de får for lidt og er villige til at hoppe på hvad som helst, men jeg håber inderst inde, at det er fordi jeg rent faktisk er attraktiv og, at det desværre bare kun er de ældre mænd der tilsyneladende hviler nok i sig selv til at turde vise det. I dag havde jeg dog håbet at være fri, nu når jeg var iført lille My's regntøj og våde lokker. Når ikke engang hendes fjæs skræmmer dem væk er der måske håb endnu - hvis altså jeg ønsker mig en mand på fyrre med ølvom og synlige næsehår.  

Jeg var på vej hjem fra min mor i toget efter dejlig dag i ZOO med søster, mor og nevø. Jeg elsker cocktailen af dyr, natur og godt selvskab. Jeg nåede at opleve alt fra fascinationen af hvordan abemor tager sig af sin lille unge som var hun et menneske, til forargelsen over at se hanens voldtægt af sine koner midt i min frokost. Samt glæden over at forevige min nevø og søster som henholdsvis søløve og søko. Min søster grinede mens hun sagde: "Ej, jeg ligner faktisk en søko!" Og det gør hun bare; sød og kraftig. En skam jeg ikke fik oplevet en Søhøne, hvad end det så er. Jeg ville have elsket at forevige den og give billedet til min lillebror mens jeg med den mest fjollede stemme ytrede; at man skal kæle med dem, på undersiden af bugen.(For det kan de satme godt lide!)

Noget helt andet. Jeg fik i dag den tanke, at når mennesker fortæller en hvad man er god til, så bør man lytte efter i stedet for at tænke, at det skal de jo sige. Jeg skal hver dag øve mig på, at tro på hvad de siger og efterfølgende gøre ligesom de siger i bankreklamerne: Gør det du er bedst til, det gør vi. Så nu vil jeg forsøge at lægge min frygt for arrogance på hylden og skrive næsten hver dag, ikke nødvendigvis fordi hver mand synes jeg er god til det, men fordi jeg synes jeg er god til det og elsker det. 

Forøvrigt er striberne på IC4-togets døre også limefarvede - Måske er der en sammenhæng alligevel.

Bambi på afveje

Mangen person undrer sig over hvordan jeg kan holde ud at være bosat i så lille en by som min. En af de mange grunde er den fantastiske og helt igennem disneyagtige natur, der omkranser byen og favner årstiderne i al deres pragt. 

Efter at være rendt ind i veninde Ib og den derefter havde stået på shoppetur det meste af eftermiddagen, kom jeg til at gro fast i min sofa da jeg kom hjem. Da det så endelig holdte op med at regne fik jeg en pludselig trang til at komme ud og bevæge mine blege ben og trække noget regnfrisk luft. Efter at have været bosat i byen i to år, kender jeg efterhånden hver en krog af denne afgrænsede verden, og har fundet mig den smukkeste vandringsrute. Med kondisko og nypudset næse begav jeg mig af sted i raskt tempo, med solsortens aftensang i ørerne.

Det eneste man møder på sin vej klokken ni om aftenen er mænd i løbetøj, hvis raske skridt kan høres i gruset på lang afstand. Nogen gange misunder jeg, at jeg ikke kan være en af dem, men på den anden side går de jo glip af alt det skønne i det høje tempo. Derudover møder man mænd som kvinder i vindjakker og trætte miner, der lufter deres firbenede venner, mens de på ingen måde overvejer at samle deres efterladenskaber op fordi de jo er ude i naturen. Hvilket resulterer i, at uheldige kvinder som jeg selv, skal sno sig udenom når de er i færd med at indsamle den helt perfekte klokkeblomst til deres buket. På en særlig dag, som i dag hvor det har regnet, kan man også være heldig at rende ind i en samling unge knægte der med deres fiskestænger, der med deres sunde og til tider stinkende hobby giver mig håb for fremtidens unge. Jeg mødte alle disse mennesker i dag og ikke andre, der som jeg selv gik alene bare for at gå. For at de ikke skal gå glip af alt det skønne, vil jeg derfor dele det med dem i ord og billeder, bare fordi jeg bilder mig ind, at hele verden er ligeså glad for naturen som jeg selv er. Kan man andet når man er en del af den?

På vejen hjem med en langsomt voksende buket i hånden, ser jeg pludseligs Bambis mor i en lysning. Hun retter hovedet op og står bum stille mens hun kigger direkte på mig med sine store brune øjne. Jeg havde ikke ventet hende. Når jeg befinder mig midt i byen, kan jeg ikke lade være med at føle at hun er på afveje som hun står der midt i det hele. Men hun så ikke ud til at være på afveje - hun så ud til at føle sig hjemme, ikke bange, men alligevel på vagt. Jeg fiskede min telefon op af lommen og forsøgte at fange hende på afstand. Desværre fortæller billedet ikke helt det samme som jeg så, da det lige såvel kunne være en klat brun maling midt i alt det grønne.

