Novemberblues

De korte dage med deres våde veje, kolde ruder og gråvatterede himmel sniger sig ind på mig. Den grå farve kryber ind i alle kroge af mit sind og min bolig med sparsom belysning. Det er november. Der er ikke noget ved denne tid der behager mig. Pakker mig væk i frosne æbleskiver og stearinlys. Drømmer om at vågne op en morgen langt inde i januar, til et nyt år og en ny chance.

Mine tænder skal repareres for tusinde af kroner fordi jeg har ignoreret dem for længe, min pc er brudt sammen, mit gear vil kun bevæge sig mellem syvende og femte trin, og min økonomi ligger i ruiner lige op til jul. Bagateller der med et split sekund synes større end nogensinde efter jeg har erfaret at det går dårligt i min praktik. Min vejleder er bekymret og ikke sikker på hun kan godkende mig. Det er ikke noget nyt. Jeg har hørt det hele mit liv. Jeg havde bare ikke regnet med nogensinde at skulle høre det under denne uddannelse efter succes i mit første studieår. Intet er der for at blive og slet ikke i november.

Tænker over hvad der er i vejen med mig. Jeg kan vælge at skyde skylden på alle andre, eller bebrejde mig selv. Men jeg holder for meget af min egen person til at kunne gøre det. I stedet er jeg stædig og uinteresseret i at forandre min person. Jeg er fast besluttet på, at der skal være plads til sådan en som mig i denne verden. Det kan være meget ensomt til tider, at føle at ingen ser mig på samme måde som jeg ser mig selv. Især det sidste halve år. Jeg har mistet mit arbejde, venners accept, og står nu usikkert i forhold til mit fremtidige virke som pædagog. Men hvis jeg accepterer den manglende anerkendelse, vil jeg jo være ude af stand til at rejse mig. Mest af alt er jeg vred over at være her igen. Jeg vil ikke finde mig i det. Men jeg er sikker på at der er lys forude. Får nu al den opbakning jeg skal bruge for at komme videre i mit studie. Indtil da må jeg lytte til tonerne: ... One day the world will be ready for you, and wonder how they didn't see.

Om at turde vove noget

Jeg elsker ord. Jeg elsker at skrive dem ned på blanke sider. Jeg elsker mennesker. Jeg elsker at vi alle lever et forskelligt liv. Jeg elsker at skrive om det. Jeg elsker at lære noget af mine egne dumheder. Jeg elsker at skrive dem ned, så jeg kan se at jeg kommer videre. At jeg bliver klogere, at jeg modnes, at problemer bliver til bagateller, at min horisont den udvides og at min kærlighed forandres. Jeg bilder mig ind, at det har betydning for mig selv og for andre, og for det kan jeg ikke undskylde. Det er derfor jeg har lavet min blog. Det er derfor jeg bliver nødt til at fortsætte med at skrive, selvom jeg er blevet ramt af angst for hvad hvert indlæg måtte gøre ved mine relationer i det daglige. Har erfaret, at det ikke er let at udstille sit privatliv uden at kommentere på sine relationer undervejs. Det er en hård-fin balance mellem på den ene side, at være personlig i mine indlæg og på den anden side undgå at udstille nogen. Hvilket på ingen måde er min hensigt, men alligevel ofte sker.