Lykkelig over min opdagelse bevægede jeg mig videre, og jeg havde ikke gået længe inden jeg mødte endnu en. Mindre og plettet med to små horn i panden. Lige ved bredden af søen stod han og gumlede græs. Han kiggede lidt på mig, og gik så om bag et træ. Tænkte om den smukke herre var blevet væk fra sin mor, men han så ikke fortabt ud, kun tilfreds og afslappet.

Det er det jeg elsker; uforudsigeligheden. Når jeg bevæger mig udenfor min hoveddør kan alt ske. årstiderne skaber mulighederne og når det bliver forår lufter alle deres børn, dyr som mennesker: Smukke, velskabte og sorgløse. Nu er jeg hjemme og kan nyde synet af markblomster i nyindkøbt genbrugsvase, mens mørket falder på og sommeren banker på døren.     

 

Når man bliver 27

Jeg har ændret udseendet på min blog i håb om, at det vil ændre indholdet. En form for karma om man vil. Det kommer sig af, at jeg er blevet 27. For otte dage siden vågnede jeg op og tænkte ved mig selv: "Du er 27, nu kan du se frem til at fylde det igen og igen de næste par år, indtil du er der hvor du gerne vil være når du er 27". Og jeg var der næsten - der hvor jeg gerne ville være. Jeg vågnede op i et behageligt solskin, uden flere rynker end dagen før, til lyden af forårsfugle og kirkeklokker. Perfekt som i en Morten Korch film. Jeg var ved at fuldføre min første pædagogiske eksamen med bravur og min kæreste serverede hjemmelavet brunch til mig og dækkede bordet fint med en stor gave ved min tallerken. Jeg var lige der hvor jeg aller helst ville være... Altså lige bortset fra, at kæresten er min eks-kæreste, og gavens indhold lå gemt i sammenkrøllet papir, så den i virkeligheden ikke fyldte mere end en lommepung. Og mest af alt havde jeg skriveblokering og var angst for at dumpe. Morten Korch idyllen var dog god nok. Det var ikke det jeg forventede af min 27-års fødselsdag dengang jeg blev tyve, og tænkte ved mig selv: "Eiii, nu er jeg tyve! Hvor er det vildt! Nu er du ikke længere teenager, men en rigtig voksen!" 

Jeg er blevet klogere siden. Man bliver ikke voksen bare fordi man bliver 20, eller 23 eller 25. Jeg er stadig ikke en rigtig voksen. En rigtig voksen er nemlig sådan en der går med øreringe fordi hun er nogens mor, og ikke fordi hun bare synes det ser pænt ud. (Barn i børnehaven undredes over, at jeg bar øreringe, når nu jeg ikke var nogens mor.) En rigtig voksen er sådan en der har en villa, en vogn, en vovse, og en halv-tyk mand og to gennemsnitsartige børn. En rigtig voksen er sådan en der kører på campingferier i udlandet og tager lån i huset for at glæde sin familie. Og sådan en er jeg ikke - endnu. Jeg er mere sådan et fjols, der bruger alle sine sparepenge på tøj fordi hun keder sig og er ved at få bildæk. Sådan en der træffer dårlige beslutninger og tror hun får en chance mere. Sådan en der pakker sine følelser ind i sarkasme for at skjule, at hun ikke rigtig ved hvor hun er på vej hen. Sådan er jeg stadig også selvom der nu står 27 i panden på mig.

I dag blev jeg så ramt af livets alvor. På en eller anden måde gik det op for mig, at når jeg ikke er der hvor jeg gerne vil være, så er det ikke kun skæbnens skyld, det er lige så meget min egen. Det er kun mig der kan ændre mit liv. Og så græd jeg lidt... Ligesom da jeg var lille og noget af mit legetøj gik i stykker. Der er ingen facitliste i livet, så måske jeg skulle til at mærke efter hvad jeg egentlig vil i stedet for at lade mig tyrannisere af normerne, selvom det liv nu ser hyggeligt ud. Så jeg må leve med at være en forkert voksen i en 27-årigs krop lidt endnu. Og det er helt ok. Det er nok alligevel ikke alderen der gør det. For bliver man ikke først en rigtig voksen når man bliver nogens mor(Der går med øreringe fordi hun ikke har tid til at tage dem af.)?